Læsetid 4 min.

Dragende, alvorsfulde Broström Knausgård

Linda Boström Knausgårds kortroman er et alvorligt, smukt og dystert indblik i et stærkt og tavst barns forestillingsverden
I ’Velkommen til Amerika’ er fortælleren 11 år. Hun bor i en stor lejlighed i byen sammen med sin mor, som er skuespiller, og sin storebror. Faren, som var psykisk syg, er for nyligt død – fortælleren bad til Gud om, at han måtte dø, altså føler hun sig skyldig.

I ’Velkommen til Amerika’ er fortælleren 11 år. Hun bor i en stor lejlighed i byen sammen med sin mor, som er skuespiller, og sin storebror. Faren, som var psykisk syg, er for nyligt død – fortælleren bad til Gud om, at han måtte dø, altså føler hun sig skyldig.

Sofie Amalie Klougart
11. februar 2017

På forsiden af svenske Linda Boström Knausgårds anden roman, og tredje bog på dansk, er et sorthvidt fotografi af Francesca Woodman, den amerikanske fotograf, som tog sit eget liv som 22-årig.

Fotografiet hedder Self-portrait at Thirteen: Woodman, i grænselandet mellem barn og voksen, har ansigtet skjult bag sit lange hår, og to kiler af støvet lys synes at strømme fra hendes fremstrakte hånd (i virkeligheden er det et udløserkabel som er forbundet med kameraet; en selfiestang anno 1972).

Velkommen til Amerika handler om forholdet imellem lys og mørke. Ved romanens begyndelse er fortælleren 11 år; det er hendes tankestrøm, vi læser. Hun bor i en stor lejlighed i byen sammen med sin mor, som er skuespiller, og sin storebror.

Faren, som var psykisk syg, er for nyligt død – fortælleren bad til Gud om, at han måtte dø, altså føler hun sig skyldig. Som et mantra igennem den korte roman forsøger moren at holde mørket på afstand af lejligheden og dens tre ensomme beboere med ordene: »Vi er en lys familie.«

Fortælleren, som det viser sig, hedder Ellen, er fra den ene dag til den anden holdt op med at tale. Det vil sige, hun fører samtaler med Gud og med sin far, som stadig dukker op i hendes hverdag, ligesom han gjorde, da han levede; selvom moren forviste ham fra huset, kunne han pludselig komme klatrende op af tagrenden til balkonen, alkoholiseret eller i et manisk anfald. Men Ellen taler ikke længere i skolen eller derhjemme; hun er aldeles tavs, giver ikke noget fra sig. Alle takler familiens medlemmer deres sorgarbejde forskelligt og i enerum:

»Min mor lavede mad i køkkenet. Min bror var på sit værelse. Min far var død. Alle var, hvor de skulle være.«

Magisk og gammeldags

Velkommen til Amerika er så kort, at den kan læses i ét stræk, og man bliver alvorlig og tryllebundet af læsningen. Boström Knausgård har sin helt særegne skrivestil. Hun skriver elegant og mørkt, der er noget magisk ved hendes univers, som i de forrige bøger, og også noget lidt altmodisch: Fortælleren bor på et pigekammer, går i plisserede kjoler.

Boström Knausgårds prosa er, med god grund, blevet sammenlignet med Marguerite Duras, men fortællerstemmen i Velkommen til Amerika kan også minde om María Luisa Bombals eventyrlige og dystre kvindemonologer. Der er noget pulserende ved teksten, som i den store lejlighed, hvor barnet synes, at væggene trækker vejret.

Farens psykiske sygdom står i kontrast til den lysende, viljestærke mor. Hun beskrives af datteren som en »naturkraft«, hun spreder lys i familien og på teatret, hvor Ellen holder af at opholde sig. Men med al sin overvældende energi kommer moren også til at fylde så meget, at datteren næsten forsvinder.

Der er meget kærlighed i beskrivelsen af både moren og faren i romanen, selvom datteren blindt forguder den første og altid frygtede den sidste. Romanen rummer en klaustrofobisk erkendelse af, at man ikke selv vælger sin familie:

»At leve sammen var måske netop det, at flytte balancepunktet, indtil alle kunne holde det ud.«

De store kontraster

Linda Boström Knausgård er ikke bange for de tunge emner – ensomhed, angst, skam, depression, sorg – og de store kontraster, som bidrager til at give romanen et lidt gammeldags alvor: lyset og mørket, det indre og det ydre.

Der er et spændingsfelt imellem alt det, som fortælleren tænker, men ikke siger, og moren, som spiller frihedsgudinde på teatret (deraf romanens titel), men lever næsten i fornægtelse hjemme i lejligheden.

Ikke mindst handler romanen om, hvad det vil sige at blive voksen og at blive kvinde; fortælleren befinder sig lige på tærsklen til en skelsættende forandring. Hele tiden er der noget, som glider af omkring hende – tiden, væggene, andre mennesker – og der sker en forskydning, hver gang hun må tage vare på sin mor:

»Hvem var den stærke, og hvem var den svage?«

Det føles næsten som en iscenesættelse, når det skamfulde, stærke og reflekterende barn bevæger sig tavst rundt i den store lejlighed og taler direkte til læseren – som på en teaterscene.

I interviews har Boström Knausgård ikke lagt skjul på, at romanen bygger på selvbiografisk materiale. Ligesom Ellen, er forfatteren nærmest vokset op på Dramaten i Stockholm, hvor hendes mor arbejdede som skuespiller, og forholdet imellem far og datter, som også stod centralt i den forrige roman, Helioskatastrofen, tager udgangspunkt i hendes eget liv, ligesom temaet psykisk sygdom.

Velkommen til Amerika er en stærk læseoplevelse, koncentreret og insisterende. Fortællerens stemme er lige så dragende som det fantastiske fotografi af Woodman på forsiden: urovækkende, uskyldig, kontrastfyldt, lysende.

’Velkommen til Amerika’. Linda Boström Knausgård. Oversat af Charlotte A. E. Glahn. Lindhardt & Ringhof. 96 sider. 200 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu