Læsetid: 4 min.

Stedet uden væren

Thomas Mores ’Utopia’ i evig aktuel genudgivelse
17. januar 2017

På den ene side var han en nidkær til tider nådesløs topembedsmand i Henrik 8.’s regime ved Hampton Court. Uden tøven skred han med bål og brand ind over for kættere og lod gemene tyve hænge.

På den anden side bekendte han sig til den fremvoksende humanistiske tankegang med lejlighedsvis skepsis over for sin samtids håndfaste syn på krig og fred, ret og vrang. Af uddannelse var han jurist fra Oxford og fulgte og fuldbyrdede som lord-kansler i denne egenskab loven, dvs. kongens magtudøvelse uden nævneværdige forbehold. 

Men da krisen opstod, veg han ikke tilbage for at hævde sin samvittigheds forrang i forpligtelsen over for Gud og den engelske katolske kirke. Han ville ikke for nogen pris lade kirken underlægge Henriks luner og dermed forkaste Guds stedfortræder i Rom og dennes velsignelse af det ægteskab, kongen forlangte omstødt. Her bød More magten trods. Det kostede trods kongens hidtidige agtelse den stormægtige kansler embede, frihed – i sidste ende livet, halshugget som han blev i Tower of London 6. Juli 1535. 

Kort og godt: Thomas More – a man for all seasons, som man sagde, jurist, teologisk orienteret idealist, fritænker, pragmatiker – og martyr. Ikke at forglemme forfatter til et af de værker, der (næsten) på højde med Machiavelli, siden Clausewitz, Weber og Marx kom til at definere den moderne humane europæiske selvforståelse i forhold til kirke, stat og magt.

Sand humanisme

Thomas More holdt akademisk hof i sit rige hjem ved Themsen, hvor tidens emner var under debat, og han korresponderede flittigt med førende folk fra nær og fjern. Selveste Erasmus kom på visit i Mores gæstfri hus: Et åbent solfyldt sind var den store nederlænders indtryk af sin engelske pendant. Betegnende for dem begge, måske mest More, hyldede de to åndsbeslægtede ideen om tankens frihed og var skeptiske over for de strikse, nydogmatiske, intolerante reformatorer i Midttyskland.

Erasmus og More mistænkte Luther og hans folk for at etablere et selvbestaltet præsteregime fra oven og ned. More på sin side var tilfreds med den katolske vej, og bestemt af Herren og paven i Rom, den guddommelige indretning som den var.

Og så dog ikke. Utopia, værket, der udødeliggjorde den siden faldne storhed, kom til verden for i år 500 år siden og deler altså jubilæum med Reformationen.

Utopia drejer sig netop om trangen til anderledeshed , kritik og dialektik og om håbet om og troen på forandring til det bedre for menneskenes børn, alt det, der kendetegner sand humanisme. At den slags kunne have lange udsigter, røber More i Utopias sidste linje: »[der er] i utopiernes stat mangfoldige indretninger, som jeg gerne så virkeliggjort i vore egne stater. Dog, dette er snarere et ønske, end et håb«.

More ønsker forandringer, men regner altså ikke med dem.

Meget at hente

Mores ramme om overvejelserne vedrørende den gode stats indretning er de beretninger, han nedskriver efter mødet med den portugisiske opdagelsesrejsende Raphael Hythlodeus (betyder vrøvlehoved). I dette navn og i selve utopien, som af utopia jo er stedet, der ikke er, har More som andre senere samfundskritikere i deres valg af fantastiske personer og lokaliteter, således Holberg, Swift, Defoe, lagt en distance til eget værk, som nogen vel sagtens vil opfatte ironisk. Eller både forhåbning og distance, som vel også er karakteristisk i den humanistiske tradition. 

Konkret tager More ved sin beretters mellemkomst fat i alle tidens store og såmænd også mindre fænomener lige fra krig og slaveri, økonomi, forbrydelse, straf og byplan til ekstravagant tøj, jagt for jagtens skyld og terningspil.

I Utopia har menneskene fundet de rette balancer, men pudsigt nok også i en form for regulering og til dels underkastelse, som idealstatsforestillingerne ser afskaffet.

I et veloplagt, tænksomt forord til genudgivelsen, i oversættelse af Otto Foss, gør Clement Kjersgaard opmærksom på den skræmmende lighed med DDR i fremstillingen af idealstaten, hvor alle lever og dør i samme målestok. Fra vugge til grav, når tanken strander i ensretning og ender i totalitarisme.

Denne dobbelthed hos More rumsterer videre i Gonzales berømte replik i Shakespeares Stormen, hvor den vidtløftige hofmand vil indrette sin stat, så friheden til sidst – uden metaller, korn og andre foderstoffer, men alle frie og lige – bliver til ingenting med lige så meget udenom.

Men sådanne forbehold er i virkeligheden lige så uinteressante, som Mores ønsker er det modsatte.

Krig er vederstyggeligt, siger han eksempelvis og kan kun retfærdiggøres, når krigen er til gavn for de undertrykte. Så har staten pligt til at gribe ind i andre staters forhold, skønt krigens håndværk er modbydeligt og uværdigt.

Den dag i dag er der ufatteligt meget at hente i Mores forunderlige utopier. Måske netop i dag. Blandt andet også den kristne og/eller religiøse tolerance, som det for tiden skorter på, og som More paradoksalt nok selv ikke var i stand til at udøve i sit embede. Men også det ønskede han måske på trods af de iboende realiteter i Henrik 8.’s tyranni.

I disse tider ville mange have gavn af at lade ideale forestillinger få lidt friere løb. Bare et øjeblik. Så kan mere robuste karakterer trøste sig med, at Utopia ligger nogenlunde, hvor Atlantis heller ikke er til at finde.

Thomas More: 'Utopia'. Gyldendal. Oversat af Otto Foss. 180 sider, 149,95 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
  • Kristian Rikard
Mihail Larsen og Kristian Rikard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu