Læsetid: 7 min.

Trumps fest for middelmådigheden

Den musikalske fejring af Trump var en dybt lunken kunstnerisk oplevelse. Men det var også en klokkeklar afvisning af Obamas identitetspolitik
Poprockbandet 3 Doors Down optræder. Det burde de aldrig have gjort, ifølge Informations anmelder.

Poprockbandet 3 Doors Down optræder. Det burde de aldrig have gjort, ifølge Informations anmelder.

David J. Phillip

21. januar 2017

Fredag den 20. januar klokken 12:33 Washington-tid

Nummer to i America's Got Talent 2010, Jackie Evancho, synger »Star Spangled Banner.« Hun er ok i det høje register, men har problemer i det dybe, hvor hun misser et par toner. Vejrtrækningen fejltimer hun i hvert fald én gang. Michelle Obama lytter med rynkede bryn.

Det er afslutningen på et par lange dage fuld af traditioner og ceremonier. For – nogle – musikelskere har det været nogle særligt lange dage.

Torsdag den 19. januar klokken 15:55 Washington-tid

Det er en smuk og klar dag i den amerikanske hovedstad. »Gives you hope,« siger en kommentator på den amerikanske tv-kanal CBS, mens han har optur over pompen og pragten i en helikopterledsaget bilkortege. »How our nation conducts the transition of power,« siger han i et henført tonefald. Der er erektioner over hele den patriotiske linje.

Vi venter på eftermiddagskoncerten ved Lincoln Memorial til ære for USA's næste, 45. præsident, der netop – traditionen tro – har lagt en krans på soldaternes grav på Arlington-kirkegården.

Ellers er der ikke meget tradition over torsdagens hyldestkoncert Make America Great Again! Welcome Celebration. Kunstnere bakker traditionelt set op om den valgte præsident, og Obama har under begge indsættelsesceremonier og så sent som under aftrædelsesceremonien holdt hof for USA's fineste musikere.

Det er ikke bare musik. Det er ikke bare en rapper eller to i Det Hvide Hus. Når præsidenten groover til Drakes »Hotline Bling« eller slowdanser til Al Green med Michelle – når der festes til hiphop, r’n’b og soul i magtens centrum, så får det sorte Amerika eksistentielt og politisk liv
Læs også

Ingenlunde det samme i Trumps tilfælde. Det har været umuligt at få samlet et hold af A-liste-celebs –ja, det gik så vidt at Springsteen-coverbandet The B Street Band meldte afbud, da de indså, hvor kontroversielt det er at optræde for forretningsmanden.

I stedet er vi blevet lovet »soft sensuality,« som Tom Barrack, chef for indsættelseskomiteen, sagde til en samling reportere i Trump Tower i efteråret.

Nu er det vinter, og solen er ved at gå ned over det blikstille vand i det slanke, lange bassin, der leder op til Lincoln Memorial, hvorfra en magnum-udgave af Abraham Lincoln ser ud over løjerne.

Det var her Martin Luther King holdt sin »I have a dream«-tale efter March on Jobs and Freedom i 1963. Ved den lejlighed sang Bob Dylan og Mahalia Jackson blandt andet. Ja, Joan Baez ledte den enorme, tætpakkede mængde i fællessangen »We Shall Overcome.«

Denne eftermiddag er folket inddelt i nette firkanter, siddende, mens præsidentfamilien sidder bag skudsikkert glas, der ser ud som om det er oversmurt med fedtfingre. Som om publikum har forsøgt at komme ind til den selvudnævnte mand af folket, men er blevet gennet væk igen.

19. januar klokken 16:12 Washington-tid

Nu diverteres vi med den alt andet end bløde sensualitet hos et militærorkester, der spiller marchmusik, der synes perverst lystigt at indikere at krig er godt for raske drenge og piger.

Det er langsomt show med store pauser. Jeg skruer op for lyden under en af dem, for at høre den mærkelige rumlen af folk, der venter i stilhed, på Trump. Hvis magten har en lyd, så har magttomrummet det også.

Så følger Safri Duo-kopisten Dj Ravidrums. Magtretorik som lallet slagtøjsgøgl.

Det var her foran Lincoln Memorial at stjerner som U2, Tom Hanks, Bruce Springsteen, Denzel Washington, Mary J. Blige, Stevie Wonder, Shakira, Beyoncé, Samuel L. Jackson, Herbie Hancock, Tiger Woods fejrede Obamas indtræden i 18. januar 2009. Trump har Jon Voight og country-stjernen Toby Keith.

19. januar klokken 16:44 Washington-tid

Mod The Rolling Stones ønske afspiller arrangørerne nu hele tre af bandets sange i træk. »Let's Spend The Night Together,« »You Can't Always Get What You Want« og – mens Trump og hans familie træder ud til folket – »Heart of Stone,« der rummer linjerne »You'll never break this heart of stone.«

Man river sig i håret, i forsøget på at få disse tre sange til at give mening under dette afgørende øjeblik i ceremonien. Jeg opgiver og gætter i vildelse på at om noget, så fortæller valget af disse tre sange om Trumps evne til at forvandle forvrøvlede budskaber og festlig iscenesættelse til salgbare drømme om håb og forandring.

Selv har Trump sagt at Make America Great Again! Welcome Celebration skal være folkets, ikke stjernernes fest. Men hvorfor skal speakeren så hele tiden markere præcis hvor højt i hierarkiet, de fremmødte kunstnere er eller har været? Indlemmelse i Rock & Roll Hall of Fame, antal Grammyer modtaget, fonogrammer solgt.

Soulsangeren Sam Moore fra 60'er-soulduoen Sam & Dave (blandt andet kendt for hittet »Soul Man«) er der og synger med en tyndslidt stemme – og som om han har svært ved at få vejret.

The Frontmen of Country giver os et kedsommeligt skud country fuld af kristendom, sentimentalisme og isolationisme. »God blessed Texas with his own hands.« Der er en krigsveteran på violin fortæller en af de tre forsangere, hvoraf ikke alle rammer tonerne helt rent. Det er jo også en form for folkelighed.

Countrysangeren og -sangskriveren Lee Greenwood giver os aftenens eneste højdepunkt med fremførelsen af »God Bless America« – også selvom ordene »Cause the flag still stands for freedom, and they can't take that away,« er endnu et eksempel på denne koncerts naive og ensidigt patriotiske forestilling om, hvad USA er og står for.

Dj Ravidrums dukker ulykkeligvis op to gange til. Den ene af gangene med dansetruppen The Rockettes, som synes at have løst modviljen i truppen mod at optræde for Trump ved at danse i spejlglasrumhjelme og løst siddende sølvdragter, der slører deres bevægelser. Tilsyneladende er der ingen klar koreografi. En af dem laver lidt electric boogie, en anden kraftspringer, en tredje forsøger uden held at stå på hænder. Det ligner ekspressiv amatørdans.

Poprockbandet 3 Doors Down optræder også. Det burde de aldrig have gjort. Hverken denne dag eller andre dage. Og det bliver ikke bedre af at spille guitarsolo foran videoer af amerikansk militær.

The Piano Guys har forsvaret deres optræden til ære for Trump på deres hjemmeside således: »We’ve found that our music has offered the most optimism when we’ve had the opportunity to perform for people who may not completely agree with who we are or what we stand for.«

De henleder også opmærksomheden på afroamerikanske Marian Anderson, der optrådte både ved demokratiske JFK og republikanske Dwight D. Eisenhowers indtrædelser (og ved March on Jobs and Freedom-marchen i 1963) i et dybt racesplittet land, uden at nogen harcelerede over støtten til begge fløje.

Det er så til gengæld svært at se hvordan Piano Guys' lystige tivolisering af klaveret – hvor de alle fire spiller rytmik, harmonier og melodier via tangenter, trækrop, strenge – kan blive til et forenende politisk budskab. Det lyder mere som en ligegyldig, bagstræberisk rural reklamemusik for Budweiser. Eller for et lånefirma, der var finansiere købet af en farm solgt på tvangsauktion.

Hvis forbrødring på tværs af politiske skel lyder sådan her, så tror jeg personligt, at jeg takker nej. Og det bliver endnu værre, da de giver sig i kast med et debilt lyksaligt poprocknummer. »Okay America, it's time to put all our differences aside,« råber forsangeren. Identitetspolitikken under Obama er slut. Der er ikke plads til at skille sig ud, heller ikke musikalsk.

»We're gonna split you up in the middle,« lyder det så. Og det er altså ikke Trump, der taler sandheden om sin politik, men forsangeren i The Piano Guys, der nu vil få publikum til at deltage i løjerne.

Ud på aftenen bliver der sat et så uheldigt lys på Lincoln-statuen, at det ser ud som om den afdøde præsident har spærret øjnene op i dyb forbavselse, med blottede irisser og det hele. Man forstår.

19. januar klokken 17:49 Washington-tid

Sidste musikalske indslag er fra aftenens eneste egentlige stjerne, Toby Keith. »I don’t apologize for performing for our country or military,« har country-musikeren sagt inden sin optræden. Manden har solgt over 40 millioner albummer.

Engang omkring 2008 ophævede han sin troskabsed til Demokraterne og blev uafhængig af partier. Han har optrådt både ved indsættelsen af George W. Bush og Obama og har således placeret sig hinsides partipolitik.

Denne aften kan man så også godt ane, at Toby Keith kan se et potentiale i Trump. Hans sange dyrker kernekonservative amerikanske værdier, af og til endda af reaktionær og protektionistisk variant.

»It breaks his heart seein' foreign cars/Filled with fuel that isn't ours/And wearing cotton we didn't grow,« som han synger denne torsdag aften. Og » I'm an American soldier/Beside my brothers and my sisters I will proudly take a stand/When liberty's in jeopardy I will always do what's right.« Helt sikkert.

Der er ingen kvindelige musikere endsige sangere på scenen denne torsdag eftermiddag ved Lincoln Memorial. Ejheller nogen der kan udfordre den konservative normalitet, som Trump har stået for under sin valgkamp.

Det er ikke kun kontrasten mellem at Gay Men's Chorus of Washington, D.C. optrådte ved Obamas indsættelse i 2009 og at der denne gang er op til flere militærorkestre. Det er også i kontrasten mellem den rige variation og det stærke fremmøde hos Obama.

Og så Trump-musikken, denne overvejende stærkt kristne musik, der bevæger sig inden for et stramt normalspektrum, fra ligegyldig poprock over tandløs soul til country, country og country – kun afbrudt af Ravidrums EDM-influerede trommeplatheder, som jo bare er en form for cirkus.

På den led er udvalget af musikere og showet som helhed perfekt sammensat til at berolige det store hvide segment, som har følt sig fremmedgjort over for Obamas progressive identitetspolitik. Som ved denne koncert druknes i en bastant grød af normalitet. I et udsøgt selvgratulerende, unuanceret, overpatriotisk, militærgejlt og langt fra sensuelt show.

20. januar klokken 11:49 Washington-tid

Missouri State University Chorale og dernæst Mormon Tabernacle Choir formår fredag at forlene præsidentindsættelsen med en musikalsk højtidelighed. Noget som aldrig lykkedes dagen før. Deres flerstemmige opførsel af amerikansk arvegods synes at virke selv på Trump.

Kan han mærke vægten af embedet blive sunget frem af de to kor? Han har lagt ansigtet i alvorlige folder. Er han nervøs? Om lidt skal han i hvert fald lægge hånden på Biblen og højtideligt love at forsvare Den Amerikanske Forfatning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer