Læsetid: 4 min.

En ny eksistentiel optagethed af et kaos på vippen til at blive meningsfuldt

Det bliver næppe nogen publikumssucces, men præsentationen af Barnett Newmans tegninger og grafik giver et sjældent indblik i et vigtigt kapitel i den moderne amerikanske kunsts historie
Foto fra udstillingen.

Foto fra udstillingen.

13. januar 2017

Selv når han arbejder i små formater, er Barnett Newman en stor kunstner. Det betyder også, at selv en lille udstilling gør et stort indtryk, må jeg konstatere efter at have besøgt Louisianas stramme præsentation af Newmans tegninger og grafik, som er den seneste i den fine serie Louisiana on Paper, der i en årrække har vist tegninger og grafiske arbejder af store malere.

Nu er turen kommet til Barnett Newman (1905-1970), der var en af de mest indflydelsesrige abstrakte kunstnere i efterkrigstidens USA.

Han er primært kendt som en maler, der i stærk opposition til den populære abstrakte ekspressionisme arbejdede med uekspressive farveflader, som en generation af yngre kunstnere i 1950’erne og 1960’erne lod sig inspirere af.

Color Field painting blev en betegnelse for denne form for abstrakt maleri, men betegnende nok var det ikke en term, Barnett Newman brød sig om. Som en af de mest reflekterede og intellektuelle kunstnere i sin generation var han meget velformuleret omkring sin kunstneriske praksis og intentionerne bag den.

Ideen om farvefelter forekommer ellers oplagt, når man ser Newmans berømte malerier såsom Onement fra 1948 eller Vir Heroicus Sublimis fra 1950-51. Her er lærrederne domineret af store, enstonede farveflader, der adskilles af tynde, lodrette bånd af kontrastfarver.

Det blev Newmans signaturtræk med disse zips, som de blev døbt: tynde kiler, der gennemskærer lærrederne og opsplitter dem i separate dele, som imidlertid også bliver holdt sammen af selvsamme kiler. Med disse zips skabte Newman en metode til at undersøge maleriets grundlæggende grammatik, for så vidt man kan tale om en sådan.

Følelsesrum

Foto fra udstillingen.

Newmans modstand mod at lade sine værker indordne under betegnelsen color field handlede om hans aversion mod overfladisk og dekorativ formalisme, som han syntes, at store dele af den abstrakte kunst udartede til.

Selv var han optaget af noget andet end interessen for fladen, lærredet og farven, nemlig billeders emotionelle potentialer. Malerierne var ikke felter, men derimod rum, der åbnede sig mod beskueren.

Med abstraktionen bevægede Newman sig væk fra det figurative indhold netop med det formål at forstærke det følelsesmæssige indhold i billederne, uafhængigt af figuration.

Og med forkastelsen af det ekspressive bevægede han sig bort fra en mere konventionsbundet form for følelsesudladning, der entydigt blev knyttet til kunstnerens temperament. For Newman var det ikke kunstnerens følelser, der var interessante, men de følelser, som billeder kunne vække i beskueren.

Han udviklede betegnelsen det plasmiske billede ud fra den overbevisning, at de plastiske elementer i et kunstværk blev udgjort af en slags transformeret mental plasma, en tænkning i visuelle former. Kunst var tænkning, som aldrig kunne reduceres til sit formelle indhold, men altid måtte stræbe efter metafysisk transcendens, en højere sandhed.

Styrken i Newmans kunst formidler sig selv, når man står over for hans store lærreder, der fungerer som intuitive eksemplificeringer af ideen om det plasmiske billede. Anderledes er det, når værkerne både er mindre i formater og mere undersøgende i deres formsprog.

Hvis man kender Newman som maler, vil Louisianas udstilling nok overraske, for her møder man en langt mere søgende og eksperimenterende udgave af kunstneren, end hans malerier nogensinde røber. De diminutive formater forhindrer dog ikke Newman i at arbejde præcist og effektfuldt med skalaproblematikker, som åbenlyst bliver yderligere raffineret i de senere oliemalerier.

De første værker i den lille udstilling er fem tegninger med olie- og vokskridt på papir, som nærmest er figurative. Tegningerne har ingen titler, men udviser et tydeligt slægtskab med den mere organiske surrealisme, som man ikke mindst kender fra den spanske kunstner Miro.

Plante- og dyreformer i stiliserede varianter slynger sig hen over billedfladerne i de fabulerende motiver, som også i deres sammensatte farvekombinationer overrasker.

Det er nogle af de ældste værker fra Newmans hånd, som kendes i dag, for han destruerede lige ved udbruddet af Anden Verdenskrig hele sin produktion. Derfor får tegningerne også præg af programerklæringer, der deklarerer en ny eksistentiel optagethed af et kaos på vippen til at blive meningsfuldt.

Snæver udstilling

Foto fra udstillingen.

Newman har ofte gentaget sin tese om, at kunstnerens største udfordring i lyset af Anden Verdenskrig blev, hvad man kunne male. Hans eget svar herpå blev orienteringen imod rummet i det abstrakte billede.

I de tidlige tegninger fornemmer man, hvordan han eksperimenterer med at frembringe billedrum uden perspektiv eller figuration.

Trods det at mediet er tegning, er hans interesse egentlig ikke tegningen, men det maleriske aspekt, hvilket kun bliver endnu tydeligere i en serie sorte tuschtegninger udført med pensel. Her er ambitionen ikke at optegne et motiv, men snarere at skabe liv i fladen, dynamisere billedrummet.

På den måde peger tegningerne frem mod Newmans malerier, selv om de også ligger fjernt fra disse. Et mere direkte slægtskab med Newmans maleriske virke kan imidlertid nydes i den bevægende smukke serie litografier, 18 Cantos fra 1964, som pryder store dele af den ene væg i buegangen.

I serien arbejder Newman med rene farver, der trykkes ad flere omgange oven i hinanden. For eksempel en amerikansk ultramarin oven i en fransk ultramarin eller en amerikansk rød bag en karminrød. Selv om de resulterende farvefelter ligger som vertikale bånd, er der ikke tale om zips som i malerierne, men ikke desto mindre skaber de tonale registre dybder i billederne.

Der er ingen tvivl om, at udstillingen her – ligesom de øvrige i serien Louisiana on Paper – er en såkaldt smal udstilling. Newman har altid været en kunstnernes kunstner, og præsentationen af en underafdeling af hans hovedvirke indsnævrer yderligere appellen. Men for alle, der bedst kan lide de kolde afdelinger af Louisianas saunaprincip, vil det være rendyrket nydelse.

Udstillingen er lavet i samarbejde med Kunstmuseum Basel, som yderligere har udarbejdet et grundigt katalog med glimrende introduktioner til Newmans tegninger og grafik.

Barnett Newman. Louisiana Museum for Moderne Kunst. Humlebæk. Indtil den 17. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu