Vi er næsten to timer inde i Martin Scorseses nye og næsten tre timer lange værk, Silence, før den for alvor bliver spændende.
Først da, hen imod slutningen, hvor både hovedpersonen og publikum har været så grueligt meget igennem, begynder den diskussion, som den amerikanske instruktør synes at være interesseret i at tage med sin film.
Ret skal være ret, det er en vildt fascinerende diskussion, som handler om religion og kultur, og hvordan kulturelle og sproglige forskelle betyder alt for ens forståelse af andre mennesker, folkeslag og lande.
Det er noget lignende, Denis Villeneuve beskæftiger sig med i Arrival: Skal vi kunne kommunikere, er vi nødt til ikke blot at have samme sprog, men også samme forståelse af, hvad sprog er. Og skal vi kunne forstå og indoptage hinandens religioner, er vi nødt til at være enige om, hvad religion og gud er for en størrelse.
Men lad os begynde med begyndelsen: Silence, der er baseret på en 50 år gammel bog af Shûsaku Endô, handler om to unge, portugisiske, katolske præster, Rodrigues (Andrew Garfield) og Garupe (Adam Driver), der i 1600-tallet rejser til Japan for at finde deres tidligere mentor, præsten Ferreira (Liam Neeson), som er forsvundet.
Efter flere årtier med accept af de kristne missionærer er japanerne nemlig begyndt at udrense dem og katolicismen, hvorfor alle europæiske præster og kristne japanere, der ikke afsværger deres tro, bliver tortureret og slået ihjel.
Trailer til ’Silence’.
Den store samtale
Der går rygter om, at Ferreira, der var en af de sidste præster i Japan, har afsværget sin tro for at redde sig selv. Det nægter Rodrigues og Garupe dog at tro på, og med fare for egen sikkerhed lykkes det dem at komme til Japan og en lille, afsidesliggende fiskerby, hvor beboerne i hvert fald engang var kristne.
Det er de heldigvis stadigvæk, men i det skjulte, fordi områdets inkvisitor, guvernør Inoue (Issei Ogata), er på jagt efter alle kristne, og de to præster går en barsk tid i møde, hvor de må gemme sig og reelt ikke ved, hvem de kan stole på.
De bliver om noget prøvet i troen, og da de på et tidspunkt må skilles, følger vi med Rodrigues, der lider under, at han ikke længere kan høre Gud. Han mødes kun med tavshed, når han henvender sig til Vorherre og beder om hjælp og tegn på, at han bliver hørt – deraf filmens titel, Silence.
Denne del af filmen varer ca. to timer, og så er det, at Rodrigues bliver taget til fange af Inoue, og den store samtale mellem de to meget forskellige mænd kan begynde. Den aldrende, men bestemt ikke affældige inkvisitor, er en formidabel modstander, og det er aldrig kedeligt, når han og Rodrigues sparrer på ord, meninger og religiøs overbevisning.
Inoue forklarer, at hans buddhisme er en meget mere inkluderende religion end Rodrigues’ katolicisme, der er ekskluderende og ikke kan acceptere andre religioner. Den selvretfærdige præst taler derimod om, at katolicismen bringer sandheden med sig – Sandheden med stort S – og at han og de øvrige missionærer dermed ikke kan være forkert på den. Det er dem, der har ret, mens japanerne har uret.
Inoue, der tillige er en ganske vittig herre, kalder både katolicismen for en grim kone, man ikke har lyst til at gifte sig med, og Japan for en sump, hvor katolicismen ikke vil kunne slå rod, simpelthen fordi den brede befolknings forståelse af, hvad Gud er, er en helt anden end katolikkernes. For den menige japaner genopstår Guds søn hver eneste morgen, fordi solen er Guds søn.
Og således bølger det verbale slag frem og tilbage, mens Rodrigues plages af Guds tavshed – vanviddet lurer efterhånden under overfladen hos præsten, der begynder at opfatte sig selv som Jesus på korset – og en stigende erkendelse af, at det martyrium, han selv, præsten, er villig til at påtage sig, i virkeligheden ikke vil begrænse sig til ham alene, men også vil gå ud over en masse mennesker.
At japanerne ikke blot er villige til at torturere Rodrigues for at omvende ham, men også gerne slår en masse af landets kristne bønder ihjel for at få den skalp i bæltet, som en afhoppet katolsk præst vil være.
Manglende fandenivoldskhed
Det er spændende scener at overvære, og det er her, at Silence rummer megen af den intensitet og dynamik, som første del af filmen mangler.
Den katolsk opdragede Martin Scorsese, der har brugt 28 år på at få lov til at filmatisere Silence, har tilsyneladende gerne villet lave en blanding af tv-serien Shogun, Francis Ford Coppolas Dommedag nu og sin egen – meget mere vellykkede – The Last Temptation of Christ.
Men selv om der bliver diskuteret tro og vantro og meget andet fascinerende og potentielt sprængfarligt stof i filmen, er den indimellem mærkeligt grå og uengagerende i billede og tone.
I begyndelsen lider man sammen med Rodrigues og Garupe, ikke fordi de kæmper for deres liv, men fordi det faktisk er lidt kedeligt at være i deres selskab. Især Andrew Garfield forekommer for farveløs og ukarismatisk til den vigtige rolle, han har, og den unge brite kan ikke leve op til de øvrige martrede og moralsk, filosofisk og religiøst udfordrede mænd, Scorsese har skildret i tidligere film.
Der er ikke meget af den energi og fandenivoldskhed, instruktøren lagde for dagen i The Wolf of Wall Street, i Silence, og man tager sig selv i at ønske, at hele filmen blot havde været en teologisk, filosofisk diskussion mellem Inoue på den ene side og Rodrigues og Garupe på den anden.
Silence. Instruktion: Martin Scorsese. Manuskript: Martin Scorsese og Jay Cocks. Amerikansk-taiwansk-mexicansk (Biografer landet over)
