Læsetid 3 min.

Frygten for deleteknappen

Teater Fluks pirker til rædslen for demensen i den sanseintense vandreforestilling ’Ctrl+Alt+Demens’
Rosentapetet fra bedstemors stue pirker til tilskuerens følsomhed, mens billederne på tv-skærmene langsomt sløres i Teater Fluks’ vandreforestilling om demens. Dybt nede i parkeringskælderen under Bruuns Galleri i Aarhus.

Rosentapetet fra bedstemors stue pirker til tilskuerens følsomhed, mens billederne på tv-skærmene langsomt sløres i Teater Fluks’ vandreforestilling om demens. Dybt nede i parkeringskælderen under Bruuns Galleri i Aarhus.

Sisse Dupont
17. februar 2017
Delt 39 gange

Vandreforestillinger er blevet den store trend. Det ene teater efter det andet tager tilskueren ved hånden og trasker af sted ud i virkeligheden – tydeligvis for lettere at få adgang til tilskuerens sanser og umiddelbarhed.

Alligevel kunne jeg ikke lade være med at tvivle på vejen hen til Bruuns Galleri bag ved banegården i Aarhus. For hvad ville egentlig kunne få mine sanser til at åbne sig særligt i dette anonyme shoppingcenter?

Men den smilende guide hos Teater Fluks bød os udvalgte seks tilskuere hjerteligt velkommen til Ctrl+Alt+Demens. Og så gik vi ellers efter hende som artige ællinger op ad rulletrapperne.

Sprog som volapyk

Teater Fluks er en århusiansk teatergruppe, hvis performerpar Sara Fink Søndergaard og Rasmus Malling Skov stædigt skaber værker som blandinger af realismeteater og happenings. Fluks-parret har tidligere skabt Flygtning transportable, hvor tilskuerne kører med rundt i en flygtningesmuglervarevogn, og senest den interaktive ungdomsforestilling Revolution. Så jeg burde jo have vidst, at Teater Fluks såmænd nok også kunne forcere et shoppingcenters ligegyldighed.

Første stop var et tomt forretningslokale. Her bød Rasmus Malling Skovs langskæggede performer os indenfor i halvmørket på træstubbe beklædt med fåreskind. Her blev vi indviet i livstrådens logik: at hvert menneske får en skæbne som en tråd. Vi ved bare ikke på forhånd, om tråden slår knuder – eller om knuderne en dag filtrer sig så voldsomt sammen, så vi ikke længere kan huske, og så andres ord lyder som volapyk – sådan som Rasmus Malling Skovs sprog, der pludselig blev uforståeligt.

Han så os ellers først dybt i øjnene, en efter en, som om vi var ved at blive optaget i et helligt fællesskab. Så valgte han en uldtråd i en særlig farve til hver af os og bandt tråden rundt om vores håndled. Jeg vil godt indrømme, at jeg var nervøs for, at min tråd allerede ville begynde at slå knuder med det samme.

Faret vild

Næste stop var en cirkel af stole midt ude på en af torvepladserne i Bruuns Galleri. Vi satte os med høretelefoner på, og så blev vi ellers bedt om at lukke øjnene, mens vi hørte en kakafoni af stemmer, der fortalte, hvordan de ikke vidste, hvordan de skulle komme hjem. Lydene fra de mennesker, der gik forbi, blandede sig med fortællingerne, så man mærkede den snigende desorientering midt i menneskevirvaret.

Vi seks tilskuere skulle i hvert fald ikke nyde noget af at fare vild. Så vi holdt os tæt sammen, da vi skulle følge med helt ned i parkeringskælderen.

Hernede fandtes en anden verden. Der var storblomstret rosentapet på væggen, og en hyggelig læselampe med oldemorskærm, og fire tv-skærme stod oven på hinanden, mens de afspillede samme billede. Her sad en smuk unge kvinde i en gammel retrolænestol og ventede på os.

Det var Sara Fink Søndergaard, der egentlig mest af alt spillede rollen som sig selv – en gravid kvinde med bekymring for sit ufødte barns fremtid. Men hun talte alligevel mest om sin bedstemor, der til sidst var så ramt af demens, at hun ikke længere kunne føre en samtale.

Hvem er jeg?

Sara Fink Søndergaard strøg sin store mave, mens hun læste op af noget, der kunne have været hendes bedstemors sidste brev - inden demensen havde ædt hendes evne til at kommunikere. Samtidig blafrede skærmbillederne mere og mere utydeligt på de gamle fjernsyn.

Pludselig blev det vildt sørgeligt at indse, at demensen en dag tager så meget af ens erindring, at man ikke længere ved, hvem man selv er – eller at man har børn.

Samtidig forsøgte min fornuft at bekæmpe min klump i halsen. Men betonkælder eller ej: Sanserne var tydeligvis kommet til at stå pivåbne undervejs på denne vandring. Egentlig kan man vel ikke forestille sig, at ens hjerne en dag foretager et irreversibelt ’Ctrl+Alt+Delete’-klik på ens egen personlighed. Men når man oplever Ctrl+Alt+Demens med Teater Fluks, så FØLER man denne demens i sin krop. Som noget nådesløst, der filtrer ens tanker sammen - i en uløselig knude.

Ctrl+Alt+Demens. Iscenesættelse og performance: Sara Fink Søndergaard og Rasmus Malling Skov. Lyd og billede: Apperaat. Installation: DimsOs. Research: Teater Fluks og DemensCentrum Aarhus. Varighed: 30 minutter. Tilskuere: Seks ad gangen – hvert kvarter i fire timer. Teater Fluks oplevet i Bruuns Galleri. Turné i 2017/18

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu