Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Tyndere end selveste Slenderman

HBO’s nye dokumentarfilm om onlinegyserfiguren Slenderman ligner et forsøg på at få voksne til at frygte børns fantasi. Og det er svært at se det som andet end usaglig og usmagelig omgang med psykisk sygdom
HBO’s nye dokumentarfilm om onlinegyserfiguren Slenderman ligner et forsøg på at få voksne til at frygte børns fantasi. Og det er svært at se det som andet end usaglig og usmagelig omgang med psykisk sygdom

HBO Nordic

Kultur
24. januar 2017

Beware the Slenderman, som HBO’s nye dokumentar hedder, starter og slutter med en tragisk begivenhed: To tolvårige piger fra en lille by i Wisconsin stikker til en børnefødselsdag deres veninde 19 gange med en kniv og begynder at gå i retning af en skov mange timer derfra.

Deres veninde bliver fundet og overlever, og de to piger, Morgan Geyser og Anissa Weier, forklarer politiet, at de gjorde det for at tjene Slenderman – en mystisk, abnormt høj og spinkel skikkelse iført jakkesæt og kendetegnet ved ikke at have et ansigt. 

Slenderman er en fiktiv figur, der dukkede op første gang i en photoshopkonkurrence i 2009. Siden er figuren blevet dyrket i alverdens onlinefora, hvor brugere har skrevet historier, filmet videoer og tegnet tegninger af Slenderman, som ifølge den knopskydende mytologi fanger børn med de lange, sorte tentakler, der kan skyde ud af ryggen på ham.

Tro på det

Gennem to – lange – timer fletter Beware the Slenderman historien om Morgan Geyser og Anissa Weiers mordforsøg sammen med historien om Slenderman-myten, der både præsenteres som et interessant eksempel på digital folklore og som en myte så magtfuld, at den kan være årsag til et mordforsøg.

Den præmis nægter jeg at tro på, at instruktøren Irene Taylor Brodsky selv tror på.

Som filmen selv snegler sig frem til at fortælle, var knivstikkeriet et resultat af et nyopstået venskab mellem to ensomme piger, hvoraf den ene lider af skizofreni.

Det kommer ikke som et chok, at der findes mere kvalificerede forklaringer på hændelsen end den, filmen hele tiden antyder: At internettets populærkultur gør børn ude af stand til at skelne mellem virkelighed og fantasi.

Men før filmen selv når dertil, skal man igennem et utal af interview med de ulykkelige forældre, der reflekterer over, om de overvågede deres døtres internetsurfing grundigt nok, om døtrene fik for meget skærmtid, om deres datter græd på de rigtige tidspunkter, da hun som barn så Bambi, og om hvor grænsen går mellem normal børnefantasi og psykose.

Til at supplere retssalsdramaet udtaler en række akademikere sig om, hvordan ideer er præcis som virusser (det er de faktisk ikke, skulle jeg hilse og sige), om at rottefængeren fra Hameln også findes i mange forskellige versioner, og om at det rigtignok kan være svært at skelne mellem virkelighed og fiktion.

Der bliver sagt nogle udmærkede ting om, hvordan internettets populærkultur fungerer, og selve Slenderman-myten er ikke noget dårligt udgangspunkt for en generel nysgerrighed på det punkt. Men det er svært at se det som andet end usaglig og usmagelig omgang med psykisk sygdom.

Dem, der har det privilegium at være i besiddelse af en velfungerende realitetssans, skal ikke sidde og fedte de stakkels pigers historie ind i prætentiøs snak. Den klogeste at høre på filmen igennem er uden tvivl Anissa Weiers far, der stille og roligt forklarer, hvordan han selv lever med skizofreni.

Udvandet true crime

Sidst HBO udgav en dokumentar, var det den legendariske true crime-serie The Jinx, som afslørede mangemillionæren Robert Dust i at have slået flere mennesker ihjel. Det virker næsten, som om man med Beware the Slenderman forsøger at lægge sig i kølvandet på true crime-genrens succes.

Der er mulighed for at blive forarget over det amerikanske retssystem, der ikke tager hensyn til, at de tiltalte kun er 12 år gamle, men behandler dem som fuldt ud myndige. Muligheden for at blive klogere er til gengæld begrænset, når filmen ikke forklarer, hvorfor mentalundersøgelserne ikke spiller en større rolle, end de gør.

Hvis det for at komme ud på så fornem en platform som HBO var så altafgørende at forene populærmytologisk nysgerrighed med en tragisk kriminalhistorie fra virkelighedens verden, kunne man have anlagt et kritisk perspektiv på den moralske panik, som Beware the Slenderman i stedet prøver at lukrere på.

Selvfølgelig er det interessant, hvad der gør mennesker bange, og hvorfor man frivilligt opsøger rekreativ skræk og rædsel i form af spøgelseshistorier og gyserfilm.

Selvfølgelig er det interessant, hvordan de fantasiverdener, folk udfolder for sig selv og hinanden, påvirker deres relationer og øvrige liv. Men disse interessante spørgsmål viger i Beware the Slenderman for et spørgsmål om, hvorfor det skulle være interessant at få voksne til at frygte for deres fiktionsglade børns realitetssans.

’Beware the Slenderman’ kan ses på HBO Nordic fra den 23. januar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her