Læsetid: 4 min.

Sorg og tilgivelse i fiskerlejet

Kenneth Lonergan laver vedkommende og menneskeligt engagerende film, og hans seneste værk, ’Manchester by the Sea’, er et intet mindre end fremragende drama om skyld og sorg
Lee Chandler (Casey Affleck, th.) kaldes tilbage til sin fødeby, Manchester-by-the-Sea, da hans bror dør og overlader ham ansvaret for nevøen Patrick (Lucas Hedges), i Kenneth Lonergans drama ’Manchester by the Sea’. Foto: UIP

Lee Chandler (Casey Affleck, th.) kaldes tilbage til sin fødeby, Manchester-by-the-Sea, da hans bror dør og overlader ham ansvaret for nevøen Patrick (Lucas Hedges), i Kenneth Lonergans drama ’Manchester by the Sea’. Foto: UIP

20. januar 2017

Lee Chandler (Casey Affleck) er ikke ligefrem nogen humørbombe. Han er såmænd flink nok, men han smiler ikke, og han har ikke megen tålmodighed med andre mennesker, da slet ikke dem, der bor i den ejendom, hvor han er vicevært.

Det er, som om han synes, at livet er for kort til at give for meget af sig selv og være for venlig og imødekommende – eller lyve for at gøre andre glade – især hvis man alligevel ikke får meget andet igen end brok og sure miner.

Han nægter med andre ord at spille det spil, som de fleste af os andre spiller, og som for en stor dels vedkommende får tingene til at fungere, og hverdagen og verden til at hænge sammen. Det er der en grund til, og den finder man langsomt ud af i Kenneth Lonergans seneste film, det på én gang knugende og opløftende drama Manchester by the Sea.

Lonergan, der begyndte sin filmkarriere for ca. 20 år siden, har skrevet en række film, men kun selv både instrueret og skrevet tre – You Can Count on Me, Margaret og nu Manchester by the Sea – og de er alle fremragende.

Det tager ham åbenbart lang tid at få finansieret og færdiggjort hver film, men for pokker, hvor man under den 54-årige filmskaber al mulig tid og alle de penge, han måtte have brug for, når resultatet er så vedkommende og menneskeligt engagerende, som det er.

Svære følelser

Kenneth Lonergan fortæller om mennesker, om hvordan vi interagerer med hinanden, og hvordan vi bearbejder de mange svære følelser og kæmper med de af livets store spørgsmål, der udfordrer vores eksistens. Og han gør det på så overbevisende og indfølt en facon, at det er umuligt ikke at blive revet med og revet i.

Ikke mindst i Manchester by the Sea, der undervejs flår både sine hovedpersoner og publikum i stumper og stykker, for så at samle dem og os igen i en gribende historie om sorg, skyldfølelse og evnen til at tilgive sig selv og andre. Og filmen formår det helt uden at gøre unødigt og udvendigt væsen af sig, men ved i stedet at være loyal over for sit univers og sine personer og deres helt særlige måde at opføre sig og tale på.

Titlens Manchester-by-the-Sea ligger ikke i England, men er et lille fiskerleje på USA’s østkyst, lige nord for Boston. Det er her, Lee Chandler kommer fra, og det er hertil, at han en kold vinter er nødt til at vende tilbage, da hans storebror, Joe (Kyle Chandler), falder død om, og Lee må – det står i brorens testamente – tage sig af sin snart voksne, men endnu ikke myndige nevø, Patrick (Lucas Hedges).

Det er ikke nemt for Lee at vende tilbage til Manchester, og man begynder at forstå, at han gemmer på en stor smerte og sorg, der er forbundet med byen, hvor han er vokset op. Langsomt og helt uden falbelader opruller Kenneth Lonergan Lees og familiens vanskelige historie, og man finder ud af, at Lee engang var en glad og humørfyldt mand, der var gift og havde børn med Randi (Michelle Williams) og drev en lille virksomhed sammen med sin bror.

Melankolsk tone

Så meget af attraktionen i Manchester by the Sea ligger i miljø- og personskildringen. Kenneth Lonergan har en sjælden sans for de mennesker, der bor i byen – deres ramsaltede humor, som er lige dele overlevelsesmekanisme og følelsesbarometer, og deres helt særlige, jordbundne måde at tale på – og for selve den sne- og isdækkede by ved havet, der fotograferes i blålige nuancer, som passer godt til filmens melankolske, men på ingen måder deprimerende tone.

Casey Affleck er så fantastisk i rollen som Lee – et dirrende bundt af indestængte, eksplosive følelser – og Lucas Hedges giver ham strålende og både morsomt og følsomt modspil som nevøen, der nok sørger over tabet af sin far, men som tillige har brug for hjælp til det med fremtiden og damerne.

Også Kyle Chandler og Michelle Williams gør det fortrinligt i deres store biroller, og alle personerne virker i det hele taget, som om de er vævet af den samme særlige tråd – som om de alle netop kommer fra Manchester og gennem generationer er blevet præget af vind og vejr og det ikke altid nemme liv på og ved havet. Det har givet dem styrke og stamina, men gør det også vanskeligt for dem at udtrykke, hvad de tænker, og hvordan de egentlig har det.

Manchester by the Sea er en smuk og livsbekræftende film, som tager sine hovedpersoner – og dermed også publikum – ved kravebenet og tvinger dem til at se nogle ting i øjnene, som det ville være så meget nemmere at fortrænge.

Livet gør ondt, ikke hele tiden, men indimellem. Glæde følges af sorg og omvendt, og favner man ikke begge dele – formår man ikke at håndtere begge dele – kan man ende som et spøgelse, der ligesom Lee Chandler i begyndelsen af filmen bevæger sig ligeglad og søvngængeragtigt igennem tilværelsen.

Man forstår ham, åh, så godt, men man under ham også muligheden for igen at blive bare en lille smule glad og lykkelig.

’Manchester by the Sea’. Instruktion og manuskript: Kenneth Lonergan. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu