Dostojevskij kender man for de store romaners kor af stemmer, endeløse monologer og duellerende dialoger, hvor sproget blomstrer i væld af konkurrerende farver, ægte og forlorne kærlighedserklæringer, skænderier, snu manøvrer, bagveje og frontalangreb, flertydigheder og enfoldig snak, en uendelighed af retoriske greb, organiseret til en kakofoni af individuelle klangfarver.
Dette dramatiske sprogøre burde lede digteren direkte til skuespilscenen, men førte i stedet til disse enerverende og frydefulde konfrontationer af særegne skikkelser, komponeret i finmaskede mønstre, store handlingsformater og spændingskurver i kontraster, som også kendetegner humorens nådegave.
Noget af alt det er forberedt i den tidlige, mindre roman Onkels drøm, skrevet og udgivet i 1859, efter at den unge Dostojevskij (1821-81) havde udstået ti års straffearbejde i Sibirien, mistænkt for oprørske tanker. Hans oprør blev til digtning, her som en opvarmning inden de store værker, tænkt i en form som lystspil, men da skikkelserne ynglede i hans fantasi, krævede de andre rammer.
Det blev et arrangement med en fortæller optaget af at skrive krøniken om sin fjerne provinsby Mordassov og dens entreprenante damer af det højere selskab med deres magtkampe og intriger. Skriveren har egentlig henlagt arbejdet, men den skandaløse histories pludselige vækst får ham til pennen igen.
Denne ramme er en spejling af Dostojevskijs egen skriveproces. Ud over dominansen af dialog er de mange dagligstueoptrin, personers entréer og afskeder, selskabelighed, lytten ved dørene lutter sceniske effekter med tydelige regianvisninger.
Et politisk væsen
Den navnløse jegfortæller røber et skjult ærinde ved at betegne romanens hovedperson, Marja Aleksándrovna som et politisk væsen. Og denne byens adelsgale førstedame tænker i magtbaner, og det helt eksplosivt, da en degenereret, halvsenil fyrste gæster byen og tager ind i hendes hus.
Alle hendes rivaler, primært ærkefjenden, statsadvokatens frue, Anna Nicolájevna, flår som gribbe i byttet, så han jages fra hus til hus, gelejdet af en yngre, fjern slægtning, der titulerer ham onkel.
Denne Mosgljakóv er samtidig bejler til Marjas gudeskønne, 23-årige datter Sina, der er venligt afvisende og elsker den socialt umulige, unge skolelærer Vasja. Men hendes mor har en plan.
Med al sin veltalende evne søger hun at overtale Sína til at acceptere et ægteskab med fyrsten, idet hun samtidig forfører den forvirrede fyrste til ideen. Og han er let at fortrylle med datterens sang og skønhed. Det er infamt intrigante scener og verbale pragtpræstationer af løgnagtighed og smiger, der får selv den rædselsslagne Sina til at føje sig trods sin væmmelse ved projektets skumle karakter.
Et frieri
Sladderen er byens åndedræt, og rivalinderne kan næppe få vejret af befippelse, men erfarer snart, at Mosgljakóv har besnakket fyrsten, som faktisk har friet til Sina, til at tro, at det er noget, han har drømt. Det sceniske højdepunkt opstår, da byens konkurrerende damer hævnlystne stimler sammen i fru Marjas salon, hvor hun intetanende forkynder frieriet og forlovelsen.
Den forfjumrede fyrste nyder opmærksomheden, men fastholder, at det kun var hans egen drøm. Skandalen er gigantisk, så meget mere som Sina offentligt tager bladet fra munden. Marja Aleksándrovna er forsmædeligt til grin, men tro ikke, at hun er slagen.
Nu skal der fejes op. Handlingens tråde skal samles. Sina kaldes til sin ungdoms elskede Vasjas dødsleje. Han har taget gift af ulykkelig kærlighed. Den luskede Mosgljajkóv dukker op med et sidste skammeligt frieri, men må trøste sig med et udsvævende liv i Sankt Petersborg.
På en ekspedition til rigets fjerneste storby overraskes han ved mødet med den skønne Sina og hendes statelige mor i højglans i Ruslands fjerneste storby og negligeres totalt. Datteren er nu gift med den aldrende, højt dekorerede generalguvernør. Marja Aleksándrovnas livsplan er lykkedes.
Drøm og virkelighed
Den beske roman om den ene og den anden drøm vender satiren mod den sociale ærgerrighed, drømmen om magt, penge og pragt i lyset af småtskåren misundelse, sladder og sminket venskabelighed. Hvad er virkelighed? Et gennemgribende emne er følelsernes ubestandighed og ubestemmelighed i strømmen af dyre ord, svulstige formuleringer og sproglig selvforførelse.
Skolelæreren Vasja forlæste sig til digterdrømme i betagelse af Shakespeare og døde på romantisk vis i elendighed. Sina føjer sin mor i hendes forfængelige ambitioner og er den egentlige taber i sin nye høje position og kvalte oprør.
Den sociale satire har sine misantropiske træk. Kærlighedens undertrykkelse er komediens tragedie, udspillet med højt skrivehumør til eftertænksom læselyst.
’Onkels drøm’. Fjodor M. Dostojevskij. Oversat af Ejnar Thomassen. Bechs Forlag – Viatone. 238 sider. 150 kroner.
