Læsetid: 3 min.

Tragisk Shakespeare med happy end

Natalie Madueños flotte ben under en lårkort kjole for øjnene af Esben Smeds jaloux ægtemand bliver afgørende for Katrine Wiedemanns greb på Shakespeares ’Et Vintereventyr’. Men det er Mikkel Arndt, der hiver forestillingen i land som tragedie – og Ditte Hansen, der sikrer, at den også bliver en komedie
Der går kvindelår i Katrine Wiedemanns smukke snefortolkning af ’Et Vintereventyr’ på Republique. Her med Natalie Madueños smukke dronning, der rækker hånden ud mod en villig Mikkel Arndt, mens Esben Smed bliver optændt af jalousi – og Ditte Hansen ser bekymret til fra hjørnet.

Der går kvindelår i Katrine Wiedemanns smukke snefortolkning af ’Et Vintereventyr’ på Republique. Her med Natalie Madueños smukke dronning, der rækker hånden ud mod en villig Mikkel Arndt, mens Esben Smed bliver optændt af jalousi – og Ditte Hansen ser bekymret til fra hjørnet.

Per Morten Abrahamsen

20. januar 2017

Det er ikke sådan lige til at finde ud af, om Shakespeares stykke Et Vintereventyr er en tragedie eller en komedie.

Men dramaturgen Karen-Maria Bille har flot og med et effektivt greb bearbejdet den gamle og lidt mystiske tekst, så instruktøren Katrine Wiedemann har kunnet forvandle stykket til en kompakt og medrivende énakter.

Bearbejdelsens effektive tidshop og stedsuafhængighed har også gjort det muligt for scenografen Maja Ravn at anbringe forestillingen i et enkelt glasbur – med den lange rolleliste reduceret til kun fire skuespillere anbragt mellem fire høje glasvægge uden døre.

Her står stykkets fortælling om jalousi lysende klart. Og i disse tider, hvor forsider hærges af familietragedier med fædre, der skyder deres familier og sig selv, føles stykket ubehageligt aktuelt.

For dette er ikke bare en kærlighedshistorie. Det er en sygelighedshistorie om kærlighed, der eksploderer og bliver til jalousi og mord – beslægtet med Shakespeares jalousitragedie Othello. Men her benådet af Shakespeares drilske troldsplint, der med et blomsterknips fra En Skærsommernatsdrøm pludselig vender tragedien til en komedie med happy end.

Sødmekvinde

Det har ellers mest været rygterne om opsætningens udskiftede skuespillerteam, der har optaget sindene. Skuespillerne Sofie Gråbøl, Olaf Johannessen og Birthe Neumann forlod prøveforløbet undervejs – af ukendte grunde. I stedet spilles forestillingen nu af et helt ungt og tv-kendt hold skuespillere.

Resultatet er overraskende godt. Esben Smed er vildt charmerende og netop så drengeusikker og opblussende naiv i sin jalousi, at man godt forstår, at han simpelthen ikke tør tro på Natalie Madueños erklæringer om, at hun ikke har været ham utro.

Og hun har så til gengæld en vidunderlig sødme og en naturlighed over sig, som gør det troværdigt, at Mikkel Arndt som husvennen hellere end gerne spadserer parken tynd med hende i inderlige samtaler.

Det er dog Mikkel Arndt, der præsterer den skuespillertyngde og den præcise kontakt til publikum, som Shakespeares voldsomme ord velsagtens kræver. Det er ham, der får ordene til at klinge. Det er ham, der samler publikums grumme anelser til frygt. 

Samtidig lykkes det ham flot at spille på den dobbelttydighed og tvivl, som hele stykkets jalousi udspringer af. For hvorfor har han slet ikke travlt med at komme hjem til sin egen dronning? Og kan det virkelig være sandt, at kvinden ikke har ladet sig forføre af hans iltre krop og hans parate blik?

Det mest originale i denne bearbejdelse af dette sjældent spillede stykke er ellers rollen som ’Tiden’, som Ditte Hansen giver fuld skrue – med frodig ordleg og en pågående tale, som publikum ikke kan få nok af. Alle elsker Ditte!

Ditte Hansen bliver forestillingens orakel – fra Delfi og fra Østerbro – når hun stædigt i sin nydelige nederdel og sine flade sko insisterer på, at retfærdigheden må ske fyldest. Ditte får på alle måder det sidste ord. Det er godt gået.

Klassikerklichéer

Forestillingen bærer sit umiskendelige Katrine Wiedemann & Maja Ravn-stempel. Deres klassikertæft er uomtvistelig. Nogen afgørende kunstnerisk bedrift af dette klassikerpar bliver forestillingen dog ikke. Mere blot en bekræftelse på, at denne kunstnerduo kan omskabe en hvilken som helst klassiker til seværdigt teater; nu også uden nødvendigvis at donere hjerteblod.

Det virker dog ikke indlysende, hvorfor forestillingen absolut skal foregå i dette begrænsende glasbur. Skuespillerne render rundt i buret med mikrofoner, hvilket gør deres stemmer underligt filmfjerne i rummet. Og da glasvæggene endelig åbnes til sidst, sker det så klodset med så mange vrimlende teknikere, at det tager magien af den fortætning, der ellers var lige ved at opstå inde i glasset.

Men der ligger i det hele taget en sær distance over forestillingen – og en kølig beregning, som gør forestillingen mindre charmerende. Når Natalie Madueño slanger sig med blottede lår i kinky positioner langs glaskanterne – klædt som en Wiedemann-klon med bølgende brunettehår og lårkort, rød kjole – opstår der en klichétræthed i billedet, der ikke svarer til den ungdommelige friskhed, som performerne ellers repræsenterer.

Derfor rammes tilskueren ikke af den desperate smerte, som stykket også rummer. Identifikationen med den sårede kærlighed bliver for let at skubbe væk – og ulykken bliver for overfladisk, uanset hvor meget sort sne, der skønhedsæstetisk drysser ned over ofrene.

Men det ændrer ikke ved, at Et Vintereventyr holder niveau. Eller som Mikkel Arndts beundrer nok ville sige det: »Sandt for dyden – det er smukt!«

’Et Vintereventyr’. Tekst: William Shakespeare. Tekstbearbejdelse: Karen-Maria Bille. Iscenesættelse: Katrine Wiedemann. Dramaturgi: Simon Boberg. Scenografi: Maja Ravn. Lys: Jonas Bøgh. Lyd: Janus Jensen. Republique. Til 10. februar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu