Læsetid 4 min.

Elegant og ubesværet islandsk roman med boblende humor

Ófeigur Sigurðssons sprudlende historiske roman anbringer en præst i en hule, hvor han i breve mikser oplysningstidens klare tanke med mørke og melankoli
11. februar 2017

Før nordboerne ankom til Island, fik øen i perioder besøg af fromme irske munke, der i ensom afsondrethed ville bo i pagt med den barske natur og passe deres daglige bønner.

Formodentlig har de mest levet af fisk. På islandsk kaldes de papar, og mindet om dem er bevaret i stednavne som Papar Munding og Irerfossen. Nogle af dem gravede sig grotter i den bløde sandsten, og det ser ud til, at de visse steder har brugt en del af deres ukomfortable bolig som kirke.

Tusind år senere, i vinteren 1755, slår den unge præst Jon Steingrimsson sig sammen med sin lillebror ned i munkenes jordhus, og herfra sender han 28 både rørende og indholdsrige breve nordpå til Skagafjord, til sin gravide hustru Thorunn.

Planen er, at hun snarest skal følge efter, for dels blev de to på Nordlandet skræmt af voldsomme jordskælv, dels verserer der rygter om, at de i dølgsmål har ombragt hendes første mand, en dranker og voldelig hidsigprop.

Men ak. Knap har præsten og broren Thorsteinn indrettet sig i hulen, før kæmpevulkanen Katla begynder at røre på sig. Jordrystelserne var blot et seismisk forvarsel om kaskader af glødende lava og kolossale skyer af giftig aske, og rundt om brødrene opstår der såkaldte jøkelløb, hvor gletsjerfloder river alt med sig på deres vilde vej.

Ikke desto mindre sidder den lærde, videbegærlige præst nok så stoisk i grotten, oversætter Vergil fra latin eller Leibniz fra fransk, når ikke lige han bygger huse og stalde eller driver hospital for værkbrudne og syge fra egnen.

Stof og talent

Sådan er situationen i Ófeigur Sigurðssons vidunder af En roman om Jon og hans breve til sin gravide kone, da han opholdt sig i en grotte hen over vinteren og forberedte hendes ankomst og de nye tider (2010), for hvilken forfatteren modtog EU‘s Litteraturpris, hvorefter værket har vandret sejrrigt gennem Europa.

Skal man give en plausibel forklaring herpå, må man først fremhæve det fabelagtigt fristende historiske stof og dernæst lovprise et overskudsagtigt skrivetalent, også demonstreret i Vildmark, der udkom på dansk i fjor. Elegant, ubesværet, med indsigt og boblende humor forener denne vise vagant fortælling og digt, epik og lyrik, materiel realitet og åndelig vision.

I sin ungdom mente Ófeigur Sigurðsson efter sigende, at der burde blive en billedkunstner af ham. Senere læste han islandsk og filosofi ved Islands Universitet, hvor hans BA-opgave handlede om Georges Bataille, om overskridelsen som figur. Blandt sine litterære favoritter nævner han Céline og Michel Houellebecq.

Ikke desto mindre forekommer hans succesroman overmåde islandsk ved sin evne til fra et afsides hjørne af verden at spænde over hele universet.

I originalen hører man på en gang ekko af sagalitteraturen, tonen fra landets rige skat af folkesagn, klangen af luthersk ortodoksi plus oplysningstidens mere praktiske, rationelle tankegang, og Rolf Stavnem må siges at have formået at føre den verbale og mentale flerhed velbeholdent over i dansk.

Den yderste dag

Nogle islandske læsere har opfattet romanen sådan, at Jons breve til Thorunn måtte være delvis originale. De er imidlertid alle opfundet af forfatteren selv. Til gengæld har han haft godt med kilder at bygge på, for »ildpræsten«, som han kaldes, fordi han i 1783 blot ved sine bønners kraft standsede den strømmende lava, er en af de islændinge fra fortiden, som man kender udførligst.

I romanen fremtræder han som »selvudråbt kalenderekspert og annalforfatter«, men også som et vidne fra en yderst vanskelig tid, hvor vulkanen både dækker enge med aske og forgifter menneskesindet. Kroppens og sindets vantrivsel bliver to dele af samme misere:

Folk mener, Dommedag er indtruffet, og går i panik med alle deres synder og halvfærdige gøremål i alle retninger og ved ikke, hvad der sker. Både børn og voksne lever i elendighed / lava render over legemets kraft / aske lægger sig på sindet / folk lægger sig syge: Melankolien tager magten.

Beskrivelsen kan minde om selveste Apokalypsen, men måske er der samtidig tale om »et nordisk mismod, smertelig mildhed eller sorgglæde, og som Bjarni sagde: »Da bliver solen sort.«

Og hvem er så denne Bjarni? Jo, han var den ene halvdel af makkerparret B & E, bestående af lægen Bjarni Pálsson (1719-79) og forfatteren og naturforskeren Eggert Ólafsson (1726-68), som i midten af 1700-tallet gennemrejste og grundigt beskrev deres land.

Rejseskildringen fra deres hænder flyder nok så gelinde ind i romanen side om side med præstens dybe kærlighedslængsel og hans beretning om stort og småt fra livet i og omkring hulen. Derigennem stilles oplysningstidens tanker om videnskab og teknisk naturbeherskelse op over for erotikkens magt og menneskeslægtens fundamentale hjemfaldenhed til mørket og døden.

I den forbindelse er det næppe uvæsentligt, at pastor Jon oversætter lige netop Gottfried (Wilhelm) Leibniz eller fru Gudfrid fra Leipzig, som han hævder filosoffen hedder. Monadelæren gik jo hånd i hånd med en tro på verden som den bedste af alle tænkelige verdener.

Over for den optimisme stod i præstens samtid dels jordskælvet i Lissabon 1.11.1755, der dræbte et sted mellem 15.000 og 70.000 mennesker, dels samme år udbruddet i Katla, vulkanen fra hvilken man siden år 2000 har frygtet det værste, og som da også ryster og buldrer hele vejen igennem Ófeigur Sigurðssons uafrystelige og bragende skægge, men også verdenskloge roman.

’En roman om Jon og hans breve til sin gravide kone, da han opholdt sig i en grotte hen over vinteren og forberedte hendes ankomst og de nye tider’. Ófeigur Sigurðsson. Oversat fra islandsk af Rolf Stavnem. Gyldendal. 208 sider. 2501 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu