Læsetid: 5 min.

Tilgivelsens berøring

’Dead Man Walking’ er et nutidsdrama sendt i operaens metafysiske tænketank, sådan at dødsstraf hverken debatteres eller angribes eller forsvares. Derimod lader operaen os gå med karaktererne i en meditativ refleksion til musik, som er let tilgængelig, inspireret og præget af en enkelhed, der måske er brug for lige nu
’Dead Man Walking’ er et nutidsdrama sendt i operaens metafysiske tænketank, sådan at dødsstraf hverken debatteres eller angribes eller forsvares. Derimod lader operaen os gå med karaktererne i en meditativ refleksion til musik, som er let tilgængelig, inspireret og præget af en enkelhed, der måske er brug for lige nu

Mikos Szabo/Det Kgl. Teater

27. januar 2017

Lad os bare sige, at ofte, når man går i operaen, ser man instruktørers desperate forsøg på at aktualisere gamle, måske endda forældede historier, og tit må vi sidde og lide ved at skulle se alverdens mere eller mindre malplacerede antydninger og hentydninger til nyere konflikter for at retfærdiggøre dramaet.

Det kan man ikke sige om Dead Man Walking i Operaen. Her er det så nutidigt et drama og så stort et debatstof, at man næsten kan spørge sig selv, om det overhovedet er noget, den gumpetunge operagenre kan kapere.

Bogen bag operaen er oprindeligt et stykke debatlitteratur om den katolske nonne Helen Prejeans arbejde med fanger på dødsgangen i USA og specifikt om relationen til den dødsdømte fange, der i stykket er navngivet Joseph De Rocher – og en hård kritik af brugen af dødsstraffen.

En opera i sig selv

Manden bag operaen er den amerikanske pianist og komponist Jake Heggie. Navnet alene lyder som en Charles Dickens-skæbne, og med et kort blik i biografien, kan man heller ikke undlade at bemærke, at hans liv giver stof til en opera i sig selv.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu