Læsetid: 3 min.

Afsporet voksenliv

Tine Høeg debuterer med et veloplagt langdigt om en nyslået gymnasielærers kvababbelser med jobbet og ikke mindst kærligheden. Det fungerer bedst, når det zoomer ind på det vaklende voksenlivs mest uspektakulære tildragelser
’Høeg lader løbende jeg’ets vandrende tanker flette handlingens forskellige planer sammen på en fin, diskret måde, som så pludselig kan syre ud i et splatterscenarie, man ikke havde set komme,’ skriver Informations anmelder.

’Høeg lader løbende jeg’ets vandrende tanker flette handlingens forskellige planer sammen på en fin, diskret måde, som så pludselig kan syre ud i et splatterscenarie, man ikke havde set komme,’ skriver Informations anmelder.

Jakob Dall

4. februar 2017

Digtene i Tine Høegs Nye rejsende er en slags dagbogsoptegnelser i utvungen knækprosa, som strækker sig henover digterjegets første efterår som nybagt gymnasielærer og dagpendler.

Det kredser især om den vildfarne fortabthed, hun oplever over pludselig at stå på lærersiden i klasseværelset. Vanskeligheden ved at falde ind i rollen som autoritet over for de elever, hun ikke altid føler sig mærkbart ældre (og klogere) end.

Og så om den stormfulde affære med en medpendler, desværre gift og far til en lille datter, som hun med voksende desperation udlever på togtoiletter mellem København og Næstved og i redskabsskure og buskadser i bl.a. Ringsted.

Genremæssigt befinder vi os, som det burde fremgå, i den lettere afdeling. De åbenhjertige brydetag med voksenlivet, som skrives frem gennem en perlerække af små pinlige eller hudløse optrin fra jegets for det meste temmelig udramatiske hverdag, fik mig af og til at føle mig hensat til en ucensureret version af en god side-to-klumme i nærværende dagblad. Hvilket er ment som en ros.

’du kysser mig selvom jeg er forkølet / mine bakterier løber over i dig / og videre over i Evy og Maria / ugen efter er I alle tre forkølede’. Helt ned på bakterieniveau er hovedpersonen i Tine Høegs debutroman en grænseoverskridende del af sin elskers kernefamilie.
Læs også

Det er som bekendt langt fra let at holde balancen i den muntre genre. Men Høegs sprog er friskt, detaljerne lige tanden mere bramfri end i den gode klumme, og hun formår, som en dygtig klummeskriver, at balancere jegets selvrefleksion, så de personlige oplevelser føles relevante, men ikke gennemtyggede, og så jeg som læser kan spejle mig i dem.

Velvalgt form

I 1990’erne var en sådan selvironisk ’er jeg så voksen nu’-historie sikkert endt som prosa, et stykke intelligent chicklit, men i de senere år er den hverdagsnære poetiske monolog med linjebrud primært dikteret af talerytme, ofte henvendt til et fraværende du, blevet en ganske velafprøvet form.

Slægtskabet med de selvbevidste, kortfattede tekstformer, som fremelskes af sociale medier, er ikke til at tage fejl af.

I tilfældet Nye rejsende føles formen velvalgt, fordi Tine Høegs knækprosa for det meste er dejligt lige på, en scenes pinlige pointe leveres prompte og fint observeret, uden at læseren skal tygge sig igennem ligegyldige situationsbeskrivelser eller langtrukken dialog.

Hun er generøs med luften mellem de knækkede linjer, men ellers rimelig tilbageholdende med diverse lyriske kunstgreb.

Trvielle bekymringer

I lange passager er det de mere eller mindre trivielle bekymringer fra hendes danskundervisning, der fylder digtene, at forklare forskellen på ligger og lægger, nød til og nødt til, og et forløb om gysergenren:

»Nattevagten er en succes/ fordi eleverne kender Nicolaj Coster-Waldau/ fra Game of Thrones// det er kontrapunktisk// siger Christina om scenen/ hvor Ulf Pilgaard jager en kniv op i Joyce/ til tonerne af Lille Lise let på tå //ja siger jeg/ og går ud på toilettet/ og googler kontrapunktisk // de hvide lagener over ligene/kunne symbolisere uskyld siger Sandra//nej siger jeg// de hvide lagner er bare hvide lagner«.

Her kommer Høegs lakoniske stil til sin ret. Et andet sjovt indfald er, at jeget konsekvent benytter gymnasiekollegernes aliaser – sammensat af bogstaver fra for- og efternavn, så de hedder f.eks. BROM, LUST og EMO – i stedet for, som med eleverne og hendes familie, at bruge deres fornavne. Det fungerer fint som sproglig markering af afstand til lærerne, som bliver en slags let komiske funktioner, mens eleverne fremstår menneskelige.

Surrealistiske drømmescener

Et andet greb, som tilfører teksten litterær personlighed, er en række surrealistiske drømmescener, som tager mere og mere over efterhånden, som kærlighedsaffæren kører af sporet. Her smelter jeget i mere eller mindre syrede konstellationer ind i den gifte mands familieliv, indtager både konens og barnets rolle, i et billedunivers, som flyder sammen med gyserforløbets.

Høeg lader løbende jegets vandrende tanker flette handlingens forskellige planer sammen på en fin, diskret måde, som så pludselig kan syre ud i et splatterscenarie, man ikke havde set komme.

Til gengæld er det ikke helt så heldigt, når digtene, især i relation til kærlighedshistorien, kaster sig over de mere lyriske billeder, revet ud af den talesproglige syntaks.

Små intermezzoer som »din hånd/ i en firkant af lys / som solen kaster gennem togruden« bliver aldrig rigtig prægnante og tilføjer højst en slags korte, lyriske resumeer af handlingen, som jeg ikke rigtig har brug for.

På den anden side kan jeg have det lidt sådan med den form for ’modig selvudlevering’, som Nye rejsende excellerer i, at den næsten føles som en ny form safeplaying, hvor den muntre genre lægger sig lidt for beskyttende og ironisk rundt om ordene, så intet gør rigtig ondt eller rigtig godt. Og her er de mere lyriske krumspring måske et ikke helt vellykket, men dog prisværdigt, forsøg på at tilføre værket noget mere.

’Nye rejsende’. Tine Høeg. Rosinante. 224 sider, 200 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu