Læsetid: 3 min.

Grunwalds ansigt mejslet i skønhed

Morten Grunwalds sidste optræden på de skrå brædder var i ’3 x Beckett’ på Østre Gasværk Teater. Det blev en dybt bevægende forestilling om døden, der banker på
Morten Grunwald er suveræn på Østre Gasværk i Becketts monolog Hva’ Joe om kærligheden, han satte over styr.

Foto:

Morten Grunwald er suveræn på Østre Gasværk i Becketts monolog Hva’ Joe om kærligheden, han satte over styr.

Foto:

Christina Hauschildt

3. februar 2017

Morten Grunwald har aldrig været smukkere end i denne 3 x Beckett på Østre Gasværk. Denne store skuespiller med det karakteristiske fjæs og den brovtende kæft har både som skuespiller og instruktør generøst delt sin fascination af den irskfødte dramatiker Samuel Beckett – helt siden han åbenbart som nyantaget skuespillerelev så sin første Mens vi venter på Godot i 1957.

Men på Østre Gasværk Teater sidder han her i 2017 og er decideret gudeskøn. Han er bevægende flot og marmoragtig tragisk i monologen Hva’ Joe? i en lydhør iscenesættelse af Walter Asmus, der var Becketts assistent. Som Morten Grunwald sidder helt stille på en briks, gør han tilsyneladende intet, men han kan rykke en millimeter med øjenlåget, og straks får det rystende effekt.

Øjenkrogene dirrer

Et kamera er rettet mod Morten Grunwald, men kun billedet af hans ansigt projiceres op i kæmpeformat på en skærm. Der sidder han og lytter til en kvindestemme, der taler inde i hans hoved – en insisterende kvindestemme, der ripper op i alt det kærlighedssvigt, som han forsøger at fortrænge.

Hans mund holder sig stædigt lukket. For nu fortæller Ulla Henningsens sansestemme ham om hans store svigt – og om de sidste timer for den kvinde, som havde elsket ham ubærligt. Morten Grunwalds øjenkroge dirrer, til trods for at han sikkert hører det inde i sit hoved hver dag. Eller netop derfor.

Walter Asmus har grebet den eminente ro, der er i den nu 82-årige Morten Grunwalds ansigt - den tilsyneladende forstening, der dækker over så mange følelser. Desuden har lysdesigneren Brian Njie anbragt Morten Grunwald i et gyldent og nærmest heroisk lys.

Morten Grunwald er dog ikke alene om at imponere. Aftenen indledes med stykket Ikke Jeg, som er en monolog for en ’mund’. Ellen Hillingsøs ansigt er så smalt belyst, at man kun kan se hendes jordbærrøde læber i en forvrænget grimasse. For hun speedsnakker – som om hun godt ved, at dette er hendes absolut sidste chance for at blive hørt. Det er desperat og samtidig helt sagligt, og takket være Hillingsøs knitrende konsonanter kan alt høres under gasværkets kuppel.

»Ikke nogen smerter … Hvordan overlever hun det? ... Tænk på noget andet! ... Ingen kærlighed. Ikke noget med det at gøre … « Skræmmende stærkt.

Kenters komik

Denne Beckett-buket afsluttes med Krapps sidste bånd – med Tommy Kenter, der sidder og lytter til sine gamle selvindtalte bånd på sin spolebåndoptager, mens livet smuldrer for ham.

Det er Morten Grunwald, der har iscenesat den nu 66-årige Kenter i denne heftige monolog. Klogt nok får Kenter lov til at spille på sin uforlignelige komik. Bare ordet ’spoooo-oooo-le’ kan Kenter sige, så der ligger et livs kæntring i det ord. Publikum elsker hans forfængelighed – og der bliver helt stille, når han krammer sin båndoptager i sin ensomhed.

Måske er det lettest at spejle sig i Kenters stemme, der knækker over, når minderne gør ham sentimental. Men det er Grunwalds fortolkning af Hva’ Joe, der når helt ind i Becketts tekster, hvor døden banker på. Med et ansigt mejslet i skønhed.

’3 x Beckett’. Tekster: Samuel Beckett. Instruktion: Walter Asmus (’Ikke Jeg’ og ’Hva’ Joe?’) og Morten Grunwald (’Krapps sidste bånd’). Oversættelse: Jesper Kjær (’Ikke Jeg’ og ’Hva’ Joe’) og Klaus Rifbjerg (’Krapps sidste bånd’). Lys: Brian Njie. Østre Gasværk Teaters foyerscene.

’I nogle øjeblikke under forestillingerne har jeg kunnet mærke, at der opstod de øjeblikke, hvor publikum og det, der foregik på scenen, blev til én organisme. Det er det lykkeligste, man kan opleve på teatret,’ siger Morten Grunwald.
Læs også
Nuet, gasværket, Østerbro og alt andet er reduceret til Ellen Hillingsøs postkasserøde læber i opsætningen af Samuel Backetts ’Not I’.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Herskind

Det er langtvfra altid, jeg er enig i Anne Middelboes vurderinger, men anmeldelsen af denne fantastiske Beckett-forestilling sidder lige i øjet! Grunwald er aftenens konge. Hillingsø aftenens dronning. Og Kenter dens knægt. Lille stort teater!