Læsetid: 3 min.

En hel bog af smattede glansbilleder

Stoffet er stærkt nok – og selvbiografisk – i Thomas Korsgaards debut, men som læser føler man sig som charterturist på tur i den smattede udkant
’Det er, som om han lige skal sikre sig, at vi alle kan følge med, det er, som om det på forhånd er bestemt hvilke følelser, bogens scener lægger op til,’ skriver Informations anmelder om Thomas Korsgaards debutroman, Hvis der skulle komme et menneske forbi.

’Det er, som om han lige skal sikre sig, at vi alle kan følge med, det er, som om det på forhånd er bestemt hvilke følelser, bogens scener lægger op til,’ skriver Informations anmelder om Thomas Korsgaards debutroman, Hvis der skulle komme et menneske forbi.

Finn Frandsen

4. februar 2017

Det er en trist, men velkendt opvækst, vi følger i Thomas Korsgaards debutroman, Hvis der skulle komme et menneske forbi. Drengen Tue bor i et kærlighedsløst, fattigt og utrygt hjem langt ude på landet.

Det er sådan et sted, hvor døde dyr og gammelt ragelse ligger på gårdspladsen, indtil det afhentes til afbrænding eller af skrotmanden. Der er rotter bag panelerne, der er en flok af navnløse hunde, som ingen rigtigt kan styre.

Alting er underligt klamt og smattet, det er, som om materien allerede har vundet over menneskene, og at de selv er ved at gå til i nid og nag og en uartikuleret vrede mod hinanden. Som om alle er bundet til et liv, de faktisk hader. Sådan er det med faren, der indebrændt og ondskabsfuld kæmper for at få enderne til at hænge sammen.

Og sådan er det også med moren, der er psykisk syg og ludoman. Hun sidder mest, apatisk, foran sin computer, når hun ikke skal indlægges eller begår halvkvædede selvmordsforsøg.

Sådan er det for hele den udvidede familie, smålige fuskere som de er. Og sådan er det for lærerne på Tues skole, der med træt resignation ligesom trækker på næsen af ham. For dem er han den klamme materie. De orker ikke rigtigt at få skik på ham.

Torsdag debuterede 21-årige Thomas Korsgaard med sin roman om Tue, der vokser op på en gård i Nørre Ørum lidt uden for Skive, hvor stanken af lort og døde dyr aldrig helt forsvinder. Tue er ikke Thomas, men bogen er alligevel stærkt inspireret af forfatterens egen opvækst
Læs også

Episode for anekdotisk episode – bogen følger Tue, fra han er 12 til cirka 18 år, derudover er der ikke nogen overgribende handling – illustreres denne pointe. Den samme smålighed, de samme kiksede familiefester, de samme problemer med økonomien, det hele sker igen og igen.

Og det er vel meningen, tænker jeg, at vi læsere fra middelklassen skal gyse undervejs, føle medfølelse og også føle os frastødte over disse triste, retningsløse liv, disse udkantens kranke skæbner. Vi skal samle på dem og lade dem bo ved vores hjerter som en hel bog af smattede glansbilleder.

Uafklaret ømhed

Nå. Ifølge pressemeddelelsen bygger romanen på Thomas Korsgaards egen opvækst, alligevel føles den først og fremmest typisk. Bogen fortsætter jo en allerede etableret historie om det udannede og fremtidsløse udkantsliv, der allerede nu løber gennem film og fjernsyn og den offentlige debat, og som også løber gennem de sidste 15 års danske litteratur.

Det er en historie om nedslidte, fattige liv, om børn, der mistrives, om et landboliv uden menneskelig anstændighed. Ida Jessen, Hans Otto Jørgensen, Dennis Gade Kofod, Jakob Skyggebjerg og Johannes Lilleøre – og sikkert mange andre – har allerede skrevet om det.

Den historie kan fortælles mere eller mindre nuanceret og mere eller mindre præcist. Her er det, som om Tue – der både er jegfortæller og hovedperson – er læserens turistfører i et fremmed, fattigt Danmark. Der er noget forklarende, næsten pædagogisk over ham som fortæller. Det er, som om han lige skal sikre sig, at vi alle kan følge med, det er, som om det på forhånd er bestemt hvilke følelser, bogens scener lægger op til.

Men man vil jo hellere selv som læser. Og man vil hellere læse noget, hvor alle følelsesknasterne ikke er slebet til og af. Under alle omstændigheder er Hvis der skulle komme et menneske forbi bedst, når den bryder med sin egen skabelon. Når Tue reagerer på sin forfærdelige familie ved virkeligt at skeje ud i skolen.

Når han opfører sig på måder, der også for læseren virker forstyrrede og, nåja, ucharmerende. Når bogens ellers upåfaldende, letflydende prosa helt til slut glider over i en art drøm om farens efterliv, den dag resten af familien endelig er sluppet fri af gården:

»Nogle aftener luger han ud i haven, han hader ukrudt. Han trækker alle brændenælderne op med hænderne, han har tyk hud på fingrene, det er derfor, han kan det. Andre aftener slæber han lidt rundt på al den skrot, han finder rundtomkring og tager med hjem på ladet af lastbilen. Der kommer en skrothandler forbi og henter det en gang om ugen. Min far får pengene sat ind på sin konto nogle dage efter, det går usædvanligt stærkt. Aktiemarkedet og det. Pengene flytter sig med lysets hast, som farbror sagde. På gulvet inde i stuen har han stillet en stor ghettoblaster.«

Der er en uafklaret ømhed over for faren i en sådan passage, et kompliceret billede af det liv, han lever, af de stemninger, det kunne vække. De kunne godt have strømmet gennem hele bogen.

’Hvis der skulle komme et menneske forbi’. Thomas Korsgaard. Lindhardt og Ringhof. 208 sider. 250 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu