Læsetid: 3 min.

Feberhedt og forvirrende

Billedkunstneren Maria Wandels grafiske roman er virkelig flot, men som værk lader den meget tilbage at ønske
25. februar 2017

Når jeg skal beskrive billedsiden i Maria Wandels Hemmeligheder alle vegne, bliver jeg ved med at ty til yderpunkterne, for det er, som om hendes streg dirrer mellem det nænsomme og det skødesløse, den angstfyldte alvor og den drilske lethed.

Universet i denne såkaldte grafiske roman minder mig om noir-film: mænd med hatte og solbriller, kvinder i kjoler og solbriller, masser af drinks, palmer og tvetydige blikke. Det meste er i sort/hvid, hvilket giver de sparsomme farver en feberlignende tyngde og forstærker indtrykket af, at det afdæmpede i billederne kun er en tynd hinde oven på en ulmende brutalitet.

Denne dynamik videreføres i de tekster, Wandel har inviteret Per Aage Brandt, Christel Wiinblad og Christina Hesselholdt til at supplere billedsiden med. Brandts åbningsdigt er sat i en verden, hvor »panikken/raser lige så stille«, og selv de positive udsagn får et foruroligende, negativt svirp:

»vi står og/venter på hinanden for at gå langt/ud i fløjlsmørket og more os ihjel.«

Denne venten er også gennemgående i Wiinblads tekst, som er den, der lægger sig tættest op ad billederne. Hun indfletter flere af Wandels sætninger, og teksten fungerer både som en beskrivelse af motiverne og som en mulig beretning fra en af universets karakterer. Et jeg ankommer til stedet og tøver med at sætte ord på det, der møder vedkommendes flakkende blik:

»Lyset er pink, det er ømt som fingerspidser. Stjernerne falder igennem himlen senere. De siger det nede på gaden, i aften er hele verden endelig et øjeblik min. En mand står og råber det. Han står på et hjørne, jeg ved ikke helt, hvad det betyder.«

Morsom på sin egen henkastede måde

Hesselholdts bidrag består af syv små tekster, hvis overskrifter er afledt af Wandels motiver (»Palmestrande« og »Spejlæg«), mens selve teksterne er umiskendeligt hesselholdtske og ganske vidunderlige. Som i sine seneste bøger veksler forfatteren virtuost mellem tider og tonelejer i en prosa, der er klar, kompleks og morsom på sin egen henkastede måde.

Hemmeligheder alle vegne er en spraglet og uforløst bog. Der er en knugende, indestængt desperation over flere af motiverne, som fungerer fortrinligt; til gengæld mislykkes det, når Wandel inkorporerer egne linjer i sine billeder. Udsagn som »jeg troede vi skulle rejse væk sammen« er nemlig blottet for følelsesmæssig tyngde, når jeg hverken ved hvem, der siger det, eller hvorfor.

En roman?

Derfor undrer det mig også, at man har valgt at kalde bogen for en roman. Wandel ønsker tydeligvis ikke at fortælle en decideret historie, for hver gang der er ansatser til forløb eller temaer, brydes det af motiver, som tilhører helt andre domæner end de øvrige billeder. Som når der midt i palme/noir-universet kommer en tegning af en mobiltelefon med teksten:

»Maria, du skylder mig 3000 kroner… hvornår tror du at du har dem?«

Jeg føler mig hægtet af som læser, fordi jeg skal gøre så stor en del af arbejdet selv, og fordi romanen virker fuldstændig uinteresseret i at hjælpe mig på vej. For dem, der ikke interesserer sig for sammenhæng, og hellere vil have gnistrende, feberhede billeder, vil der være en hel del at hente her.

For mig virker Hemmeligheder alle vegne mere som et spændende udstillingskatalog; læst som roman formår den ikke at overbevise mig om, hvorfor dens forskellige dele skal samles i ét omslag.

’Hemmeligheder alle vegne’. Maria Wandel. Med bidrag af Per Aage Brandt, Christel Wiinblad og Christina Hesselholdt. TURBINE forlaget. 160 sider. 400 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu