En (nynazistisk og bevæbnet) mand kommer til byen

Først en afdramatisering: Når DR2 oversætter dokumentarfilmen Welcome to Leith (2015) til Byen der blev overtaget af en nynazist, er det altså lidt af en tilsnigelse.

Det med nynazisten er rigtigt nok, men historien drejer sig om opkøb af 12 grunde uden vand og kloakering i en landsby i North Dakota, som er så lille, at der ikke skal så mange nynazister til for at skabe et nynazistisk flertal i landsbyrådet.

Og det er netop det, der er den berygtede nynazist Craig Cobbs plan: at gøre Leith til et arisk separatistisk lokalsamfund, der med tiden kan blive hovedsæde for den amerikanske nazistbevægelse.

De 24 beboere i Leith er i udgangspunktet glade for at byde nye naboer velkommen til deres lille prærieby, hvor samlingspunkterne er den lokale diner og et forsamlingshus, hvor landsbyrådet mødes.

Nazisme, arisk separatisme og white supremacy er ikke noget, nogen af de kvægavlende og hvededyrkende bønder i Leith har beskæftiget sig med før – borgmesteren havde knap nok hørt ordene, før Craig Cobb dukkede op – og det er heller ikke noget, de vil have i deres by.

Nazister kan også lave mad

Instruktørerne Michael Beach Nichols og Christopher K. Walker følger magtkampen mellem Craig Cobb og Leiths befolkning gennem otte måneder præget af vrede, frygt og højrøstede møder i forsamlingshuset.

Craig Cobb har fremlagt sine planer for overtagelsen af Leith på en højreradikal hjemmeside, så der er ikke så meget at være i tvivl om, hvad hans intentioner angår.

Det skulle være en fredelig overtagelse, forklarer han, og selve formålet med den er også fredeligt. Alt, han ønsker sig, er et trygt sted, hvor man kan være i fred for folk med andre hudfarver end hvid og rødmosset.

Et af de huse, Craig Cobb køber, donerer han til det amerikanske nationalsocialistiske parti (som åbenbart findes), og en ung trofast partisoldat flytter ind med sin kone og deres fem børn.

Kynan Dutton, som han hedder, er veteran fra Irak og virker til især at være begejstret over det amerikanske nazistpartis militære islæt – fanerne, den hævede arm, det simple fjendebillede og fordringen om ubetinget loyalitet.

Hans kone synes skydevåben og stejlhed klæder ham, og hvis ikke det var, fordi hans skydevåben virkede, og han ikke så ud til at være bange for at bruge det, ville portrættet af de to tangere socialpornografisk reality-tv. »Vi nationalsocialister laver normal mad,« forklarer den kokkeuddannede Dutton f.eks. i en øm køkkenscene.

Ild i maven

Byen der blev overtaget af en nynazist handler først og fremmest om modstandsformer og om, hvad en gruppe venligtsindede bonderøve (hvoraf en enkelt er sort), der bor, hvor de bor, fordi de godt kan lide fred og ro til at gøre, hvad de vil, stiller op med et ubehageligt ideologisk projekt, som det Craig Cobb kommer anstigende med.

Cobb beskriver kort sin lettere tumultariske baggrund, og så kender man også den, men i det store og hele fremstår han som en mand, hvis fikse idé har placeret ham et godt stykke uden for diplomatisk rækkevidde.

I et klip, der virker ekstra bizart, fordi det er fra et eller andet hyggeligt og muntert talkshow, fremlægger den sorte studievært resultatet af Craig Cobbs gentest for ham. 14 pct. af hans genmateriale stammer fra Afrika syd for Sahara, skraldgriner hun. Han blinker lidt med øjnene og taler med en robotagtig overbevisning i stemmen om statistisk støj og om olie og vand, der ikke kan blandes.

»Hvordan skal jeg sige det …? Han er en idiot.«

Sådan beskriver en af de lokale modstandere Craig Cobb. Den midaldrende mand fra nabobyen sidder i en T-shirt, der røber en fortid i den amerikanske flåde, og forklarer, at han har gjort det til sin opgave at filme og fotografere alt, hvad Cobb foretager sig.

Han har et blik og en holdning som en elitesoldat og udtaler stolt, at han ikke har haft ild i maven (a fire in my belly, red.) de sidste 25 år. »Det her har givet mig ild i maven.«

Det er godt at høre, at han er engageret i den antifascistiske kamp, og måske også godt at blive mindet om, at en af de store fordele ved krige og kampe er, at de virker effektivt mod eksistentielle meningskriser.

Bygningsregulativer mod nazisme

Leiths beboere er opsatte på at gå den reglementerede lokalpolitiske vej. Modtrækket til Craig Cobbs lovlige opkøb af grunde er en demokratisk vedtagelse af regler om, at man ikke må bo på dem, fordi der på de fleste af dem ikke er kloakfaciliteter og rindende vand. Møderne i forsamlingshuset er dramatiske, men ikke nødvendigvis fantastisk filmegnede.

Der bliver råbt og skreget, og Cobb overfuser byens senest tilflyttede par, der trængte til at komme væk fra den større by, hvor deres 17-årige datter blev myrdet. Cobb vil bare lige høre, om de mon selv kunne have været med til at forårsage den situation, nu de er så provokerende.

Forberedelserne inden møderne, hvor Leiths lovlydige borgere stiller bordene, mens de dirrer af raseri og nervøsitet, er næsten det mest interessante ved denne frontlinje i kampen mod Craig Cobb.

Der bliver tænkt over, hvordan de kan forhindre ham i at spankulere rundt i lokalet og lire sine lange på en gang selvynkende og aggressive monologer af. Bordene stilles op efter devisen: Jo flere barrierer, jo bedre.

Obskurt politisk miljø

Med udgangspunkt i kampen mellem Leiths borgere og den nye nazistiske mand i byen trækker Michael Beach Nichols og Christopher K. Walker også tråde ud til et større billede af det højreradikale USA.

Det er ikke denne film, der giver det fyldestgørende billede af, hvilken udbredelse og indflydelse dette obskure politiske miljø, som på en gang virker komisk og angstprovokerende, har. To antifascistiske aktivister fra ngo’en Southern Poverty Law Center forklarer løbende gennem filmen, hvad de ved om Craig Cobb og de mennesker, medier og organisationer, han har forbindelse til.

Det gør ikke den forklaring mindre fæl, at den bliver fulgt op af en påstand om, at det amerikanske efterretningsvæsen siden 11. september 2001 har underprioriteret overvågningen af voldelige racister til fordel for kampen mod voldelige islamister.

Jeg siger ikke, om det er det gode eller det onde, der vinder i Byen der blev overtaget af en nynazist. Jeg siger heller ikke, om det er helt lige til at afgøre. Men jeg vil godt afsløre så meget, at tredje verdenskrig næppe starter i en affolket amerikansk prærieby med folk, der ved, hvordan man bekæmper nazisme med bygningsregulativer.

Ikke desto mindre er det interessant at se, hvad et samfund, der næsten ikke kunne blive mindre, stiller op med en udefrakommende trussel som Craig Cobb.

’Byen der blev overtaget af en nynazist’ sendes tirsdag kl. 20.45 på DR2 og kan efterfølgende ses på dr.dk