Læsetid: 5 min.

Tilgivelsens berøring

’Dead Man Walking’ er et nutidsdrama sendt i operaens metafysiske tænketank, sådan at dødsstraf hverken debatteres eller angribes eller forsvares. Derimod lader operaen os gå med karaktererne i en meditativ refleksion til musik, som er let tilgængelig, inspireret og præget af en enkelhed, der måske er brug for lige nu
’Dead Man Walking’ er et nutidsdrama sendt i operaens metafysiske tænketank, sådan at dødsstraf hverken debatteres eller angribes eller forsvares. Derimod lader operaen os gå med karaktererne i en meditativ refleksion til musik, som er let tilgængelig, inspireret og præget af en enkelhed, der måske er brug for lige nu

Mikos Szabo/Det Kgl. Teater

27. januar 2017

Lad os bare sige, at ofte, når man går i operaen, ser man instruktørers desperate forsøg på at aktualisere gamle, måske endda forældede historier, og tit må vi sidde og lide ved at skulle se alverdens mere eller mindre malplacerede antydninger og hentydninger til nyere konflikter for at retfærdiggøre dramaet.

Det kan man ikke sige om Dead Man Walking i Operaen. Her er det så nutidigt et drama og så stort et debatstof, at man næsten kan spørge sig selv, om det overhovedet er noget, den gumpetunge operagenre kan kapere.

Bogen bag operaen er oprindeligt et stykke debatlitteratur om den katolske nonne Helen Prejeans arbejde med fanger på dødsgangen i USA og specifikt om relationen til den dødsdømte fange, der i stykket er navngivet Joseph De Rocher – og en hård kritik af brugen af dødsstraffen.

En opera i sig selv

Manden bag operaen er den amerikanske pianist og komponist Jake Heggie. Navnet alene lyder som en Charles Dickens-skæbne, og med et kort blik i biografien, kan man heller ikke undlade at bemærke, at hans liv giver stof til en opera i sig selv.

Faren begik selvmord, da Jake var ti, hans mor stod alene med fire børn og en hård tilværelse på arbejdsmarkedet. Mens de andre søskende forsvandt i stofmisbrug, klamrede Jake sig til klaveret, som han havde lært at spille, fra han var syv. Som ung skrev han pressemeddelelser for San Francisco-operaen, mens han komponerede sange om natten.

Hvis alle diskussioner om retfærdighed skulle koges ned til ét etisk dilemma, måtte det være dødsstraf. Ny opera forsøger at få sit publikum til at tænke tanken om retfærdighed til ende, men nogle ting har været svære at omsætte til opera, fortæller instruktøren. Så som lugten af fængsel: af potens og mænd, af sved og sæd og metallet i gitteret
Læs også

Han blev som 21-årig gift med sin lærer og mentor, pianisten og komponisten Johana Harris, som på den tid var 69 år. Ægteskabet fortsatte til hendes død som 82-årig trods Heggies homoseksualitet. men i dag er Heggie sprunget ud som både succesfuld operakomponist og lykkeligt gift homoseksuel.

Mindet om Harris holder han stadig frem som inspiration for alt, han foretager sig – og det har ikke været så lidt: Hans store publikumssuccesser tæller ud over Dead Man Walking også Three Decembers og Moby Dick.

Jake Heggies musik er først og fremmest vokal. Stemmen og ikke det instrumentale forlæg er hele det kunstneriske grundlag.

Her adskiller han sig væsentligt fra de fleste andre nutidige komponister, der har bidt skeer med operagenren. Af samme grund har han naturligvis kunnet kritiseres for uprofessionel orkestrering og for mangel på nye idéer. Men der er en tid til hver ting. En tid til nye idéer og en tid til gamle idéer.

I Heggies musik hører du intet nyt, men til gengæld gamle idéer foldet ud i en sjælden størrelsesskala. Nyromantisk bel canto, kunne man kalde det. Usentimental verisme. Den store ting er, at Heggie er inspireret, og at han skriver for stemmen til en sjælden umiddelbar udtryksfrihed.

En lang rejse

Efter en ouverture præget af uskyld vælger operaudgaven at eksponere selve den grusomme forbrydelse som stykkets start.

Der lægges ikke fingre imellem, men overgrebet på et ungt teenagepar, hvor pigen voldtages, mens drengen ser på, indtil han bliver skudt, og hun bliver stukket ihjel, fremføres i al sin rædsel og under høje skrig kun slet sløret af et transparent tæppe.

Herfra skifter scenen næsten brutalt til børnekor og gospelsang under Sister Helen og Sister Rose. Vi er nu i tiden, hvor den ene af de to gerningsmænd, Joseph de Rocher, sidder på dødsgangen dømt til henrettelse om mindre end en måned, og han beder Sister Helen, hans penneven, om at komme til ham.

Sister Helen påbegynder det, hun kalder sin rejse. I første omgang en meget lang og varm køretur i sin lille Datsun. Hele denne monolog, hun har med sig selv på denne tur – om at være gift med Jesus Kristus, og hvordan hun besluttede sig for det – kommer dramaturgisk til at stå i stedet for brevvekslingen mellem nonnen og forbryderen og for den forbindelse dem imellem, der er en stærk faktor i operaens forlæg.

På den måde tematiserer operaen i højere grad nonnens eget valg omkring at indlade sig med en utilgivelig forbryder for at finde tilgivelse til ham snarere end den udvikling, den personlige relation forårsager i forlæggets drama. Det er det umulige, der er hendes rejse.

Klogt træk

Som sådan er det et klogt træk for en opera. En opera er ikke et socialt medie, en debatsal eller et temaprogram i fjernsynet. Den er ikke engang et slagfærdigt teaterstykke, men altid en tung størrelse, fordi den er skabt af mennesker, der alle står og lægger deres organ ind i dramaet – for selvom der er en libretto, er der først og fremmest et vokalt udtryk, et sprog, der ikke diskuterer, men udtrykker.

Sådan kunne Johan Reuter for ikke så længe siden i operaen Tosca synge en smuk Scarpia, operalitteraturens ondeste mand, med en måske ubevidst tildelt sårbarhed, der drejede dramaet 180 grader et kort øjeblik, mens han i denne forestilling, hvor han spiller den dødsdømte fange, ved dårlig amerikansk udtale og unuanceret kropssprog aldrig får transcenderet sin karakter til andet end en luset eksistens, der har ondt af sig selv og ikke vil anerkende sin forbrydelse.

Så meget mere en stor opgave for nonnen. Hanne Fischer er en stærk Søster Helen og hendes kampgejst og tro en stærk nerve gennem hele forestillingen. Ikke så meget snak om Herrens ord, men et godt humør, en ikke svigtende kærlighed, en egen vilje til udvikling og en tro på, at tilgivelse også bare kan være en berøring.

Som når man blev tilgivet som lille af éns mor, og hun bare knappede din jakke uden at sige noget og fulgte dig i skole og holdt fast om din hånd uden et ord. Men bare med denne tilgivelse, der sætter dig fri.

Sådan lægger Søster Helen sin hånd på de Rocher på vejen til hans henrettelse. Dead man walking med tilgivelsens berøring på skulderen.

Ros til Operaen

Dét er operaens metafysiske verden: ikke at debattere eller angribe eller forsvare, men at lade os gå med karaktererne i en meditativ refleksion og følelsesmæssig uddannelse.

Ros til Den Kongelige Opera for at sætte sådant et værk op, der bør være med til at anbringe operaen i en højst nutidig kunstgenre, og flot at høre så mange af vores egne sangere stråle i Heggies musikalitet.

Der blev sunget stærkt og smukt over hele linien og ikke mindst spillet meget stærkt under Orpha Phelans vellykkede instruktion. Kapellet var blændende under Sebastian Lang-Lessings store arme, og det ville være et logisk valg fremover at lade os opleve flere af Jake Heggies værker.

'Dead man walking', opera af Jake Heggie. Operaen til 11. marts 2007. Musikalsk ledelse: Sebastian Lang-Lessing. Iscenesættelse: Orpha Phelan. Scenografi og kostumedesign: Nicky Shaw. Solister: Hanne Fischer, Johan Reuter, Susanne Resmark, Cornelia Beskow, Jens Christian Tvilum, Elisabeth Halling, Teit Kanstrup, Mette Grosbøl, Michael Bracegirdle, Morten Staugaard, Palle Knudsen, Magnus Gislason med flere. Det Danske Drengekor, Det Danske Pigekor, Det Kongelige Operakor og Det Kongelige Kapel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu