Læsetid 4 min.

’Erotiske noveller kan man ikke bruge til noget på et lagen. På et lagen kan man bruge sin vrede og sin afmagt’

Christina Hagens nye, spredte bog ’Jungle’ skriver nærmest døsigt om at fortabe sig og går i tomgang undervejs. Men når den er god, er den helt afsindig
Christina Hagens nye bog rummer en trang til at ville gå linen ud, være ligeglad med, hvad andre siger – men samtidig rummer den en akut bevidsthed om de normer, andre åbenbart lever deres liv efter

Christina Hagens nye bog rummer en trang til at ville gå linen ud, være ligeglad med, hvad andre siger – men samtidig rummer den en akut bevidsthed om de normer, andre åbenbart lever deres liv efter

Tor Birk Trads
18. februar 2017

Man bevæger sig vidt omkring i de seks afsnit i Christina Hagens nye bog Jungle, der blander store, farvestrålende, bevidst sjuskede fotos med små noter af tekst.

Der er et altdominerende jeg, der alligevel ikke er ét jeg, al den stund et af bogens afsnit er skrevet af Hagens assistent, forfatteren Signe Maxen.

Der er et emne, som alle bogens afsnit forholder sig til, nemlig idéen om en ensporet vildskab i livet, som vores kulturelle normer undertrykker. Men den vildskab viser sig både i ulige sexforhold mellem hvide kvinder og unge, brune, sultne mænd, blandt elitesvømmere og i en besyngelse af fortabelsen i den jyske hverdag.

Der er en stadig trang til at ville gå linen ud, være ligeglad med, hvad andre siger – men samtidig er der en akut bevidsthed om de normer, andre åbenbart lever deres liv efter.

Helt konkret inviterer Hagen andres blik ind i Jungle ved at citere ting, hendes tidligere kærester siger om hende. Og ved at optrykke skeptiske mails fra sin redaktør, digteren Martin Larsen, og ved at lade Lone Nikolajsen, kritiker ved nærværende avis, komme til orde med let forargede anmeldelser af bogens afsnit undervejs.

Christina Hagen kommer tit i Bilka i Herning – flere gange om ugen, nogle gange uden rigtig at købe noget, men bare for at gå rundt i almindelighed og andre menneskers hverdagslige trummerum.
Læs også

Det er den slags, der ser modigt ud, og mangestemmigt, men som mere føles som en forsvarsmekanisme. ’Så gå dog linen ud!’ tænker man som læser. Der er ingen grund til at foregribe kritikken, den være sig moralsk eller æstetisk.

Men egentlig spejler det bare et nyt træk ved Hagens egne tekster. Hun er blevet så reflekteret i Jungle. Se bare her, fra afsnittet »All Inclusive«, der handler om glæden ved at tage alene til Caribien og nyde de fattige knægtes lystne blikke, der retter sig mod den hvide krop:

»I junglen kan jeg slappe af. Der kan jeg finde ro. Men så igen: hvad skulle jeg gøre uden min iMac, uden mine gode solbriller fra The Row, uden mine lækre smykker, af meget god kvalitet, købt hos Bruun Rasmussen ved decemberauktionen. Det er klart, det er noget, man kan udstille, hvis man lyster, eller ironisere over.«

Der er, synes jeg, en nærmest døsig afstand til det umiddelbare liv i den slags passager. Det er ellers det liv, Jungle har så travlt med at besynge. Den afstand fandt man ikke i Hagens sidste par bøger, White Girl og boyfrind. Der var teksterne mere rablende, de kvindelige skikkelser håbløst fangede i deres egne tankers og følelsers net.

Det var de bøgers store styrke.

Klicheéen Jylland i hertet

Alligevel er »All Inclusive« et af de bedste afsnit i Jungle. Der er noget hårdt i dens afklarede beskrivelser af lykken i en privilegeret fortabelse. Og det er både skarpt og morsomt, når jeget owner – som det hedder på nydansk – sine på én gang klichéfyldte og let tabuiserede holdninger om for eksempel sex:

»At være noget seksuelt for en kvinde, det er noget, mange mænd ikke ved så meget om. Det kræver, at man er i kontakt med sine aggressioner og også tør være ligeglad med, hvad kvinden tænker. Løgstrup kan man ikke bruge til noget på et lagen. Plyshåndjern kan man ikke bruge til noget på et lagen. Erotiske noveller kan man ikke bruge til noget på et lagen. På et lagen kan man bruge sin vrede og sin afmagt. Går ingen fra stedet med blå mærker, så er opgaven ikke løst.«

Desværre er der kun et andet afsnit, der virkelig lyser op i Jungle. Det handler om Jylland. I det skriver Hagen simpelthen den ene fantastiske passage efter den anden, sætning efter glitrende sætning. Det er afsindigt godt:

»Nogen har kastet sig ud foran toget på Skanderborg Station, sådan er det i Jylland. Her er som sådan ikke noget at leve for, vi ser alting helt klart. Vi kan ikke gå i Illum og Birger Christensen, den manglende mening er smurt ud over alting. Vi går i hvide piratbukser ved Himmelbjerget og spiser os fede i knækpølser og drømmekager. Jylland er ætsende smuk. At køre rundt i Lemvig kl. 17 og finde en grillbar, der lugter af pølsemix og folk i arbejdstøj. I vejkanten vokser vildæblerne, vandrotterne har gemt sig i græsset.«

Inden man kommer for godt i gang: Selvfølgelig er dette Jylland i hjertet også en kliché, og selvfølgelig er København mere end glittede butikker, »spændende karrierer og alle svanerne i søerne«, som der står et andet sted.

Alligevel er det smukt at besynge provinsens tristesse med så stor inderlighed og så høj patos. Der er noget smukt i at længes tilbage mod alt det, man troede man skulle flygte fra, at skrive tekster, som både vil nævne og elske alt det ærgerlige.

Og resten af Jungle? Selv er jeg til falds for dens farvestrålende, men grimme, stemningsfyldte fotos. Jeg kan godt lide det glittede papir og de stadige skift mellem billede og tekst.

Men de fire afsnit i midten – om en elitesvømmers krop, om det at være sugarmommy for fattige, brune elskere, om en supertræls barndom (det er det, der er skrevet af Signe Maxen), om Hagens ekskærester og deres vurdering af hende – ja, de føles alle sammen, som redaktøren siger undervejs, konceptuelt uklare. De går i tomgang.

’Jungle’. Christina Hagen. Forlaget Basilisk. 196 sider. 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu