Læsetid: 7 min.

Orwells ’1984’ genskrevet til 2084

Den algierske forfatter Boualem Sansal genskriver med romanen ’2084 – verdens ende’ Orwells mareridtsvision fra 1984. Men Sansal fremskriver også et grundliggende begær efter ikke at tænke, som fandtes før moderniteten
Med ’2084, Verdens ende’ lægger Boualem Sansal sig helt bevidst og med beundring op af George Orwells ’1984’ og beskriver en totalitarisme, som denne gang hverken er kommunistisk eller fascistisk, men religiøs

Med 2084, Verdens endelægger Boualem Sansal sig helt bevidst og med beundring op af George Orwells ’1984’ og beskriver en totalitarisme, som denne gang hverken er kommunistisk eller fascistisk, men religiøs

Thomas Lekfeldt

31. januar 2017

Lad mig sige det straks: Jeg havde svært ved at læse mig gennem Boualem Sansals roman 2084 – verdens ende. Romanen, som nu foreligger på dansk, ligger i tasken og ulmer, siden på bordet, og man forsøger at begynde igen og igen, men man fanges ikke ind.

2084 – verdens ende vandt i 2015 det Franske Akademis litteraturpris i skarp konkurrence med Hédi Kaddours roman De toneangivende.

Hele to romaner fra forfattere med nordafrikansk baggrund, men vidt forskellige. Kaddours roman er et stort episk værk, nærmest i Balzac-stil, fuld af lysende detaljer og håb. Han er født i Tunis, men vokset op i Frankrig.

Boualem Sansals roman er på mange måder et dybt filosofisk skrift, bevidst inspireret og genfortalt ud fra George Orwells dystopiske 1984. Sansal er født og vokset op i Algeriet, bor der stadig, men er underlagt censur i sit eget land.

Det er selvfølgelig noget, man må tænke over, at man har svært ved at læse et værk som Sansals, som var indstillet til alle de største litterære priser i Frankrig – blandt andet Goncourtprisen, og vandt flere af dem.

Jeg måtte tøvende spørge min mest litterære franske veninde, som altid har læst det hele, om hun havde læst den, og det havde hun. Hun var blevet sat til det af sin datter, som heller ikke kunne fordrage den, og også hun havde haft svært ved det.

Så fik jeg den læst og måtte erkende, at det i enhver forstand er en tung roman.

Modstanden mod at læse den skyldes måske modstanden mod det totalitaristiske sprog, som Sansal opfinder til sit fiktivt religiøse regime i bogen. Hovedpersonen, som ikke har valgt dette sprog, kan kun skrive og tænke i selvsamme sprog.

Et omfattende Newspeak, Novlangue, der holder hele samfundet i et sproggreb, »et laboratorieskabt sprog, der havde magt til at tilintetgøre vilje og nysgerrighed hos den talende«, som det forklares med beundring allersidst i romanen. »Krig er fred«, »frihed er slaveri«, »uvidenhed er styrke«, »løgn er sandhed«.

Klaustrofobisk sprogrum

Det klaustrofobiske sprogrum, der tilsvarer romanens landskab, er besværligt for hovedpersonen Ati at rejse igennem. Et landskab, som man – ganske som hos Orwell – ikke formår hverken at tale, skrive eller tænke sig ud af, men fanges ind i, næsten lige meget hvor meget man stritter imod. Så jeg strittede imod.

Boualem Sansal har ikke altid skrevet. Den nu 67-årige forfatter er uddannet ingeniør og økonom, har undervist og været konsulent. I lang tid var han offentligt ansat i den algierske statsadministration, som han især kritiserede for ’arabisationen’ af det undervisningssystem, Algeriet havde arvet fra de tidligere franske koloniherrer.

Under der algierske borgerkrig begyndte Sansal som halvtredsårig – endnu et fællestræk med Kaddour – at skrive på opfordring af en ven, og det blev til den i Frankrig prisbelønnede roman Le serment des barbares, på dansk Barbarernes besværgelse, der udkom i 1999.

Under dække af krimi indvarsles Sansals temaer: Skuffelsen over, hvad Algeriets frigørelse fra kolonitiden har bragt med sig, absurde, religiøse beslutninger, der overtrumfer det, som trods alt var godt hos koloniherrerne, deres fornuft og humanisme – og ikke mindst korruption på alle planer.

Siden har Sansals let genkendelige skikkelse med det grå hår i en lang hestehale som en gammel og klog indianer været fast inventar i franske medier – sammen med insisterende islamismeadvarsler.

Sansal har skrevet både essays og romaner, hans tredje roman Dis moi le Paradis – Fortæl mig om paradiset – var så kritisk over for den Algierske stat, at han blev fyret og siden har været underlagt censur i hjemlandet. På dansk foreligger Tyskernes landsby fra 2008, som drager paralleller mellem nazisme og islamisme, og den selvbiografiske Tilbage til rue Darwin fra 2011.

Med 2084 – verdens ende lægger Boualem Sansal sig helt bevidst og med beundring op af George Orwells 1984 og beskriver en totalitarisme, som denne gang hverken er kommunistisk eller fascistisk, men religiøs.

Det er faktisk det, som kan høres langt ned i sproget, som altså er mesterligt skabt – for sådan skriver Sansal ikke i sine andre romaner. Det er så heller ikke den type sprog, der tales hos Orwell, i min kvide rakte jeg nemlig ud efter 1984 og den indre monolog hos Orwells hovedperson, Winston Smith, er helt anderledes end hos Ati i Abistan.

Ganske vist er der en Big Brother i begge romaner – ’Big Eye’ som på et tidspunkt i 2084 hos kætterne bliver til ’Bigaye’, inden disse kættere udryddes, og det atter bliver til ’Big Eye’. Men internaliseringen af Big Eye foregår på en anden måde i den religiøse fanatisme end i de andre, synes at være Sansals idé.

Romanen ligner ellers på mange måder et fiktiv land, Abistan, opkaldt efter profeten Abi, guden Yölahs stedfortræder på jorden. Hvad der er godt og ondt bestemmes af Abis forskrifter samt et uendeligt system af angivelser, afstraffelser og offentlige henrettelser ganske som i 1984. En ydre fjende er også nødvendig, selv om det er svært at forklare, hvor denne fjende kan være, når Abistan er over det hele.

Der er derfor også en ghetto, der kommer til at spille en rolle i 2084 sammen med pilgrimsrejser, der bekvemt sender folk af sted gennem landet, så især de gamle og besværlige dør. At den hellige stad jævnligt skifter plads, er endnu et foruroligende element, som giver påmindelser om Tarkovskis Stalker med et levende og uberegneligt landskab. Boualem Santal har også sin egen orwellske dystopiske intrige, som ikke her skal afsløres.

Det er i dette land, vi møder Abi, som har været indlagt for tuberkulose på et iskoldt sanatorium i bjergene. Ikke fordi tuberkulose i virkeligheden er den farligste sygdom, men det er den sygdom, der er udnævnt til at være den farligste, så man sendes væk. Abi helbredes da også og vender tilbage til samfundet, men det er i de iskolde bjerge, i udørkenen, at visse tanker begynder at opstå. Tanker om, hvad frihed og beslutninger overhovedet kan være, når alt er bestemt.

Det er her, Sansals roman løfter sig højt over det niveau, hvor kritik af islam ofte befinder sig. Sansals kritik er en kritik af enhver form for religiøsitet, ethvert system, hvor sandheden allerede kendes, og ansvar derfor ikke har plads.

Men samtidig opstår subjektet i de ørkener, hvor også religiøsiteten opstod. Sagen er, at et religiøst system i en vis forstand kan vise sig at være et bekvemt sted at befinde sig. Det er i denne forstand, Michel Houellebecq, hvis bog Underkastelse udkom næsten samtidigt med 2084, med beundring har udtalt, at Sansal går endnu videre, end han selv har gjort det.

Men videre i hvad? Det er ikke islam, Sansal er kritisk over for, men enhver religion. I den forstand er han et sandt oplysningsmenneske.

Selve formen i hans værk beskriver fødslen af et subjekt, videnskabens subjekt ville Lacan have kaldt det, hvordan man ud fra en sproglig klaustrofobi opfinder tvivlen. Descartes tvivl måske, indsigten i, at der kan være dæmoner alle steder, og er dæmonerne så også Gud? Det er så næsten uudholdeligt at befinde sig i de hundrede sider, der går, inden dette subjekt opstår, med reformuleringer af en række vestlige filosofiske problemstillinger.

Man kunne også beskrive det som spirer for eksistentialisme, Sansal er en stor beundrer af landsmanden Albert Camus – mere end han er det af Sartre, som viklede sig ind i andre totalitarismer og havde så svært ved at vikle sig ud igen.

Man kan derfor også tænke på den kætteriske idé om menneskets død fra Foucault, som jo er i stor gæld til de eksistentialistiske tænkere. For kan det opstå, kan det vel også dø igen? 2084 – verdens ende er så en af versionerne af, hvordan ’mennesket’ kan dø igen som ansvarsfuldt. Sansal har selv i interviews udtalt, at kapitalisme og globalisering er en anden måde, subjektet kan dø på. Det overhøres gerne.

Er der så nogen løsninger, spørger næsten alle journalister Sansal, når de vil tale om bekæmpelse af islamisme.

Det er jo det, der er svært. For har vi mennesker overhovedet lyst til at være ansvarlige? Houellebecq svarede nej i Underkastelse. Eksistentialismens fader, Kierkegaard, ville have været den første til at hævde, at det ansvarsfyldte menneske også er det mest angste og usikre menneske.

Der er kun én løsning, svarer Sansal med sin roman. At befordre tanken. Dyrke det sprog, som er komplekst poetisk og rigt, og som man kan ånde i. Tænke frem og tilbage fra det punkt, som subjektet udgør, det eneste sted, hvor tid findes, og verden ikke dør. Sublimere i stedet for at underkaste sig synes at være åndens sidste chance.

Sansal har skrevet en totalitarisme så tidløs, at det er selve tiden, der forsvinder. 2084 er både begyndelsen og slutningen, for tænker man ikke findes hverken fortid eller fremtid, kun evighed. I den forstand er romanen dybt foruroligende og uhyggelig, man yder modstand mod manglen på subjekt i det, som netop er romanens emne.

Dermed bliver det næsten en pligt at læse den. Og læse den til ende.

’2084 – verdens ende’ af Boualem Sansal. Oversat af Lars Bonnevie. Turbine. 254 sider. 239,95 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu