Læsetid: 4 min.

Generøs antologi om Ernst Jünger

Den første samlede danske fremstilling om soldaten, vitalisten, nationalsocialisten, eksistentialisten og narkomanen Ernst Jünger, hvis forfatterskab spænder over et helt århundrede i både bredden og dybden – og stadig er højst levende
25. februar 2017

Rækken af genudgivelser og nyoversættelser af flere af Ernst Jüngers mest berømte værker følges nu op af den første samlede præsentation af forfatterskabet på dansk. Det virker naturligt, det virker også naturligt, at det sker i antologiens form, hvor kontroverser om forfatterskabet og flere af dets indre modsætninger og patosfyldte selvbesværgelser kan leve frugtbart videre.

Det sidste bliver hurtigt klart.

Den tyske litterat Karl Heinz Bohrer lægger ud med en tekst oprindelig skrevet i anledning af Jüngers 100-års fødselsdag (i 1995). Den fortæller veloplagt og polemisk om de særlige æstetiske energistrømme i Jüngers forfatterskab næret af fronterfaringerne fra Første Verdenskrig (hans »øjebliksbevidsthed« og »decisionisme«, der skal forstås som en slags modernistisk åbenbaring).

På det punkt ligner Jünger andre forfattere i det tidlige 20. århundredes litterære avantgarde; Céline, Ezra Pound, T.S. Eliot, Yeats, Gottfried Benn. Men hvor rækken af titanske modernister »i forskellig grad var tiltrukket af et totalitært eller mytisk højres forestillinger« (præfascisme), var Jüngers holdning snarere apolitisk.

Det er det sidste, moralisterne ifølge Bohrer har svært ved at fatte. Eller med Bohrers højrøvede schwung:

»Polemikken mod Ernst Jünger er blot et særlig signifikant udtryk for en generel intellektuel mangel i et land, hvor hermeneutiske evner er sjældne, hvor man ikke giver noget for litteraturens form, hvor sansen for stilistiske fænomener er underudviklet.«

Bumkarl!

Antiborgerlig og oprørsk vitalisme

Godt hundrede sider længere fremme når Frederik Stjernfelt i sit bidrag om Det eventyrlige hjerte frem til nogenlunde samme indre linje hos Jünger, men til den stik modsatte konklusion.

Stjernfelt analyserer Jüngers lille skrift fra 1929 om den uudgrundelige »dybere verden«, et natmørkt egentligere sted, som udtryk for forfatterens antiborgerlige, vitalistiske livsfilosofi.

Den dybere verden giver sig ifølge Jünger til kende for den særligt modtagelige gennem »krig, død, rus, søvn, rædsel« (den modernistiske epifanis privilegerede steder) og vil som kraftfulde udladninger slå tilbage mod borgerlighedens stivnede former. Altså helt på linje med den eksistensfilosofiske og æstetiske decisionisme, som Bohrer skrev henført om i sin artikel.

Stjernfelt udleder to pointer. Den ene, at der fra Jüngers vitalistiske oprør mod en fremmedgjort og stivnet borgerlighed løber en tråd frem til ungdomsoprøret et halvt århundrede senere. Med det mener Stjernfelt ikke noget entydigt godt.

Den anden, at der er en overset forbindelse mellem den europæiske modernisme, som ellers pr. automatik opfattes som »politisk progressiv«, og den »frådende antiborgerlighed« på både højre- og venstrefløjen, der er parat til at bekæmpe »civilisation, demokrati, individualisme, retsstat, urbanitet, kapitalisme, men også (…) borgerlig, formaliseret livsstil«.

Samme analyse som hos Bohrer, men et helt andet facit. Hos Bohrer er det jo bare kunst, det er det ikke hos Stjernfelt.

Deri ligger en højst vedkommende aktualisering: Ernst Jünger er også billedet på endnu levende oplysnings- og demokratifjendske kræfter.

Heidegger og Jünger

Der er flere af dens slags spændende – erklærede og uerklærede – polemikker og hermeneutiske temperamentsforskelle i antologien, der, som undertitlen antyder, rækker fra Jüngers tidlige krigsforfatterskab (’soldat’), over teknikbegejstring (’arbejder’) til senværkets ubundne åndsarbejde (’anark’). Begge dele siger noget om bredden, modsætningerne og det sfinxagtige i forfatterskabet.

Adam Paulsen skriver indsigtsfuldt om de hele syv udgaver af Jüngers tidlige hovedværk I stålstormen og forfatterens forsøg på at bevare »det romantiske billede af tvekampen som krigens urform«.

Både Søren Harnow Klausen og Jan Rosiek skriver om forbindelsen mellem Jünger og Heidegger.

Harnow Klausen har sit fokus på Jüngers oplevelse af krigens meningsløshed og martyrielignende prøvelser som en paradoksal forudsætning for meningsskabende valg og autentisk selvudfoldelse. Jüngers litterære eksistentialisme foregriber Heideggers filosofiske, er bl.a. Harnow Klausens pointe.

Rosiek skriver bl.a. om Heideggers skuffelse over, at Jünger med den mytiske og allegoriske På marmorklipperne (1939) forlader sin tidligere radikale position og inspirationen fra Nietzsche. Rosiek skriver også – vittigt – om Heideggers lunkne forhold til Jüngers filosofiske tænkning og om Heideggers kritik af Jüngers tilbøjelighed til at slutte fra »selvbiografiske erfaringer« til »almengyldig nihilismehistorie«.

Det synspunkt kunne måske udstrækkes til at gælde mere i Jüngers forfatterskab end nihilismehistorien.

Modsætningsfyldte fotografier

Jüngers livslange erfaringer med rusmidler skriver Christian Benne om. Her er igen en af de frapperende forbindelser, der udgår fra Jüngers forfatterskab: Det intime forhold mellem rusmidlet og det æstetiske hos vitalistiske Jünger rækker både bagud til Baudelaire og fransk symbolisme, hen over surrealismens drømmefloder og frem til amerikanske beatforfattere som Kerouac og Burroughs.

En lille kritisk perle er Kathrin Maurers artikel om Jüngers fotobøger og tanker om fotografiet som endnu en teknologisk knopskydning i forædlingen af det menneskelige. Det vil i virkeligheden sige: fremelskelsen af »en fascistisk mennesketype, der ikke er i stand til at føle smerte«.

Maurer fremlægger fotomaterialet, som Jünger gør brug af i sin pædagogiske analyse, særligt såkaldte katastrofebilleder (trafikulykker, skibsforlis, vulkanudbrud, faldulykker). Det er Jüngers forestilling, at fotografierne skal træne mennesket i empatiløshed. Det er Kathrin Maurers pointe, at billederne snarere viser os »menneskelig svaghed, ydmyghed og smerte«.

Det er endnu et paradoks eller måske snarere et blindt punkt i forfatterskabet, som den generøse antologi er med til at holde levende. Jeg savnede, mens jeg læste den, egentlig kun en værkliste og en tidstavle over de godt firs forfatteraktive år, teksterne spænder over.

’Soldat, arbejder, anark. Ernst Jüngers forfatterskab’. Redigeret af Anders Ehlers Dam og Adam Paulsen. Museum Tusculanums Forlag. 395 sider. 328 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu