Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Elsk mig Do(g)

Morten Sabroes nye roman ’Love Me Do’ gør hovedpersonens hustru til hovedperson i et actiondrama, som nok især udspilles i mandens fantasi. Stor litteratur er det ikke. Men måske kan romanen fortælle yngre mænd, hvorfor mænds liv går i ged, når krisen rammer?
’Den aldrende forfatter mærker forfaldet banke på – måske er akillessenerne ikke de eneste kropsdele, der savner fasthed? – og pines af fantasier om, at hans kone har sex med andre mænd,’ skriver Informations anmelder om Morten Sabroes nye bog.

’Den aldrende forfatter mærker forfaldet banke på – måske er akillessenerne ikke de eneste kropsdele, der savner fasthed? – og pines af fantasier om, at hans kone har sex med andre mænd,’ skriver Informations anmelder om Morten Sabroes nye bog.

Peter Hove Olesen

Kultur
18. februar 2017

Manderollen er i opbrud i disse år. Sammenbrudsromanen, rejseromanen og klovne- eller antiheltromanen er de tre dominerende genrer i disse års romaner, skrevet af mænd.

Morten Sabroes nye roman, Love Me Do, forener dem alle tre. Romanen handler om en antihelt, i romanen forfatteren ’Morten Sabroe’, der bryder fysisk og psykisk sammen af udslidte akillessener og elevatorskræk. Romanen foregår især i USA, i New York og Los Angeles.

Eventyret former sig som et ræs af en handling, hvori forfatteren/hovedpersonen overlader perspektivet til sin smukke kone, den tilsyneladende noget yngre ’Do’, der i bogen agerer kvindelig James Bond.

Massiv ønskeopfyldelse

Mens ’Morten Sabroe’ drømmer om at skrive ’Den Store Europæiske Roman’, får Do hotellets fidele direktør til at hoste op med 150 millioner kr. som erstatning for, at hendes mand i fire timer har siddet fast i hotellets elevator (»De skal behandles som rockstjerner«). Ydermere får Do hævn for en 19 år gammel voldtægt, og en fortabt datter dukker op …

Olsens-bandens Yvonne ville have frydet sig over en så massiv ønskeopfyldelse.

Love Me Do er velskrevet og ganske skæg. Scene for scene fungerer bogen, selvironisk, urealistisk og ofte spændende, mens retoriske spørgsmål driver handlingen fremad:

»Er det ikke historien om dig? At du glemmer at vande og fortælle dem, du omgiver dig med, hvor smukke de er?« spørger hovedpersonen sig selv.

Måske består hele eventyret af hans hallucinationer, mens han sidder lammet af angst og tyndskid i New York-hotellets elevator. I så fald er historien simpel og gribende.

Den aldrende forfatter mærker forfaldet banke på – måske er akillessenerne ikke de eneste kropsdele, der savner fasthed? – og pines af fantasier om, at hans kone har sex med andre mænd. Derfor beslutter han at blive god. Som Dr. Jekyll vil han udslette sin ’onde’ side, den, der svigter, drikker, får blackouts og smadrer møbler.

Lidt Freud og lidt 70’er-guf

Vi ved, hvordan det gik Dr. Jekyll. Surt nok slipper romanen dette spor og kaster sig ud i et opkog af psykologiske 1900-talsfigurer: Lidt Freud (den kolde mor, den ikkehyggelige overklassede barndom i Klampenborg, Ødipuskompleksets sene hævn i form af humpende gangart); lidt 1970’er-guf (selvtægtskvinden fra Dirty Harry) og en afsindig intrige, hvor ikke kun en voldtægt, men sågar en fødsel kan blive blackoutet. Som om.

Midt i hurlumhejet griber romanen ved sin viden om forgængelighedens vilkår. Romanens titel Love Me Do røber machomandens inkompetence over for følelser. I sit livs bløde september vil ’Morten Sabroe’ bevise sin kærlighed. Men hvad hedder romanen? Elsk mig Do. Ikke ’Jeg elsker dig, Do’.

God litteratur kræver mere psykologisk indsigt og distance, end Sabroe mønstrer her. Alligevel kunne man ønske, at hans roman bliver læst af moderne mænd, som så selv kan tage stilling til, hvorfor deres fædres og bedstefædres følelsesliv gik op i druk, angst og sexfantasier, når krisen ramte. Men så er Jens Blendstrups hudløse (men kritisk anmeldte) roman Slagterkoner og bagerenker om en midaldrende mands sammenbrud bedre at få forstand af.

Men Sabroe gør det, han kan. Det bliver han nok ved med.

Morten Sabroe. ’Love Me Do’. Politikens Forlag. 336 sider, 250 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

steen ingvard nielsen

Elsk mig for Guds skyld ikke! Nu skal vi så acceptere endnu et bud på fortællingen at når krisen rammer rammer kun den mænd! Når krise skabes, er det mænds skyld, når overgreb begås, er det kun mænd der begår dem! Hvis mænd ikke er latterlige, så er de krænkere, vi har bestemt at det er sådan, i fællesskab med medierne, vi ønsker ikke andre sandheder, vi er glade for den ene sandhed vi har skabt!

steen ingvard nielsen

Mænd kan og bør ikke elskes, de er alle forbrydere!!!

Morten Heinild

Nu er det sgu' allerede lidt svært at bygge videre på de første kommentarer. Men der er nogen herude, som elsker Morten Sabroe for hans bøger. Det har han fortjent. Også hvis det skulle vise sig, at han er en skiderik og en drukkenbolt uden psykologisk selvindsigt.

Jørgen Christian Wind Nielsen

"Love Love me do
You know I Love you
I'll always be true
So please: Love me do" (the Beatles)

Lis Kyllikki Turunen Pedersen

vov-vov