Læsetid 6.5085714285714 min.

I USA er de fattige blevet en god forretning

Nødlidende børn og voksne fanges i fattigdom af politiske reformer og af alt fra delstater til ejendomsmæglere, der tjener penge på dem. To bøger og en journalistisk afdækning fortæller rystende historier fra et USA, de fleste amerikanerne ikke selv kender til
I kirken ’The Place of Refuge’ i Crossville, Tennessee bliver der hver torsdag delt mad ud til de fattige indbyggere i byen.

I kirken ’The Place of Refuge’ i Crossville, Tennessee bliver der hver torsdag delt mad ud til de fattige indbyggere i byen.

Sigrid Nygaard
10. januar 2017
Delt 475 gange

Sandra Bland. Et navn, mange hurtigt lærte at kende, da den nye borgerrettighedsbevægelse Black Lives Matter og deres protester mod politivold og diskrimination af sorte sidste år fik mere og mere opmærksomhed og indflydelse.

#sayhername var en af de kampagner, der holdt den 28-årige afroamerikaner viralt i live efter hendes død i en fængselscelle i juli 2015. Som et symbol på, at ikke kun unge sorte mænd, men også sorte kvinder bliver udsat for diskrimination og politibrutalitet.

Sandra Bland blev anholdt for en banal trafikforseelse, og tre dage senere hængte hun sig i sin celle. Politiet har fralagt sig ethvert ansvar for selvmordet, hvilket ikke har afholdt Blands familie fra at anlægge en retssag. Men hvis man virkelig skal finde ud af, hvorfor en ung kvinde med en collegegrad, der afsluttede sin uddannelse i finanskrisens første år, endte sit liv som periodevis hjemløs, arbejdsløs og depressionsramt skyldner pga. utallige trafikbøder, skal man starte længe før hendes død i et texansk fængsel. Det gjorde magasinet The Nation sidste år.

Udateret foto af Sandra Bland før hun kom i fængsel og endte med at dø. Privatfoto.

Polfoto

Historien om Blands korte liv afdækker ud over en kvindes kamp for et fast ståsted i tilværelsen en industri, der bidrager med enten at fastholde fattige amerikanere i fattigdom eller drive dem derud.

Hvis man dertil lægger yderligere to bøger om bunden af det amerikanske samfund, der er udkommet efter Sandra Blands død, tegner der sig et oprørende billede af, hvordan forskellige systemer og politiske reformer har skabt en voksende gruppe af ekstremt fattige amerikanere.

Bøgerne afdækker en amerikansk virkelighed, som de færreste af landets indbyggere kender til. Ikke fordi de ikke vil se den, men fordi den ganske enkelt ikke har været afdækket så grundigt og med helt nye greb, som sociologen Matthew Desmond gør i Evicted– Poverty and Profit in the American City, (netop udpeget til en af de ti vigtigste bøger i USA i 2016 af The New York Times og Washington Post) og hans kolleger Katryn J. Edin og H. Luke Shaefer i $2 A Day – Living on Almost Nothing in America.

De mennesker, sociologerne følger, er modbilledet til den rigeste ene procent, som er blevet et brændende emne globalt og spillede en væsentlig rolle i den amerikanske valgkamp. Det er fattige amerikanere, som kun har madkuponer fra staten at leve for og stort set ingen kontanter, og som har opgivet at søge hjælp hos offentlige støtteprogrammer, fordi de ikke længerer tror på, at de eksisterer, eller bare ikke orker at vente og kæmpe sig igennem køen. Mennesker, som forsøger at overleve på det private ejendomsmarked, hvor husudsættelser er blevet en del af hverdagen og samtidig en industri. Men også en overset faktor, der skaber fattigdom i USA.

Med valget af Donald Trump er det imidlertid ikke sikkert, at bøgerne får den indflydelse, de var udset til at få, da de udkom, og hvor New York Times’ anmelder bl.a. udtrykte forhåbninger om, at $2 A Day ville få samme betydning som Michael Harringtons The Other America i 1960’erne fik på amerikanernes viden og samvittighed, hvad angår fattigdom i USA.

Skat på fattigdom

Året før Sandra Bland hængte sig i en plasticpose udleveret i fængselscellen, skyldte hun ifølge The Nation flere tusind dollar i bøder. Det startede allerede, da hun som ung og nyuddannet ofte fik fartbøder på vej til arbejde og dermed udgifter til at betale de efterfølgende omkostninger til retssager.

Det kan virke som en dårlig undskyldning at hæfte sig ved ulovligheder, som Bland begik, hvis ikke det var, fordi – som The Nation-journalisten noterer – man i Texas ikke opkræver personskatter i noget stort omfang. Derfor må delstaten og amterne få deres indtægter andre steder fra.

I 2009 får Bland en fængselsstraf og bøde på 4.000 dollar for besiddelse af marihuana – en advokat mistænker senere, at hun selvmedicinerer pga. depression. Det var forudsigeligt, en ud af fem på hendes alder bruger marihuana. Men flere sorte end hvide bliver arresteret for besiddelse.

Efterhånden får rækken af bøder, som hun ’sidder af’ i fængsel, fordi hun ikke har råd til at betale dem, indflydelse på hendes muligheder for at få et stabilt job. Og hun flytter rundt for i det mindste at få underbetalte, usikre job.

Fire år efter hun er færdiguddannet, har hendes indkomst kun kastet 8.000 dollar af sig i skatteindtægter til forskellige delstater. Og trafikbøderne fortsætter. Undersøgelser viser, at sorte billister i Illinois og omegn, hvor Sandra Bland for en tid passer et job på en hotdog-cafe, er op til fire en halv gang mere udsat for at blive stoppet for trafikforseelser end hvide.

»Trafikbøderne bliver for det meste overført til de generelle budgetter i de enkelte amter. Som i Texas fungerer bøderne som en slags skat på de fattige,« hedder det i The Nations reportage.

Sat på gaden

Det er givet, at Sandra Bland kunne være blevet sat ud af sin lejelejlighed, hvis hun havde haft en. Det fremgår ikke af The Nation.

Det er denne skjulte fattigdom, som Matthew Desmond beskriver i Evicted. Og måske er der en grund til, at fænomenet ’at blive sat på gaden’ ikke fylder i Blands historie. For mens det f.eks. under Depressionen i 1930’erne gav anledning til protester og optøjer, når en familie blev sat på gaden, er det nu så almindeligt i USA, at en hel industri har udviklet sig omkring det. Og protestererne er stilnet af.

I forrige århundrede vægrede politiinspektører sig ved at sætte folk, der ikke kunne betale huslejen, på gaden. I dag er der hele hold af betjente, der udfører husudsættelser. Flyttefirmaer specialiserer sig i udsættelser, andre sælger data om udsættelser til udlejere, og opmagasineringsfirmaer tjener penge, mens folk på gaden leder efter et nyt sted at bo.

Det er ikke let at klare dagen og vejen for en familie med 10 børn i USA’s Appalacher-region. Socialrådgiver Michelle Oberlay er på invalidepension; hendes mand David passer to fuldtidsjobs. Børnene får gratis morgenmad og frokost i skolen. Trods det er familiens madbudget afhængigt af fødevarer uddelt af velgørende grupper.

Sigrid Nygaard

Og meget få fattigdomsforskere har ifølge Desmond koncentreret sig om det private ejendomsmarked, som mange fattige amerikanere må ty til, fordi der ikke er nok offentligt støttede boliger til hjemløse, og familier, der bliver sat på gaden.

»Lavindkomstfamilier er blevet så vant til flyttebiler, bank på døren tidligt om morgenen og deres ejendele i rækker langs kantstenen,« som sociologen noterer.

Matthew Desmond dokumenterer, at en ud af hver ottende fattige lejer i 2013 var ude af stand til at betale husleje. Et lignende antal var i fare for at blive smidt ud af deres lejligheder. Familier oplever, at deres indkomst er stagneret i årevis, mens deres huslejeomkostninger bare er skudt i vejret.

I dag bruger størstedelen af fattige amerikanske familier, der ikke ejer deres hus eller lejlighed, over halvdelen af deres indkomst på husleje. Og mindst en ud af fire bruger over 70 procent på at få tag over hovedet og strøm i stikkontakterne.

»Det er et af de mest presserende spørgsmål i USA. At anerkende bredden og dybden af problemet vil forandre den måde, vi betragter fattigdom på,« skriver Desmond:

»I årtier har vi fokuseret hovedsageligt på job, offentlig støtte, forældreskab og antallet af fængselsstraffe. Ingen kan benægte disse problemers betydning, men noget helt fundamentalt har været fraværende. Vi har ikke forstået, hvor meget boligsituationen betyder i forhold til fattigdom. Ikke alle, der lever i udsatte boligområder er associerede med bandemedlemmer, prøveløsladelser, arbejdsgivere, socialarbejdere eller præster. Men næsten alle har en udlejer.«

Ghettoentreprenører

En af de otte familier fra Milwaukee, som Matthew Desmond følger over en årrække, hvor han bosætter sig i trailerparker og forskellige private udlejningsejendomme, er Arleen og hendes to sønner. At blive sat på gaden rammer alle, gamle som unge, syge som raske, men for enlige sorte kvinder som Arleen er det normalen.

»Sorte mænd bliver lukket inde. Sorte kvinder bliver lukket ude,« skriver Desmond med henvisning til sortes mænds overrepræsentation i amerikanske fængsler.

Da læseren møder Arleen, er hendes søn Jori ude at lege i sneen med sin fætter, og de kaster snebolde efter en forbipasserende bil. Bilen stopper, og chaufføren jagter dem til Arleens lejlighed, hvor han sparker den låste dør ind og forlader stedet. Men da udlejeren hører om døren, sætter han Arleen på gaden i den koldeste vintermåned nogensinde i Milwaukee. Da har de boet i lejligheden i bare otte måneder.

Arleen har nu to muligheder: At få sine ejendele transporteret til et lager, hvor hun kan få dem senere ved at betale 350 dollar. Det har hun ikke råd til. Derfor vælger hun den anden, og hendes madras, tv, glasbord, silkebukser, sønnens astmamaskine, hendes bibel og bøger som Don’t Be Afraid of Discipline bliver sat ud på gaden, og Arleen må tage sine sønner med til en sovesal for 180 hjemløse.

Familiens næste hjem bebor de kun kort tid, før myndighederne kategoriserer lejligheden som »uegnet til menneskelig beboelse«. Herefter er Arleen tvunget til at bo i den indre bydel, hvor narkokriminaliteten får hende til at frygte for sine drenges fremtid – en udsættelse fører ofte til, at en familie må flytte til langt dårligere lejligheder i dårligere kvarterer, børnene må skifte skole, mens det bliver sværere og sværere at samle kræfter til at opretholde en stabil tilværelse. Endelig finder hun en ok lejlighed hos udlejeren Sherenna Tarver.

Penge at tjene på de fattige

Det er Desmonds store fortjeneste, at han i bogen også går tæt på udlejerne, som ofte tjener langt mere på fattige familier som Arleens end på almindelige lejere, der har flere penge mellem hænderne. Til gengæld står udlejerne med alle udgifterne til regninger og vedligehold, hvis de har dårlige betalere eller ryger i konflikt med lejerne.

Desmonds eksempler er lejere, der ødelægger deres loft og overbeviser retten om, at det er udlejerens skyld. Eller et udsat par, der stopper sokker i afløbene og lader vandet løbe, da de bliver sat på gaden. Men selv om Sherenna, der byder Arleen velkommen med madvarer i det tomme køleskab, har det dårligt med at sætte lejere på gaden, er hun nødt til det for at køre sin forretning. Sådan ræsonnerer den tidligere skolelærer, der efter fire år som »ghettoentreprenør« er oppe på at eje 36 lejligheder, har ansat sin mand og specialiseret sig i udlejning til fattige sorte. Desmond skriver:

»Vi har overset et faktum, som udlejerne aldrig har overset: Der er gode penge at tjene på de fattige. The hood is good

Selv om udlejerne også kan rammes ad rettens vej og bliver holdt øje med af myndighederne, har de magten. De kan sætte folk ud af alle mulige grunde, ikke bare manglende huslejebetalinger, men også hvis lejerne f.eks. forstyrrer ro og orden. Som Arleens nye udlejer, Pana, fortæller hende, efter hun har ringet efter en ambulance pga. hendes søns astmaanfald: »Vi kan ikke have politiet rendende«.

Lige lidt hjælper det, at Arleen forsvarer sig med, at det kun var ambulancefolk, der kom. Det sker, efter at også Sherenna har sat hende på gaden pga. manglende betaling (ingen andre i familien kunne betale en mosters begravelse, så Arleen gjorde og kom bagud med huslejen). Og dette er bare nogle få af Arleens udsættelser. Der er mange flere. Også blandt de syv andre familier i bogen: Lamar, der har mistet sine ben i en stofrus, fanget i en iskold lejlighed – men nu stoffri og far til to sønner, og voksen for en masse af gadens drenge.

Eller Larraine fra trailerparken, der bruger en måneds madkuponer på en hummermiddag til sig selv, må sulte næste måned – og lever op til alle fordomme om de fattiges dumme beslutninger. Og sådan forsætter den omsiggribende praksis, der skaber fattigdom i USA, men som de færreste ifølge Desmond har haft øjnene rettet mod.

Alle 89 skolebørn får hver dag gratis morgenmad og frokost serveret på Grassy Elementary School. Fredag stoppes deres skoletasker med ernærende kost til weekenden. Skolen har også en stor urtehave med majs, tomater, salat, osv.

Sigrid Nygaard

Velfærdsdronninger

Den samme øjenåbner leverer Katryn J. Edin og H. Luke Shaefer i $2 A Day – Living on Almost Nothing in America. Edin, der har viet store dele af sit professionelle virke til at interviewe fattige amerikanere, viser, hvordan Ronald Reagans kamp mod de såkaldte ’velfærdsdronninger’, der udnyttede systemet – en figur velkendt i den danske debat om kontanthjælp – bevæger sig over i Bill Clintons velfærdsreformer fra 1990’erne. Reformer, der med præsidentens ord skulle forandre de kritiserede velfærdsprogrammer for altid.

Dengang skiftede fokus til de såkaldte ’working poor’, og at det »skulle kunne betale sig at arbejde«. Derfor fik fattige familier støtte og skattenedsættelser, hvis de kunne finde og beholde lavindkomstjob. Men som Edin og Shaefer opdager, da de undersøger statistikker og interviewer fattige familier i Chicago og Cleveland, en middelstor by i bjergområdet Appalacherne, »erstattede 1996-reformerne ikke bare velfærden. De dræbte den«.

Tallene dokumenterer, at der i 2011 var cirka 1,5 millioner amerikanske husstande med omkring tre millioner børn, der – hvis man ser på deres kontante pengebeholdning – kun har en kontant indkomst på to dollar pr. familiemedlem per dag. Derudover har familierne typisk, hvad de kan få i madkuponer. Men det er ikke kontanter, og masser af familiernes andre fornødenheder kan kun dækkes ved hjælp af kontanter. En ud af hver 25. familie med børn i USA er ’to dollar-fattige’, fremgår det af bogen. 

Pastor Shane Williams beder en bøn sammen med sine frivillige medarbejdere i kirken ’The Place of Refuge’ i Crossville, Tennessee. Kirken deler hver torsdag mad ud til de fattige indbyggere i byen.

Sigrid Nygaard

Og tallet havde været kraftigt stigende siden 1996, hvor mange familier ganske vist blev løftet ud af fattigdom som følge af reformerne og det økonomiske boom i 1990’erne. Men det har også efterladt de mennesker, der ikke kan skaffe et job i et nedadgående jobmarked for kortuddannede, i det, forskerne kalder »ekstrem fattigdom«.

Et fænomen, der ifølge tallene ikke skelner mellem familietyper og race. Væksten er størst blandt afroamerikanere og latinoer. Men næsten halvdelen af de ’to dollar fattige’ er hvide.

Sammenholdt med rapporter om flere og flere familier, der søger nødhjælp i form af mad, flere børn, der bliver hjemløse og kun lever på madkuponer, intet andet, konkluderer Edin og Shaefer:

»Alt sammen opdagelser, der synes at bekræfte en helt ny form for fattigdom, der trodser enhver forestilling om økonomisk, politisk og sociale fremskridt i de sidste tre årtier.«

I Danmark er vi langt fra Det Andet Amerikas dybe fattigdom. Men de politiske midler til at få udsatte borgere i arbejde vil for mange minde en del om hinanden.

Matthew Desmond: Evicted – Poverty and Profit in the American City. 432 s. Crown Publishers

Kathryn J. Edin and H. Luke Shaefer: $2 A Day–Living on Almost Nothing in America. 210 s. Houghton Mifflin Harcourt

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for June Pedersen
    June Pedersen
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for odd bjertnes
    odd bjertnes
  • Brugerbillede for Anne Schøtt
    Anne Schøtt
  • Brugerbillede for ingemaje lange
    ingemaje lange
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
  • Brugerbillede for peter fonnesbech
    peter fonnesbech
  • Brugerbillede for Carsten Mortensen
    Carsten Mortensen
  • Brugerbillede for Flemming S. Andersen
    Flemming S. Andersen
  • Brugerbillede for Ebbe Overbye
    Ebbe Overbye
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
June Pedersen, David Zennaro, odd bjertnes, Anne Schøtt, ingemaje lange, Lise Lotte Rahbek, peter fonnesbech, Carsten Mortensen, Flemming S. Andersen, Ebbe Overbye, Niels Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Knap

Det går godt, det går skidt eller hvordan det nu er her i verden. Nytåret 2016/17 gav hos nogle grund til at påpege alle de gode nyheder.
Problemet er blot, at nyheder som dem i artiklen virker mere realistiske for os og vore børns fremtid end jubelhistorierne om færre fattige og masser af mad på kloden gør. Det må være noget med, at vi grundlæggende ikke stoler på, at de magtfulde vil os det godt.

sascha olinsson, Anne Schøtt, Allan Stampe Kristiansen, Torben Skov, curt jensen, Liliane Murray og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Friis
Michael Friis

Fattigdom hænger ofte sammen med mange børn. Mange børn er ofte en nødvendighed for at modtage sociale ydelser - i gamle dage sombillig arbejdskraft. Mange børn kan være et værn mod fattigdom i ens alderdom, hvis ens land ikke har et fungerende pensionsystem. Mange børn give glæde.

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

"I Danmark er vi langt fra Det Andet Amerikas dybe fattigdom." Men skiftende regeringers administration har alligevel - og man kan spørge sig hvorfor, dumhed og/eller korruption? - ført udviklingen i den retning. De fattige bliver flere og fattigere, og de rige bliver færre og rigere, mens de skruppelløst jagter de fattige for deres sidste skjorte. De rige stjæler bare mest.

sascha olinsson, June Pedersen, Brian Schwangus, Allan Stampe Kristiansen, Torben Skov, Liliane Murray, Karsten Aaen, Niels Nielsen, Britt Kristensen og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rolf  Clausen

kan dette seriøst komme bag på nogle???......

Allan Stampe Kristiansen, Torben Skov, curt jensen, Liliane Murray, Carsten Svendsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Michael Friis@
Fattigdom hænger ofte sammen med ingen uddannelse, ingen job eller jobs med latterlig lav løn og som du kan læse i artiklen det; at der er mennesker der tjener på, at gøre det dyrt at være fattig....

kjeld jensen, Allan Stampe Kristiansen og Liliane Murray anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for odd bjertnes

I de sidste over 30 år (45 ?) har vi ikke herhjemme haft nogen regering der ikke så et forbillede for Danmark i den økonomiske samfundsordning hvis virkelighed her oprulles. Sært nok har den akkompagnerende regeringssøsatte danskheds-skepsis alment identificeret sig selv som 'venstreorienteret' i medierne. Egentligt et historisk tilfælde da det var Lykketoft-administrationen det faldt på at italesætte den, men den har solgt ganske pænt til de anarkiske segmenter. We are the liberals.

Brugerbillede for odd bjertnes

jeg ved godt at det ikke er indlægget der vælter sig i anbefalinger lol ...Vi må ikke glemme adskillige Uffe E'er i den sammenhæng naturligvis, men ... de er ikke 'venstreorienterede' ^^

Brugerbillede for curt jensen

I dag bruger størstedelen af fattige amerikanske familier, der ikke ejer deres hus eller lejlighed, over halvdelen af deres indkomst på husleje. Og mindst en ud af fire bruger over 70 procent på at få tag over hovedet og strøm i stikkontakterne.

hmm... Og det skulle være mærkbart anderledes i Danmark?
Siden kontanthjælpsloftet må der være et støt voksende antal af borgere som er nødt til at leve under lignende vilkår. Men også her er de usynlige for størstedelen af befolkningen.

kjeld jensen, June Pedersen, David Zennaro, Brian Schwangus og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for curt jensen

Randi Christiansen,
Derfor kan jeg ikke være enig med dig. Jeg tror ikke der er så stor forskel længere. Kvantitativ måske men jeg kender selv et par stykker der lever fra hånden i munden. Her i Danmark.

Brugerbillede for Christoffer Kaspersen
Christoffer Kaspersen

Det er selvfølgelig aldrig rart at læse om hvor stor social ulighed der er i USA, men jeg synes ikke man med rimelighed kan give de private selskaber skylden. Vi bebrejder jo heller ikke flyttetilbud.dk eller 3x34 for at visse danskere jo desværre må fraflytte deres bolig. Jeg har selv været i situationen, og det er altså langt henad vejen et politisk og personligt ansvar.