Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

I ’Billions’ raser pengekrigen videre

Den blodige nævekamp mellem New Yorks statsanklager, Chuck Rhoades, og den selvskabte milliardær, Bobby Axelrod, fortsætter med uformindsket styrke i anden sæson af HBO’s brillante dramaserie, ’Billions’
’Billions’ handler ikke kun om Chuck og Axe og størrelsen på deres egoer. Den handler også om deres koner, Lara Axelrod (Malin Akerman, th.) og Wendy Rhoades (Maggie Siff). Foto: HBO

’Billions’ handler ikke kun om Chuck og Axe og størrelsen på deres egoer. Den handler også om deres koner, Lara Axelrod (Malin Akerman, th.) og Wendy Rhoades (Maggie Siff). Foto: HBO

Jeff Neumann/Showtime

Kultur
20. februar 2017

Billions er en potent tv-serie. Dermed ikke være sagt, at den er testosteronfyldt – det er den også sine steder – men snarere, at der er knald på.

Brian Koppelman, David Levien og Andrew Ross Sorkin, der har skabt og skriver serien, holder sig ikke tilbage i deres skildring af mødet mellem uhildet kapitalisme og veludviklet retfærdighedssans – og de to mænd, der repræsenterer hver sin ekstrem af de to modpoler eller hver sin side af det amerikanske samfund og den amerikanske drøm.

Og det er vel at mærke sider, som reelt ikke er så forskellige, fordi de benytter sig af samme tvivlsomme metoder for at nå et mål, der ret beset er det samme, nemlig magt og penge.

Begge mænd lyver og manipulerer og truer og bestikker, og det er vældig underholdende at være vidne til – også selv om man ofte har en dårlig smag i munden.

Billions handler om den politisk ambitiøse offentlige anklager i New York, Chuck Rhoades (Paul Giamatti), som vil have den selvskabte milliardær og investeringsselskabsejer Bobby Axelrod (Damian Lewis) ned med nakken, fordi Axe, som han kaldes, ikke har rent mel i posen.

Det var ikke meget, man i New York fik gjort ved de Wall Street-folk, der tog røven på den amerikanske økonomi i 2008, men nu er der mulighed for at tage revanche ved at knalde Axe, der opfører sig, som om han ejer hele verden.

Første sæson af Billions formede sig som en intens duel mellem Chuck og Axe, der er lige begavede, ærekære og besatte af at vinde. Hver gang den ene troede sig i front, foretog den anden et træk, som vendte alting på hovedet.

Det var inciterende og indimellem næsten udmattende at følge med i, fordi det gik så stærkt og blev så indædt personligt for de to mænd.

Da det endelig lykkedes dem at indgå et forlig, hvor en sammenbidt Axe indvilgede i at betale en bøde på 1,9 mia. dollars – den slags sker oftere i den slags sager end domsfældelse – provokerede Chuck med vilje Axe til at rive checken i stykker og skrotte forliget.

Krigen var i gang igen. Og det er den i den grad også i anden sæson af Billions, der begynder i dag. Mere om det om lidt.

Slår hårdt igen

En af de ting, der gør Billions så god, er, at den ikke kun handler om Chuck og Axe og størrelsen af deres egoer. Den handler også om deres koner, Lara Axelrod (Malin Akerman) og især Wendy Rhoades (Maggie Siff). Hun arbejder som psykolog og coach hos Axe Capital – og har gjort det i mange år, siden selskabet var lille og ubetydeligt – og er en af grundene til, at Axe er så dygtig, som han er.

Hun har en særlig evne til at gennemskue hans problemer og få ham tilbage på rette kurs. Axe har nærmest guruagtig status blandt sine ansatte – proselytter – og han er da også en genial pengemand, men han er samtidig så egenrådig, at han af og til har brug for at få mental justering.

Wendy og Axe har med andre ord et meget tæt forhold og en fortrolighed, som er ved at drive Chuck til vanvid (Lara har det i øvrigt heller ikke for godt med det). Han HADER deres venskab, og der er ingen tvivl om, at det er en af grundene til, at han er så opsat på at nakke Axe.

Men raseriet gør også Chuck blind og uforsigtig, og på et tidspunkt i første sæson af Billions måtte han erkende, at han var nødt til at begynde forfra. Som ungt skakgeni havde han samme problem – han kunne blive så vred, at han tænkte på at udslette sin modstander i stedet for på at vinde. På det punkt minder Axe og han om hinanden.

Og det hele bliver kun mere pikant, nuanceret og interessant af, at Chuck er masochist, der dyrker hård SM-sex med sin kone, som han elsker højt, og at Axe egentlig ikke er som alle andre ’onde’ kapitalister.

Han er en mand af folket – han kommer fra små kår – og vil gøre meget for at hjælpe andre. Han er charmerende og karismatisk, og han og Lara bedriver filantropi i stor stil.

Men de er begge vokset op i et barsk kvarter, forstår man, og når de selv eller deres familie eller venner bliver truet, slår de hårdt igen.

Moralsk spændende

Det bedste ved Billions er med andre ord personerne (og skuespillerne, der spiller dem), som hele tiden viser nye og overraskende sider af sig selv. Og det gælder ikke kun Axe og Lara eller Chuck og Wendy, men også de mennesker, de har omkring sig.

Man ved ikke nødvendigvis, hvor man har dem – og om man overhovedet kan lide dem, selv om de er noget så fascinerende – og de minder til forveksling om nogen, man kender, ja, de minder om én selv.

Det kan godt være, at de har principper, men de har svært ved at holde fast i dem i en verden, hvor de færreste følger reglerne, hverken finansfolkene eller dem, der skal forestille at holde øje med dem. Målet helliger i dén grad midlet, og med tiden mister de det gode menneske, de er inderst inde, af syne.

I begyndelsen af anden sæson af Billions er Chuck og Wendy Rhoades blevet separeret, fordi han så groft svigtede hendes tillid i første sæson, og fordi hun var træt af at være fanget mellem ham og Axe.

Desuden har Wendy måttet erkende, hvad Chuck hele tiden har råbt op om, nemlig at Axe er lidt af en skurk, og hun har således også forladt Axe Capital.

Begge mænd bejler dog stadig til hende – Chuck, fordi han elsker hende, Axe, fordi han har brug for hende. Han er ikke vant til at træffe de helt store beslutninger uden at kunne vende dem med hende først.

Samtidig prøver Axe at finde ud af, hvordan han kan få skovlen under Chuck, og i stedet for at vente på, at statsanklageren og hans folk får bygget en ny sag op, beslutter han sig for at angribe først.

Det viser sig at være en effektiv strategi, fordi Chuck sørme er kommet i justitsministeriets søgelys pga. nogle af de knap så kosher metoder, han tidligere har benyttet sig af i krigen mod Axe.

Hvis ikke handskerne allerede var taget af, er de det i hvert fald nu, og det lover godt for denne sæson af en af de menneskeligt og moralsk mest spændende serier på tv – eller hvor man nu ser den – lige nu.

Første sæson af Billions kan ses på HBO Nordic, der fra og med i dag viser et nyt afsnit af serien hver mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her