Læsetid: 3 min.

En uafrystelig personlig skildring af et brutalt diktatur

Romanforfatteren Hisham Matar er både personlig og politisk i sine erindringer, hvor han søger sandheden om faren, der forsvandt under Gaddafis diktatur
21. januar 2017

I efteråret 2002 var Hisham Matar ganske tæt på at begå selvmord. Den eksilerede libyske forfatter befandt sig »på kanten af Pont d’Arcole i Paris og stirrede ned i det grønne vand der strømmede hurtigt under mig. Den roman jeg skrev på, udviklede sig ikke godt. Jeg følte mig overvældet af længsel efter at blive taget med af floden, skyllet bort. Jeg ville glide ned i dybet og forsvinde for altid«, som han udtrykker det i sine netop udkomne memoirer, Hjemkomsten.

12 år forinden, i 1990, blev Hisham Matars far arresteret i Kairo, hvor familien var endt på flugt fra Gaddafis styre. Faren blev udleveret til Libyen og sendt til Abu Salim-fængslet, »et sted der var kendt som ’sidste stop’ – det sted hvor regimet anbragte mennesker som det ville glemme«.

Sønnen har ikke set sin far siden. Det er forhistorien, og i øvrigt også afsættet for Hisham Matars roman En forsvindens anatomi (2011), hvori den 12-årige fortæller siger:

»Sandheden er at jeg ikke tror på at min far er død. Men jeg tror heller ikke at han lever.«

I Hjemkomsten vil forfatteren have vished. Muligheden opstår i forbindelse med Det Arabiske Forår i 2011, hvor revolutionsstyrker overtog kontrollen med Abu Salim, og mænd, »der havde siddet maset sammen i betonkasserne«, blev lukket ud i sollyset. Efter 36 års eksil rejser Hisham Matar tilbage til Libyen for at se, om nogle af dem kender hans far. Dog medbringer sønnen en vis portion tvivl, for som han skriver:

»Landet der skiller fædre og sønner, har forvirret mange rejsende. Det er meget nemt at fare vild dér.«

En le Carrésk thriller

Den roman, Hisham Matar arbejdede på i 2002, da han stod og kiggede ned i floden i Paris, endte med at redde ham.

»Næste dag gik arbejdet med romanen lidt bedre. I de følgende dage kastede jeg mig over den igen, og inden jeg vidste af det, var jeg forsvundet i bogen,« som han skriver om projektet, der blev til debutromanen Mændenes land (2006).

Flere afsnit både herfra og fra En forsvindens anatomi dukker op i Hjemkomsten, og memoirerne er ligeledes båret af et anslag, hvor »oplysninger skal sammenstykkes, antydninger vægtes, og spor følges fra storby til storby«, som jeg skrev i anmeldelsen af Forsvindens anatomi her i avisen.

Allerstærkest kommer det til udtryk i sidste del af erindringerne, der udspiller sig som en le Carrésk-thriller i et London dækket af tunge, grå skyer. De synlige skurke er Tony Blair og hans regering, der i 2004 rejste til Libyen for at normalisere relationerne mellem de to lande. I årene derefter blev både politiske og erhvervsmæssige forbindelser gentoptaget, og af samme grund er det et fuldstændig mudret politisk og moralsk landskab, Hisham Matar skal navigere i, da han i december 2009 hører rygter om, at hans far er set i live af en medfange i 2002. Hvem er til at stole i kampen for at få briterne til at lægge pres på Gaddafis diktatur? Hvad er deres skjulte dagsordener?

Udenrigsminister David Milibands første spørgsmål, da han og Matar mødes, er, hvorfor forfatteren ikke kom til ham før »al denne larm«, og ved en høring om sagen i Overhuset sidder Peter Mandelson, seniormedlem i Labour, med et hårdt ansigtsudtryk, der »opsummerede den kynisme hvormed nogle medlemmer af det britiske establishment opretholdt relationer med den libyske diktator«.

Heller ikke talrige møder på kontorer, hoteller og cafeer med det libyske diplomati samt Gaddafis søn overbeviser Matar om, at folk vil til bunds i sagen. Tværtimod sniger paranoiaen sig ind på forfatteren, der frygter at blive både aflyttet, forrådt og skygget …

Lad mig indrømme, at jeg havde store forventninger til Hjemkomsten. Jeg holder meget af Hisham Matars to romaner om fædre, sønner og rodløs manddom. Erindringerne skuffer mildt sagt ikke.

Matar har ikke blot skrevet en meget personlig fortælling, der belyser forfatterskabet, men også en uafrystelig skildring af et brutalt diktatur og en ubarmhjertig storpolitik. Det er ganske enkelt stærk læsning fra første til sidste side – også i Mich Vraas fine oversættelse.   

Hisham Matar: ’Hjemkomsten. Fædre, sønner og landet imellem dem’. Oversat af Mich Vraa. Gyldendal. 304 sider. 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu