Læsetid: 4 min.

Elegant og ubesværet islandsk roman med boblende humor

Ófeigur Sigurðssons sprudlende historiske roman anbringer en præst i en hule, hvor han i breve mikser oplysningstidens klare tanke med mørke og melankoli
11. februar 2017

Før nordboerne ankom til Island, fik øen i perioder besøg af fromme irske munke, der i ensom afsondrethed ville bo i pagt med den barske natur og passe deres daglige bønner.

Formodentlig har de mest levet af fisk. På islandsk kaldes de papar, og mindet om dem er bevaret i stednavne som Papar Munding og Irerfossen. Nogle af dem gravede sig grotter i den bløde sandsten, og det ser ud til, at de visse steder har brugt en del af deres ukomfortable bolig som kirke.

Tusind år senere, i vinteren 1755, slår den unge præst Jon Steingrimsson sig sammen med sin lillebror ned i munkenes jordhus, og herfra sender han 28 både rørende og indholdsrige breve nordpå til Skagafjord, til sin gravide hustru Thorunn.

Planen er, at hun snarest skal følge efter, for dels blev de to på Nordlandet skræmt af voldsomme jordskælv, dels verserer der rygter om, at de i dølgsmål har ombragt hendes første mand, en dranker og voldelig hidsigprop.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu