Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hannah tager på surfingkursus og får sand i skridtet. Til gengæld møder hun en surfinginstruktør, der lever i nuet

De første afsnit af sidste sæson af tv-serien ’Girls’ tyder på en værdig afsked med en skarp skildring af den sene ende af ungdommen
I sjette og sidste sæson af ’Girls’ prøver Hannah efter bedste evne at opføre sig som et samvittighedsfuldt voksent menneske – og fejler på flere måder.

I sjette og sidste sæson af ’Girls’ prøver Hannah efter bedste evne at opføre sig som et samvittighedsfuldt voksent menneske – og fejler på flere måder.

Craig Blankenhorn

Kultur
13. februar 2017

»Det gode ved mig er, at jeg ikke giver en fuck for noget, men jeg har alligevel en stærk mening om alting. Selv emner, jeg ikke ved noget om.«

Hvis denne skamløst latterlige (og så alligevel, i sit ubehjælpelige forsøg på at spille smart, nuttede) replik optrådte i en tv-quiz, ville det være et af de lettere spørgsmål for mig og andre fans af serien Girls.

Det er sådan, seriens hovedperson, forfatterspiren Hannah Horvath (spillet af Lena Dunham, der også har skrevet serien og instrueret en del af afsnittene), ser sig selv. Gennem fem sæsoner har vi set hende se på sig selv, sig selv og så sig selv igen, inden hun retter blikket ud mod den hippe del af New York, der udgør hendes omverden.

Ovenstående selvpromovering er fra første afsnit af den sjette og sidste sæson, der kan ses på HBO Nordic fra i dag. Hannah har fået afsat en tekst til et større amerikansk dagblad. Den hedder »At miste sin kæreste til sin bedste ven« og handler om, hvad der er foregik i sidste sæson. Det var en trist historie, men nu er den udgivet, og Hannahs stemme er endelig ude i offentligheden.

Verden ligger om ikke ligefrem for hendes fødder, så i hvert fald mere åben, end den har gjort før. Hannah mødes med en magasinredaktør på en café for at tale forretninger. Hannah er nervøs og ivrig efter at sige det helt rigtige, så hun siger bare en helt masse, mens den potentielle arbejdsgiver læner sig tilbage og skyder en portion faglig og personlig anerkendelse af sted, når Hannah en gang i mellem lige skal trække vejret.

Til sidst afbryder hun Hannah og siger, de vil ansætte hende på hendes udseende. De vil gerne have skrevet en reportage fra et fashionabelt surfingkursus på Rhode Island for rige, unge, sporty kvinder, og hvem kunne være bedre til at indtage outsiderens rolle end kvabsede Hannah?

Det er dejligt at se, at Girls lægger ud med at gøre nar af den ros, serien har fået for at være progressiv i sin skildring af kvindekroppen. Lena Dunhams kropstype er atypisk for film- og tv-branchen (hun har deller), og hun er ikke ked af at vise den frem.

Hverken som den ser ud under klodset, ufotogen sex eller som den ser ud, når den fejrer sig selv på et dansegulv (dansescenerne i Girls har altid været aldeles løsslupne og vidunderlige, og der er også en god en af slagsen med i første afsnit).

Lena Dunhams vilje til at vise nøgen krop af en anden støbning end den, man normalt ser på tv, er blevet set som en modstand mod kvindeundertrykkende, perfektionistiske og snævre kropsidealer, og det er meget godt alt sammen. Hende magasinredaktøren er enig, det giver lige det hele lidt kant og feministiske pluspoint at have en buttet krop på banen.

Strømme af anerkendelse

Det klæder serien at latterliggøre den anerkendelse, for det, den hele tiden har gjort bedst, er, at vise, hvordan anerkendelse flyder frem og tilbage i de professionelle, venskabelige og romantiske relationer, serien handler om.

Hannah og hendes veninder (det kunne serien også have heddet med venlig hilsen til Woody Allen, som Lena Dunhams univers har ikke så lidt til fælles med) roser hinanden med samme selvfølgelighed, som aber spiser hinandens utøj.

De arbejder alle sammen i kreative eller semikreative erhverv, hvor det er mindst lige så vigtigt at kunne se det coole i hinanden som at se på, hvilke konkrete kompetencer man ellers ligger inde med.

Lena Dunham har hele tiden været ekstremt præcis i sin udstilling af de anerkendelsesdynamikker, hverdagen er syltet ind i, når man som Hannah har høje ambitioner, men også mange dage, hvor man ikke kommer ud af sit nattøj.

Værre er det med de positive modbilleder. Hannah tager på surfingkursus, får sand i skridtet og nederlag til undervisningen. Til gengæld møder hun en ukompliceret surfinginstruktør (Riz Ahmed), der lever i nuet og ved, at det er anstrengende at hade og oplivende at elske. Det er simpelt hen for irriterende, når tv-serier inviterer en til at tilegne sig den samme livsvisdom, som hovedpersonen lige er faldet over.

Girls er bedst, når alle har lidt svært ved at være ordentlige. Ikke nødvendigvis, når det er helt umuligt for dem at være udholdelige, som tilfældet er med Marnies eksmand Desi (Ebon Moss-Bachrach), der stadig er med, i hvert fald i sæsonens andet afsnit.

I tredje afsnit møder Hannah en fremmed, der muligvis er en inkarnation af patriarkatet og sexismen, og muligvis bare en ven, hun ikke har mødt. Her brillerer manuskriptforfatteren Lena Dunham.

Hannah prøver efter bedste evne at opføre sig som et samvittighedsfuldt voksent menneske og fejler på flere måder, der forvirrer ens ideer om, hvordan samvittighedsfulde voksne mennesker bør opføre sig.

’Girls’. 6. og sidste sæson begynder i dag på HBO Nordic.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her