Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Rapport fra helvede

Historien om manden, der bragte vidnesbyrd til verden om Auschwitz
Kultur
31. januar 2017

Rudolf Vrba og Alfréd Wetzler, jødiske slovakker, lykkedes i april 1944 med at flygte fra Auschwitz-Birkenau. Stort set alle andre, der gjorde forsøget, blev fanget og dræbt.

Men takket være tilfældigheder, længere tids erfaring i dødslejren og et enestående held klarede Vrba og Wetzler alle forhindringer og nåede ud i friheden eller rettere: reddede livet.

Hovedmotivet bag flugten, bortset fra at overleve, var at bringe vidnesbyrd til en uvidende omverden og dertil, hvilket var en drivende kraft, at advare de hidtil fredede ungarske jøder.

Vrba havde på forskellig måde fået sikkerhed for, at ungarerne stod for tur til gaskamrene. SS-vagter talte om, at de snart ville få god ungarsk pølse, altså det, de ville kunne konfiskere fra transporterne.

Man skal ikke overse, at Auschwitz foruden massemordene tillige udgjorde et økonomisk system af udplyndring på mikro- og makroplan. Både med hensyn til den tyske statskasse og til vagterne og deres familier samt tøj og genstande i enorme mængder til den almindelige tyske befolkning.

Et kleptokrati uden sidestykke. De myrdede børns legetøj kom små tyske børn til gode. Intet gik til spilde, og mødrenes hår blev brugt som pakninger i torpedoerne.

Mistroen, da Rudolf Vrba og Alfréd Wetzler endeligt efter den nervenedslidende flugt fik opsøgt nøglepersonerne i de slovakiske og ungarske jødiske organisationer, var dyb: Kunne dette passe, at den tyske kulturnation uanset Hitlers erklærede had til jøder systematisk udryddede mænd, kvinder og børn – eller som beskrevet arbejdede dem ihjel, som de i førstningen skånede?

At der blandt de jødiske organisationsfolk ydermere var dunkle motiver til at foretrække visse gruppers overlevelse frem for andres, lægger blot alen til den sum af nederdrægtighed og forbrydelse, Holocaust nu engang er. Umenneskelighed avler mere af det samme, hvordan kan det være anderledes i den skala?

Personlig erindringsfremstilling

Vrba og Wetzler udarbejdede en rapport på slovakisk om Auschwitz – om den daglige mishandling af fangerne, om industrien i anlægget, om gasningen og krematorierne, etc. En rapport, som blev oversat til tysk og engelsk, den sidste oversendt til Churchill og Roosevelt.

Originalen gik tabt, men kildestudier i 1970’erne har godtgjort tekstens ægthed og nærhed til begivenhederne og har været et vigtigt argument i opgøret med holocaustbenægtelsen. Vidnesbyrd indefra om grusomhederne i udryddelseslejrene er ifølge sagens natur ikke rigelige. De kan tælles på få hænder.

I forlængelse af rapporten erkendte Rudolf Vrba år efter, da han havde etableret sig i en tilværelse og var hoppet af fra Tjekkoslovakiet, at han måtte skrive en mere detaljeret personlig erindringsfremstilling om sine over 21 måneder bogstaveligt talt på kanten af afgrunden.

Det gjorde han så i 1960, da han arbejdede i England, i en række avisartikler, der fik stor afsætning op til Eichmann-processen i Israel. I de tider var oplysningen om Auschwitz stadig sporadisk og på et overordnet plan, hvor uhyrlighederne mest lå i antallet af ofre, men uden ansigter på dem og uden alt for mange beskrevne detaljer.

En tidlig morgensamtale med den londonske vantro mælkemand, der bragte Vrba varer, gjorde det klart for ham, at han mere minutiøst måtte udarbejde en detaljeret redegørelse for udryddelsespolitikkens enkeltheder og djævelske mekanismer.

De gjorde, at ofrene ikke kunne gøre modstand, men resigneret vandrede i døden. Den redegørelse blev til bogen Flugten fra Auschwitz, der nu for første gang foreligger på dansk, oversat kompetent af Mogens Andersen. Den omtalte rapport er bilagt bogen så at sige som register over det forfærdende.

Stadium af råddenskab

En af grundene til, at Vrba overhovedet overlevede – foruden et mageløst held –  var, at dømme fra hans tekst, en betydelig begavelse og indlevelsesevne og en aldrig svigtende vished om livets mest basale vilkår under forhold, hvor alting ellers hører op.

At holde sig under radaren, som han siger, og at sørge for at spise – uanset fødemidlernes karakter eller stadium af råddenskab. Om det så er brød, der mest er savsmuld, ned skal det. Dertil kommer viljen til overlevelse og ikke at forglemme personens fysiske status i udgangspunktet.

Vrba var kun 17 år og sund og stærk, da han første gang kom på tværs af nazisternes planer for jøderne. Livsviljen bød ham at tage de chancer, der viste sig og knytte de kontakter, der i snævre vendinger var selve forskellen mellem døden og – ikke livet, som han fremhæver, men ­blot endnu en dags tilværelse på kanten af udslettelse.

Sådan måtte man agere, som om hvert minut var ens sidste, og det gjaldt om at nå frelst frem til det næste og det næste. Dag efter dag. En forestilling om et liv herefter, efter Auschwitz, var nærmest ikke eksisterende. Eller snarere irrelevant og kun for de drømmere, der da heller ikke stod distancen, men bukkede under i selvdestruktiv håbløshed og fortvivlelse over det tabte.

Selv ved læsningen af de få helt interne beskrivelser af dødslejrene svigter forestillingsevnerne, hvilket måske er i overensstemmelse med ens selvopholdelsesdrift.

Helt ned i materien kommer man jo heller aldrig: lugten, sulten, fornedrelsen, rædslen.

Vrba letter læsningen, hvis man kan sige det sådan, ved at hverdagsgøre beskrivelsen. Sådan talte vi, sådan gjorde vi, sådan gjorde de. Heinrich Himmler kommer lige forbi på inspektion – også for at overvære en gasning. Men først skal han lige have morgenmad. Den trækker ud. I to timer.

I ventetiden står jøderne, et par hundrede eller mere, mænd, kvinder, børn pakket sammen i gaskammeret og venter. SS-manden på taget med sin cyklon-B gas venter også.

Omsider ankommer Himmler, venlig og jovial, kigger lidt gennem glaskoøjet og også lidt på dødskampen interesseret lidenskabsløst, professionelt; snakker fagligt kammeratligt med sine SS-folk og kører derfra igen. Nu skal rigsføreren jo til frokost.

Sådan var dét.

Rudolf Vrba: Flugten fra Auschwitz. Inklusive Vrba-Wetzler-rapporten, øjenvidneberetningen fra 1944, der røbede sandheden om massemordet i dødslejren. Oversat af  Mogens Andersen. 300.s. People’s Press. 299,95 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Georg Metz

Vigtig artikel.

Det er af stor betydning, at holde fokus på de få autentiske Holocaust-beretninger, der trods alt findes. Man kan hver gang komme i tvivl om, hvilken side af pigtråden man selv måtte være havnet på - fange eller fangevogter.

Håbet er selvfølgelig, at man havde truffet det rette valg dengang i 1930'erne & 1940'erne.
Men det er utvivlsomt langt lettere at træffe det valg i dag med bagklogskaben.

Når alt er sagt, er det også et spørgsmål, om man vil vælge at være Kain eller Abel -
uden en sikker forvisning om belønning i det hinsides.

Det er hævet over enhver tvivl at de grugsomheder som fandt sted i KZ lejrene er et skrækeksempel i historien. Til gengæld mener jeg ikke at maleriske romaner skal tages for historiske facts.
Rudolf Vrba var i retten i Toronto for år tilbage( imod en revisionist). Ifølge retsudskriften svor han at 150tusinde franske jøder blev gasset, på trods af der 'kun' blev deporteret 75 tusinde. Hans historie med Himmler som kigger ind af 'kuk- hullet er meget malerisk, og sikkert meget symbolsk, med han indrømmer ikke at have set det, hvilket passer fint med at Himmler sidst besøgte lejren i juli 43, et halvt år før gaskamrene officielt blev færdige til brug.
Han indrømmede under ed, at han faktisk slet ikke har set kamrene, men sammenskrev alle de ting han hørte fra andre i sin tekster, og at hans facts, var en kunstnerisk frihed han tog, for et fælles bedste.(hvilket sikker er rigtigt).
Det gør ikke forbrydelserne mindre eller mindre himmelråbene forfærdelige, men krige har det med at skabe myter, og var vi ikke i den elektroniske tidsalder ville vi se meget anderledes(og ens)på mange at nutidens krige, og måske læse Hillarys erindringer om dengang hun landede i lufthavnen i Bosnien under beskydning af snigskytter. Hvem man kan sætte sin lid til som sandhedsvidne er i høj grad en tillidssag, men det udelukker ikke kontrol. https://www.washingtonpost.com/news/fact-checker/wp/2016/05/23/recalling...

Torben Lindegaard

@Georg Metz

Pu-ha - jeg fik færdiglæst "Flugten fra Auschwitz".

For mit eget vedkommende fik jeg først en vis fornemmelse af Holocaust ved at se "Shoah" engang i 80'erne - indtil da havde det mest været statistik.

Jeg har læst de få udgivne erindringer af holocaust overlevere, og Rudolf Vrbas står som den mest levende og forfærdelige. Det er ganske enkelt helt ubegribeligt, at han kan fortælle om disse grusomheder med et sådant overskud - og at han tilsyneladende kunne få livet til at fungere efter Auschwitz, hvor så mange andre af de få overlevere endte med elendige liv og selvmord.

Man sidder tilbage med en enorm vrede mod de nazistiske bødler -
og især selvfølgelig især lejrens lede SS-vogtere, hvoraf de fleste åbenbart unddrog sig retsforfølgelse.