Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Arken-udstilling er som at forspise sig i tomme kalorier

Arken vil gerne ryste sit publikum og byde på eksistentielle udfordringer, men i sin iver efter at fremkalde frygt og bæven skaber udstillingen ’GYS! Er den levende’ alene plads til en følelse af gold tomhed
Uden titel (Knælende kvinde), 2015 af Sam Jink, Sullivan+Strumpf, Sydney. Værket er en del af udstilling ’GYS! Er den levende’ som i øjeblikket bliver vist på Arken Museum for Moderne Kunst.

Uden titel (Knælende kvinde), 2015 af Sam Jink, Sullivan+Strumpf, Sydney. Værket er en del af udstilling ’GYS! Er den levende’ som i øjeblikket bliver vist på Arken Museum for Moderne Kunst.

Sam Jinks

Kultur
10. februar 2017

Udstillingens titel fremprovokerer både en modstand og en masse forbehold i mig. GYS! Er den levende? hedder den.

Titlen foregriber både en sanselig reaktion og en forstillet tvivl. Med de skrigende versaler og det dramatiske udråbstegn imiterer titlen frygtens bævende overtagelse af kroppen, det tilbageholdte skrig, de opspilede øjne, det åndeløse gisp.

Undertitlens pseudospørgsmål beroliger os dog straks med sin implicitte dementi af, at her skulle være noget som helst andet end harmløs leg med grænseområdet mellem digt og virkelighed.

Jeg skal blive bange, men ikke rigtig bange – det frydefulde gys med andre ord.

Men selv det frydefulde gys udebliver, når jeg bevæger mig gennem udstillingen. Jeg er jo allerede blevet forberedt på, at der ikke er noget at gyse over. Skulpturerne er ikke levende, ligesom de for den sags skyld heller ikke er døde. Liv er en egenskab, der knytter sig til biologiske organismer, ikke skulpturer.

Ganske vist har den amerikanske filosof Donna Haraway for længe siden introduceret hybriden cyborg, der betegner blandingen mellem kybernetik og biologisk organisme, men Arkens udstilling fokuserer på konventionelle skulpturer. Eller på dukker fra special effects-afdelingen af nyere filmproduktioner, som ikke så få af værkerne på denne udstilling synes at være beslægtet med.

Her kan man højst i metaforisk forstand tale om levende eller livagtige skulpturer. Og det højeste, jeg kan mønstre, når jeg ser dem, er også et metaforisk gys –et ’gys!’

Isnende farvesætninger

Ad en lille omvej kom jeg ind i udstillingen gennem en passage, som jeg efterfølgende finder ud af, at design- og kunstkollektivet YOKE står bag. Intersections hedder værket, der tidligere har været en del af Frost Festival.

Her er allerede et publikum, et par præpubertære piger, lyslevende, som tager selfies imellem de tre store, sorte cylindre, der pulserende udsender varierende lysstråler og skyer af tåge. Det er en futuristisk fremtidsvision, står der på formidlingsskiltet.

Sullivan+Strumpf, Sydney

YOKE er også gruppen bag hele GYS!-udstillingens lysdesign, som er temmelig ualmindeligt, måske futuristisk, og i hvert fald meget påtrængende med sine isnende farvesætninger.

Udstillingen rummer arbejde af 31 danske og udenlandske kunstnere.

Det er en meget blandet forsamling, der strækker sig fra kanoniserede klassikere som amerikanske George Segal (1924-2000) og engelske Allen Jones (f. 1937) til svenske Anna Uddenberg (f. 1982), hvis Journey of Self Discovery er hentet fra sidste sommers omdiskuterede Berlin Biennale.

Tre af kunstnerne er danske, nemlig Kurt Trampedach (1943-2013), Peter Land (f. 1966) og Uffe Isolotto (f. 1976).

Også værkerne er meget blandede, selv om de alle relaterer sig til en statuarisk skulpturtradition, og en stor del af dem falder inden for hyperrealismen, hvor det mere end ligner. Duane Hanson (1925-1996), som Arken tidligere har vist en særudstilling med, var en af de amerikanske pionerer inden for denne tendens og er repræsenteret med to værker.

Mange af værkerne har i andre udstillingssammenhænge fungeret uhyggeligt virkelighedstro via deres sammenstilling med helt andre genrer og medier. For eksempel Ron Muecks (f. 1958) Dead Dad fra 1996-97, som jeg første gang så på udstillingen Sensation i London i 1997. Angiveligt er figuren modelleret over kunstnerens egen far, reproduceret i halv størrelse.

Oplevet i den kontekst var værkets hyperrealisme og subtile arbejde med skala enerådende, og Dead Dad besad et vist potentiale for at fascinere, hvis ikke chokere, med sin naturtro detaljeringsgrad.

Det samme kan man sige om Robert Gobers (f. 1954) sære kropsfragmenter, typisk ben, der vokser ud af udstillingsvæggene, ækle og erotiske på samme tid. Almindeligvis bliver man overmandet af absurditeten i Gobers surrealistiske leg med at være fanget i museumsrummets glatte hvidhed.

Hyperrealistisk overdosis

Men på Arken bliver alle værkerne ligeligt en del af en parade af hyperrealisme, som berøver dem deres evne til at virke fascinerende gennem deres perfektionerede naturtro kropsimitation. Robert Gobers enlige ben, Untitled fra 1992, deler her rum med Marc Sijans (f. 1946) Embrace fra 2014, hvor et nøgent par sidder og omfavner hinanden. Og når man kommer dertil, har man allerede set Sam Jinks (f. 1973) Woman and Child fra 2010, hvor en ældre kvinde holder et spædbarn i sin favn, og John DeAndreas (f. 1941) liggende nøgenfigur Lisa fra 2016. Og man er på vej videre til værker af Kurt Trampedach, Duane Hanson og Mel Ramos (f. 1935).

Det er en lang vandring gennem et goldt galleri af replikanter – som en teaterscene, hvor al drama er erstattet af stillestående figurer.

Akkumulationen af værker, der langt hen ad vejen fungerer på samme præmis, nemlig ved at præsentere den perfekte kopi, resulterer i akut hyperrealistisk overdosis. Det føles som at forspise sig i tomme kalorier.

Den mest spektakulære del af hyperrealismen har aldrig haft andet at byde på end hastigt forbigående benovelse over en naturtro overflade, vokskabinettets flygtige overvældelse. Når der end ikke er benovelse at dele ud af, står en mat tomhed tilbage.

For de værker, der trods alt har lidt mere end den overfladiske tryllebinding på hjertet, bliver mængden af letbenet trompe l’oeil også ødelæggende, fordi man bliver tvunget ind i en komparativ tilgang, hvor gysets autenticitet og styrke er målestokken.

Udstillingens formidling medvirker til at fratage værkerne deres kunstneriske potentialer. Didaktiske vægtekster fortæller mig belærende, hvad jeg skal føle og tænke: »Menneskekopier foruroliger og pirrer på samme tid. Følelsen af ’det uhyggelige’ bunder i en erkendelse af, at dobbeltgængeren både er den ekstreme modsætning til en selv – og den samme som en selv; hvilket vil sige både død og levende på samme tid.«

Det eneste, jeg føler oven på Arkens GYS!, er trist tomhed. Her er intet foruroligende eller pirrende eller uhyggeligt, kun en lang march af similiværker spædet op med lidt kunst, som imidlertid næsten bliver fuldstændigt udraderet af effektmageriets og ’gysets’ overgreb.

’GYS! Er den levende?’ Arken Museum for Moderne Kunst. Ishøj. Indtil den 6. august

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her