Læsetid 4 min.

Hvad vil det egentlig sige at være mand?

Mike Mills kombinerer fem vidunderlige karakterer med en slentrende strøm af skønne samtaler i sit livslune opvækstdrama ’Alletiders kvinder’ fra Santa Barbara anno 1979
Dorothea (Annette Bening) klamrer sig til, at det ikke var usundt at ryge, dengang hun begyndte, og at den gamle bil ikke altid var gammel i Mike Mills opvækst drama ’Alletiders kvinder’.

Dorothea (Annette Bening) klamrer sig til, at det ikke var usundt at ryge, dengang hun begyndte, og at den gamle bil ikke altid var gammel i Mike Mills opvækst drama ’Alletiders kvinder’.

Scanbox
17. februar 2017

»Hvordan blev du egentlig den person, du er?« spørger Annette Bening en mediterende Billy Crudup, efter hun har ødelagt hans koncentrerede vejrtrækning med en af sine konstante smøger.

Billy Crudups ordfamlende hippiehåndværker William svarer aldrig, men Mike Mills drama Alletiders kvinder gransker nysgerrigt videre.

Mills charmerende, slentrende fortælling er optaget af de møder og øjeblikke, som former os. Sammen med et suverænt hold skuespillere bliver det en sjov og livslun rejse tilbage til 1979, hvor alle i hans verden jager meningen med det hele og tør spørge ind til det, som er svært.

Mills forrige film Beginners var inspireret af hans far, som i en alder af 75 sprang ud som homoseksuel. Filmen skaffede Christopher Plummer en Oscar. Denne gang har Mills brugt sine minder om at vokse op med sin mor og søster som inspiration til en historie om den 15-årige Jamie (Lucas Jade Zumann) og hans mor Dorothea, spillet af Annette Bening.

Bening blev til manges overraskelse ikke Oscar-nomineret i år. Efter at mødt Dorothea undrer det, for Bening leverer et rørende portræt af en mor, som pludselig indser, at hendes søn er på vej ud i verden uden hende.

Som alenemor prøver hun at klæde ham på til den rejse ved at overtale to unge kvinder i hans nærhed til at tage ansvar for hans opdragelse som mand. Det går ikke stille af sig, for verden er midt i en kompleks kønsrollekamp, og som 15-årig kan det være svært at vide, hvad man skal stille op med feministiske kampskrifter eller middagssamtaler om menstruation.

Musikkrig og krisetaler

De to kvinder spilles af Greta Gerwig og Elle Fanning, som Mills har skrevet strålende roller til.

Gerwig er fotografen Abbie, som lejer et værelse hos Dorothea og er en naturlig del af hverdagen. Fanning er Jamies to år ældre vilde veninde Julie, som løbende fortæller om sine løse forhold, men kun vil sove og snakke i Jamies seng.

Filmens fokus er på relationen mellem mor og søn, men en af dens store styrker er dens nuancerede blik for karaktererne omkring dem, som alle får foldet deres baggrund såvel som fremtid ud.

Det sker fra filmens åbning i montager, hvor vi kort bliver lukket ind i deres verdener. Mills leger også med stemningsklip fra en tid med identitetskrig mellem Black Flag- og Talking Heads-fans og Jimmy Carters opsang til nationen i sin ’Crisis of Confidence’-tale.

Verden var – som altid – under forandring, og Annette Bening fanger på fascinerende vis, hvordan den 55-årige Dorothea prøver at følge med, men i virkeligheden helst vil giftes med Humphrey Bogart fra de gode, gamle dage.

I nogle af filmens mange skønne scener vil Dorothea udforske ’den moderne verden’ ved at tage på punkklub eller lytte og danse sig ind på tidens musik. Det er en gave at se Benings ansigt prøve at forstå lydbilledet, indtil hun konstaterer, at hun nok overtænker punkteksterne og er mere til ’kunstsvans’-musikken.

Et moderne virvar

Der er meget at smile af i Alletiders kvinder, men der er også hele tiden en kerne af smerte i Dorotheas erkendelse af, at hendes søn er blevet stor, mens verden er et virvar af nye strømninger.

Hun klamrer sig til, at det ikke var usundt at ryge, dengang hun begyndte, og at den gamle bil ikke altid var gammel. Hun kan sætte ord på, at man elsker sine børn så meget, at man grundlæggende helt enkelt er på røven, men hun aner ikke, hvordan den kærlighed skal se ud, når der pludselig står en ung mand foran hende.

Mills’ film tager os med på den turbulente rejse, som sikkert har fået elementer til de komplekse karakterer og skarpe replikker fra rødderne i hans opvækst, men nostalgifrit gør det til en underholdende fortælling med fremdrift, selv om der ikke er et egentligt plot.

Jeg er ikke alle mænd!

Med fokus på Jamies voksencoaching kommer filmen især til at handle om kønsroller, og hvad det egentlig vil sige at være mand, selv om den også er optaget af at udforske spørgsmål om lykke, livsbaner og familier.

Julie har sine ideer om, hvordan en mand går og ryger, men også masser af problemer i sine tilfældige relationer til diverse mænd. Abbie forsøger at oplære Jamie i kvinders univers, hvilket bl.a. fører til skaterbank efter bedrevidende kommentarer om klitoris. Imens forsøger Dorothea at forklare, at mænd altid gerne vil fixe ting, men sommer tider skal man bare være til stede.

Der er ikke noget at sige til, at Jamie undervejs forsøger at forklare, at han ikke er alle mænd; han er bare sig selv. Det fører kun til mors svar om ’både ja og nej’ og videre forviklinger, men grundlæggende er Mills’ skildring af Jamies oplevelser præget af stor kærlighed til og mellem alle karakterer, kvinder såvel som mænd.

Alletiders kvinder er strålende selskab. Der er helt sikkert kommet en spændende instruktør med et stort arsenal af interessante scener, samtaler og karakterer ud af Mike Mills’ ungdom i Santa Barbara.

’Alletiders kvinder’. Instruktion og manuskript: Mike Mills. Amerikansk (Grand Teatret, Dagmar, Empire og Falkoner i København samt en række andre biografer i landet)

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu