Læsetid: 3 min.

Stærk forløsning af Peter Laugesens poesi

Musikeren Nicolai Munch-Hansen har sat musik til en række af Peter Laugesens digte. De synges af både ham selv, Steen Jørgensen og Kira Skov, og resultatet er overrumplende vellykket
Musiker Nicolai Munch Hansen står bag digter Peter Laugesen.

Musiker Nicolai Munch Hansen står bag digter Peter Laugesen.

Pressefoto

6. januar 2017

Digteren Peter Laugesen besidder en usædvanlig evne til at tiltrække og fascinere musikere.

De mange digtsamlinger fra hans hånd siden debuten i 1967 kan lidt flot betegnes som én lang tekst, hvor den skrivende med afsæt i egen eksistens koblet med omverdenens ofte anmassende, men uafviselige tilstedeværelse og indblanding på alle niveauer forsøger at skrive stort set alt ind i sin litterære praksis; resultatet er en vildtvoksende, altfavnende, kærlig, kosmisk og kritisk poesi uden egentligt sidestykke i dansk litteratur.

At visse af Laugesens digtsamlinger er bedre end andre, forekommer selvindlysende, men ikke desto mindre er værket som helhed ualmindeligt konsistent og det er min påstand, at man kan slå ned stort set hvor som helst i det og få øjeblikkelig adgang til Laugesens metode og univers.

At han selv er tiltrukket af musikkens verden, skal der ikke herske tvivl om, idet både jazz, rock og kompositionsmusik har hans bevågenhed. Fascinationen er tilsyneladende gengældt, for i nærværende årtusind har han udsendt cd’er i samarbejde med såvel souljazzensemblet Mindspray som anarkistiske århusianske orkester Singvogel samt jazzsaxofonisten Christian Vuust.

Fælles for disse udgivelser er, at de har givet Laugesens recitation af egne tekster en central placering i lydbilledet, og det er der samarbejdet med bassisten og komponisten Nicolai Munch-Hansen skiller sig afgørende ud fra tidligere satsninger.

Ikke stor, men udtryksfuld stemme

Thi Munch-Hansen forsøger på albummet Det flimrende lys over Brabrand Sø, hvad ingen til dato seriøst har gjort: At forvandle Laugesens frit flydende digte til deciderede sange. Med alt hvad det indebærer af asymmetrisk musikalsk tænkning, for Laugesen er ingen vers-vers-omkvæd-fætter og det betyder, der skal nytænkes. Hvilket til overmål lykkes for Munch-Hansen, oven i købet ofte med et forbløffende harmonisk imødekommende og velklingende resultat.

Ikke at der er tale om deciderede ørehængere, men dog stadig en gammeldags indbydende melodiøsitet, der endvidere forløses af såvel overlegen musiceren som fremragende vokalindsatser fra stilister som Steen Jørgensen (kendt fra Sort Sol) og Anna Brøndsted (synonym med dream pop-navnet Our Broken Garden), der hver giver to sange samt Kira Skov, som synger på i alt fem numre, heraf to i samklang med Jørgensen.

At Munch-Hansen ud over at traktere bas, guitar og tangenter selv synger tre af numrene, kommer som en overraskelse, men selv om stemmen måske ikke er stor, er den udtryksfuld og behagelig at lytte til. Dét sagt er det dog de mere erfarne vokalister, som for alvor løfter sangene.

Det kan indimellem gå stærkt i denne her branche, da materialet indimellem bliver gjort lige lovlig sent tilgængeligt for anmelderen.

Derfor har det været en fornøjelse at kunne tilbringe juledagene i selskab med Det flimrende lys over Brabrand Sø og i den grad opleve dens magi langsomt folde sig ud. Munch-Hansens musik yder i udpræget grad de udvalgte digte retfærdighed, det føles på intet tidspunkt forceret og man er som lytter ikke i tvivl om, at der her er tale om et rent con amore-projekt. Tilmed et overrumplende vellykket et af slagsen.

Succesen bør i høj grad tilskrives Munch-Hansens kompositoriske flair, men hans evner som producer fortjener også ros. Sammen med Oliver Hoiness (der endvidere spiller en sparsom og smagfuld guitar hele vejen igennem) har han skabt et sært flydende klangrum, hvor instrumenterne indbyrdes er placeret elegant og helt rigtigt i forhold til hinanden.

En rolig drømmeagtig stemning hviler over en plade, der endvidere nyder godt af keyboardspiller Adi Zukanovics fornemt beherskede indsatser og ikke mindst trommeslager Sebastian Rochfords fjerlette touch. Det er med andre ord et drømmehold, der forløser denne vision, vi andre har fået muligheden for at opleve. Vi befinder os helt i toppen af den musikalske fødekæde her. Respekt.

Nicolai Munch-Hansen & Peter Laugesen: ’Det flimrende lys over Brabrand Sø’ (Stunt Records). Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer