Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Sufistisk digtermunk møder Rimbaud og Rilke

Nu foreligger på dansk Adonis’ ’Sange af Mihyar fra Damaskus’ – et hovedværk i moderne arabisk poesi og en nøgle til den største nulevende arabiske digters forfatterskab. Køber man bogen, støtter man samtidig ofrene for den syriske borgerkrig
Kultur
7. januar 2017
Adonis’ digteriske landskaber er uden for tid og sted. De er mytologiske, ganske som kustnernavnet er mytologisk.

Adonis’ digteriske landskaber er uden for tid og sted. De er mytologiske, ganske som kustnernavnet er mytologisk.

Mario Vedder

Det er en stor litterær begivenhed, at Sange af Mihyar fra Damaskus kommer på dansk. For forfatteren er den prominente Adonis alias den 86-årige Ali Ahmad Said Esber – eksilsyrisk poet og i de seneste år genkommende favorit til at blive tildelt Nobelprisen i litteratur (før Nobelkomiteen mistede al dømmekraft og satte sangtekster over litterær kvalitet).

Værket er skrevet i 1960-61, har klassikerstatus og hører til blandt de to-tre mest anerkendte i et omfattende forfatterskab, hvor det indtager en nøglestilling, fordi det i lige så høj grad vil være poetik, som det vil være poesi. 

Udgivelsen falder sammen med en stor tragisk begivenhed: Adonis’ fødeland, Syrien, står i flammer på sjette år. Rædslerne fra dagens Syrien har også sat præg på bogen, der er forsynet med et gribende forord af lægen og aktivisten Haifa Awaad, der med øjenvidneskildringer fra grænselandet mellem liv og død fortæller om at redde et barns liv: Indtægterne fra bogsalget går ubeskåret til ofrene for krigen i Syrien.

Både litterært og humanitært set er Sange af Mihyar fra Damaskus altså uomgængelig. Men er død og rædsel genkommende temaer i bogen, er genopstandelse, genfødsel og metamorfose det i lige så høj grad.

Rødder i islams guldalder

Mihyar fra Damaskus er en digtermunk fra det 10. århundrede, som Adonis føler sig forbundet med og maner frem – både som ’han’ og som ’jeg’. Mihyar dyrkede sufismen, en retning inden for islam, der hylder mystik og stræber efter at forene spiritualitet og kærlighed. Men selv om Adonis’ poesi har rødder i mysticistiske fritænkere fra islams guldalder, er den også befrugtet af læsninger af den vestlige digterkunsts store visionære – Hölderlin, Rilke, Rimbaud, Michaux.

Mysticisme parret med modernistisk lyrik lyder ikke ligefrem som opskriften på tilgængelighed, men snart bliver det klart, at et centralt og gennemgående tema er udspændtheden mellem kulturel rodfæstethed og digterens vilje til opbrud, genfødsel og fornyelse. Dette antydes allerede i værkets indgangssalme:

»For han er vinden, som ikke vender om; vandet som ikke løber tilbage til sin kilde. Han skaber sin egen art, begyndende med sig selv; ingen forfædre har han, og hans rødder er i hans fodspor. Han vandrer på afgrundens dyb i vindens skikkelse.«

Adonis’ digteriske landskaber er uden for tid og sted. De er mytologiske, ganske som kustnernavnet er mytologisk: Adonis var i græsk mytologi Afrodites elsker, der efter at være blevet dræbt af et vildsvin i sine stadige genopstandelser blev til frugtbarhedens inkarnation. Mytestoffet er transkulturelt og ofte præislamisk, vi møder gennem Mihyar både Orfeus, kæmpefuglen Rok og ikke mindst Odysseus:

»Du spørger, hvilke tinder jeg kommer fra/du spørger om mit navn – mit navn er Odysseus. Jeg kommer fra landet uden grænser/et land båret på folkets rygge/ Jeg har forvildet mig herhen/ med mine digte har jeg forvildet mig overalt/ Jeg flakker om i rædsel, i tørke/ og formår/ hverken at blive eller at vende tilbage.«

Med sin favnelse af en kættersk fortidig digterskikkelse tilkendegiver Adonis også sit opgør med en islamisk religion, han i dag betragter som stivnet i dogmer og traditioner. På samme måde som Adonis repræsenterer myten om permanent genfødsel, står Mihyar for myten om uophørlig skabelse, for poeisis – poesiens kraft til at nygestalte en verden uden grænser, hvor evig bevægelse og uafbrudt rejse er eneste mulige livsform. Det er denne grænseløse ambition om at overvinde den babelske forvirring og skabe universel poesi – om at overskride og sprænge det partikulære vilkår, som kulturelle og religiøse og nationale rammer sætter – som oplyser dette værk.

Og det er præcis i dette værk, at den syriske digters uafsluttelige projekt begynder at tage form. Som Adonis bemærker i et tilbageblik på sit forfatterskab i bogen Identité inachevé (2004): »Min mysticisme er tømt for religiøst indhold. I religiøs forstand taler Gud ikke længere. Det usynlige er sagt en gang for alle. Men i mysticismen, som jeg lever den, taler det usynlige stadig og taler i det uendelige.«

Adonis: Sange af Mihyar, Lindhardt og Ringhof, 176 sider, kr. 249, 95 – udkommer 6. januar. Bogen er oversat med digterisk gehør af Anna Stigsgaard og Salim Abdali.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her