Læsetid: 8 min.

Inden gymnasieeleverne tænker ud af boksen, skal de have kundskaber inde i boksen

Mikael Busch fokuserer i sin bog om uddannelsessystemet, ’Carpe diem’, med et personligt udgangspunkt på de ændringer, som forskellige undervisningsministre har været ansvarlige for gennem de sidste tyve år
Er den gode, karismatiske lærer, der gør en forskel – ligesom Robin Williams’ figur i ‘Døde poeters klub’ – ved at blive en sjælden art, eller vil flere og flere gøre oprør mod læringsregimet?

Er den gode, karismatiske lærer, der gør en forskel – ligesom Robin Williams’ figur i ‘Døde poeters klub’ – ved at blive en sjælden art, eller vil flere og flere gøre oprør mod læringsregimet?

Touchstone Pictures

8. februar 2017

Mikael Busch og jeg er begge født i starten af 1960'erne, vi gik i skole i 1970'erne og i gymnasiet i slutningen af 1970'erne og i starten af 1980'erne. Vi så tv om ungdomsoprør, hippier og Vietnamkrig, og vi lyttede nysgerrigt og fascineret til den nye musik, som halvstore børn der ikke helt kunne være med til festen, men som fornemmede, at noget nyt og spændende var i gære ude i samfundet.

Mikael Busch, der selv har været gymnasielærer og skribent i mange år, har sikkert ligesom jeg fornemmet det vadested, skolen var ved at blive, idet gamle lærere med gammeldags undervisningsmetoder efterhånden blev udskiftet med unge nyudklækkede lærere fra seminariet og universitetet med nye revolutionerende ideer om elevinddragelse og tværfagligt emnearbejde.

68-generationen kom for en stor del til at befolke undervisningsverdenen, og det antiautoritære oprør førte til store ændringer i læreplaner, pædagogik og dannelsestænkning. Skolen og undervisningssektoren blev forandret for altid, og heldigvis for det.

Jeg husker stadig min fars beretning om, hvordan hans egen dansklærer sagde til de læsesvage i klassen, at nu kunne de tage hinanden i hånden og sætte sig bagest i lokalet, for de var alligevel de dummeste.

Baggrund for dette er, at forlaget Fjordager har udgivet Mikael Buschs Carpe diem - 40 tekster om uddannelsessystemet. Teksterne er tidligere blevet udgivet som kronikker, klummer, kommentarer og bogomtaler i forskellige aviser. Det anekdotiske blandes med det reflekterende, humor med alvor.

Bogens sidste tredjedel har mere karakter af personlige beretninger og refleksioner fra forskellige perioder. En enkelt tekst, De fede tider er forbi, er en fiktionstekst hvor en gymnasielærer fra 68-generationen fortæller om før og nu med en del vemod.

Trods den ironiske tone og det karikerede portræt af en fodformet, revolutionær lærer og hans i grunden temmelig privilegerede liv, blev den af flere først opfattet som en autentisk tekst! Jeg selv kunne sagtens genkende typen.

Det er blevet udbredt og meget nemt at skyde skylden på nutidens dårligdomme og faldende faglige standard i folkeskolen, gymnasiet og universitetet på netop 68-generationen og det antiautoritære oprør. Projektpædagogikken er således et barn af det oprør med dets rødder i RUC. De pædagogiske problemer ved den arbejdsform er efterhånden velkendte, hvis man spørger mange praktikere.

Samtidig har en af pionererne fra projektpædagogikken, Sten Clod Poulsen, for nogle år siden råbt vagt i gevær, for noget røg ud med badevandet, da man afskaffede den sorte skole, nemlig den systematiske faglige fordybelse. Mange elever har vitterligt svært ved at arbejde selvstændigt med tværfaglige emner, og gabet mellem de ressourcesvage og de ressourcestærke elever synes at vokse.

Den virkelige skillelinje

Men billedet af 68-generationen er mere komplekst end som så, og Mikael Busch skriver meget klogt i indledningen til sin bog, Carpe Diem, om uddannelsessystemet: »Den virkelige skillelinje går nok snarere mellem forskellige tankegange end mellem forskellige generationer: yogien vs. kommissæren, hippien vs. munkemarxisten, den garvede praktiker vs. den læringsteoretiske kompetencerytter osv.«

Færdes man selv i undervisningsverdenen til daglig, kan man godt genkende en vis polarisering mellem fagligt dygtige undervisere og teoriforelskede teknokrater og forskere af forskellig afstøbning. Den nuværende pædagogikumordning afspejler for eksempel en stor kløft mellem teori og praksis.

Mikael Busch koncentrerer sig i bogen om de ændringer, som borgerlige undervisningsministre har været ansvarlige for gennem de sidste ca. tyve år, men jo også en socialdemokratisk, nemlig Christine Antorini, der lagde arm med folkeskolelærerne i 2013.

Forskellige pædagogiske moderetninger har afløst hinanden. Går man tilbage til de individualiserede halvfemsere, var mantraet ’Ansvar for egen læring’, hvilket især radikale undervisningsministre havde hede drømme om.

I forlængelse heraf blev AT, Almen Studieforberedelse, den projektorienterede, selvstændige arbejdsform i gymnasiet, udtænkt af Margrethe Vestager. AT blev siden en hovedhjørnesten i den forkætrede gymnasiereform, som Venstres Ulla Tørnæs gennemførte i 2005.

Mange af Mikael Busch’ polemiske indlæg i bogen handler om det reformerede gymnasium, men også folkeskolereformen og reformer på universitetsområdet, hvor Busch har virket som ekstern lektor, kommer under kærlig behandling. Om gymnasiet hævder Busch grundlæggende, at fagligheden daler, mens metalæring og studiekompetence viser sig at være luftkasteller, umulige idealer.

Det er svært at sige, hvem der er mest frustreret, lærerne eller eleverne. Jeg har selv været AT-censor flere gange og har set, hvordan skillelinjen mellem det fluffy og det fremragende er tynd og vilkårlig, samtidig med at de slidere, der møjsommeligt har sat sig ind i tungt stof, ikke bliver belønnet efter fortjeneste. De når simpelthen ikke det tiltænkte akademiske niveau, som vi andre i sin tid først erhvervede os på universitetet.

Tørre tårer over AT

Med den gymnasiereform, der blev vedtaget sidste sommer, vil AT blive afskaffet, og de fleste græder tørre tårer. Mikael Busch skriver i et indlæg efter vedtagelsen, som svar på den vedholdende målsætning om innovation og kreativitet:

»Inden nogen gymnasieelev begynder at tænke ud af nogen boks, skulle der gerne være noget INDE i boksen: kundskaber og viden.«

Mange beslutningstagere synes at mene, at de gode ideer bare springer ud af panden, som en guddommelig inspiration. Jeg tænker, at det ville være en hed liberalistisk drøm, for så kunne man jo bare skære endnu mere i fagundervisningen. Hvad behøver man egentlig lærere til, andet end som igangsættere af elevernes genuine kreative processer, tilsat lidt undervisningsvideoer fra Youtube?

Kompetencetænkningen er da også de senere år blevet det nye sort. Daværende socialdemokratiske undervisningsminister Christine Antorini var en vigtig figur i den udvikling, og principperne for synlig læring og kompetencemål fremfor faglige undervisningsmål er gået i arv til den nuværende borgerlige regering.

Forskeren Keld Skovmand har i en ph.d.-afhandling for nylig påvist, at der ikke er forskningsmæssigt belæg for de principper om målstyret læring og moduliserede kompetencer, som den nuværende regering samt en gruppe forskere fra DPU fortsætter med at hævde som værende det uantastelige grundlag for fagbekendtgørelser og læreplaner til folkeskolen.

Uddannelsesforskeren John Hatties resultater samt referencer til et skoleeksperiment i Ontario bliver ellers brugt som legitimeringsgrundlag for dette paradigmeskifte, hvor ordet læring har erstattet ord som viden, kundskaber og indhold.

Skolen som dannelsessted

Lærere i både folkeskolen og gymnasiet bliver mødt med mere og mere bastante krav om løbende evaluering og afrapportering. Mikael Busch har fint blik for denne udvikling, idet han hævder, at der ikke længere er nogen substantiel forskel på læringsteori og managementfilosofi. Præmissen er, at alt hvad der foregår i undervisningen, kan brydes ned i enkeltkompetencer og gøres til genstand for rationel gennemlysning.

Man er gået fra en forestilling om skolen som et dannelsessted til en vision om en skole, der alene tjener konkurrencestaten, og som derfor kun fokuserer på det nyttige og målbare. Alt skal gøres formålstjenligt, også gerne det, der foregår mere spontant eleverne i mellem. Er det en form for light korporatisme, der er på vej?

Den konkurrencestatslige pædagogik, som Mikael Busch ser konturerne af, er blevet beskrevet mere indgående af forskere som Brian Degn Mårtensson og Thomas Aastrup Rømer, hvor disse endvidere skitserer alternativer. Busch’ fokus er det personlige og polemiske, hvor jævnførelser og perspektiveringer belyser problemstillingen, uden at han af den grund forfalder til forenklinger.

I bogens mere personlige del fortæller Mikael Busch om oplevelser, han havde som ung under besøg i det daværende DDR, da overvågning, censur og undertrykkelse lagde en tung dyne over befolkningen. Efter et par øl var der dog nogle af de unge østtyskere, der turde sige deres mening.

Han mener, at der nu hersker en lettere diktatorisk stemning i Danmark hvor kritiske lærere og andre i uddannelsessystemet risikerer at blive straffet for deres åbenmundethed. Trusler om fyring hænger i luften, hvis ikke der i nogle tilfælde gøres alvor af det.

Noget andet, han genkender i nutidens Danmark, er den mere og mere udbredte brug af orwellsk nysprog, hvor ting og begreber ligesom i DDR-tiden bliver omformuleret. Hermed maskeres tiltag for effektivisering, og virkeligheden forvandles på forunderlig vis. Pillen bliver lettere at sluge for den ansatte eller borgeren.

Mikael Busch nævner gode eksempler på sproglige nydannelser: tillidsreform, respektpakke, værdighedsmilliard – og så den, der sætter trumf på i forhold til gymnasiet: fordybelsestid. Synlig læring og konstant evaluering med henblik på opfyldelse af meget luftige kompetencemål sker ifølge Busch på bekostning af den faglige fordybelse.

Sort bliver til hvidt, og virkeligheden bliver smuk og overskuelig. Busch ser dog tegn på civil ulydighed og refererer i den forbindelse til Lyngby-Taarbæk Kommune, der sidst i 2016 valgte at trække sig fra det Synlig Læring-projekt, der foregik i samarbejde med Gentofte, Rudersdal og Gladsaxe kommune. »Sekterisk, nærmest fascistoidt og udansk«, var afskedssalutten fra viceborgmesteren!

Synlig læring

Min egen lokalavis, Villabyerne, har skrevet om sagen i december, og en af debattørerne, pensioneret lektor fra UCC, Karen Bønløkke Braad, kritiserer, at lærerne ikke er blevet inddraget i reformprocessen. Desuden peger hun på det særlige ved undervisning: »Læring er så mystisk, uforudsigeligt og ofte usynligt, at man ikke kan sige, hvad der får læring til at ske. Læringsprocesserne kan ikke altid måles (…)«

Villabyerne rapporterer om positivt indstillede skolebestyrelser i Gentofte kommune, og Laura fra 8.x på Munkegårdsskolen udtaler om synlig læring: »Det er et godt redskab til, når du skal i gang med et nyt forløb, for så ved du, hvad du skal have ud af det,« og hun siger desuden, at der skal mere evaluering til. Hun nævner et eksempel med novellelæsning i dansk, hvor meget eksakte mål om genredefinition og berettermodel bl.a. er formuleret.

Jeg kan ikke lade være med at tænke om denne velformulerede og velreflekterende pige allerede er ved at blive socialiseret ind i den management- og (selv)evalueringskultur, som Busch og mange andre advarer imod.

Og dermed misser hun måske helt de sjælerystende oplevelser med litteratur og andre fagområder. Samtidig er der måske en fortravlet dansklærer derude, der pga. hele setuppet og kravet om afrapportering glemmer at være åben og dialogisk i sin undervisning.

Er den gode, karismatiske lærer, der gør en forskel, med Robin Williams’ lærerfigur i Døde poeters klub (»Carpe diem«) som et flamboyant og, indrømmet, romantisk eksempel fra populærkulturen – ved at blive en sjælden art, eller vil flere og flere gøre oprør mod læringsregimet?

En lærer har altid et formål med sin undervisning, men han eller hun ved alligevel ikke, hvad eleven får ud af det. Omvendt ved eleven ikke, hvad han eller hun ønsker at lære. Vi har ikke adgang til hinandens bevidstheder!

Mikael Busch. Carpe diem - 40 tekster om uddannelsessystemet. Forlaget Fjordager. 152 sider. 198 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Grethe Preisler
  • Henrik Brøndum
  • Jørn Andersen
Steffen Gliese, Grethe Preisler, Henrik Brøndum og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anna Sørensen

Robin Willliams's præstation og selve filmen var et fantastisk dybt og rørende eksempel på undervisning, når den griber og flytter mennesker. Undervurder endelig ikke den film ;o)

Steffen Gliese, Henrik L Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Henrik Brøndum og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Henning Nielsen

Vi er vel stadig et par lærere eller to, der ikke har givet op...

Steffen Gliese, Bjarne Bisgaard Jensen og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar

Den viser jo også (døde poeters klub), at det engsgement en underviser kan formidle ud i lokalet, i bedste fald, skaber et smittende engagement og dermed det bedste grundlag for læring!

Henrik Brøndum

Flot artikel, dog forstår jeg ikke

"Mikael Busch har fint blik for denne udvikling, idet han hævder, at der ikke længere er nogen substantiel forskel på læringsteori og managementfilosofi. Præmissen er, at alt hvad der foregår i undervisningen, kan brydes ned i enkeltkompetencer og gøres til genstand for rationel gennemlysning."

Managementfilosof er jeg helt sikker på ikke eksisterer. Af alle de gode ting vi lærer på Handelshøjskolerne er Ledelse det mest uhåndgribelige, og sammen med Salg - det område hvor akademisk træning har mindst at bidrage med. Der findes måske ledelsestanker eller ledelsesdrømme, men Managementfilosofi kan kun være et ord nogen bruger for at få nogle andre til at føle sig uvidende.

Og læringsteori - som er forfatternes eget felt - tror de jo ikke selv på?

@Henrik Brøndum: På engelsk, som jo er fagsproget for praktisk talt al handelshøjskolestof, skelner man mellem management og leadership. Den nærmeste danske oversættelse af management er dog ikke nødvendigvis ledelse (der på dansk kan dække over både management og leadership), men snarere styring. Managementfilosofi dækker her i artiklen, i hvert fald så vidt jeg læser den, den stryingsfilosofi, der er kendt i den offentlige sektor som New Public Management (NPM) og som er hentet fra den private sektors perfomancerelaterede styringsredskaber især incitamentsstyring. Ideen er, groft sagt, at reducere enhver opgave til en række målbare mål og derefter belønne alt efter graden af målopfyldelse. Bagsiden er, at man risikerer at opmuntre medarbejderne til at game systemet eller man får skævvredet arbejdsprocesser og processer, så kun de dele, der belønnes, bliver udført.

Henrik Brøndum, Steffen Gliese og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Måske den allerstørste fare ved den stadig strammere målstyring er en "instrumentalisering" af hele undervisningssektoren, hvor man kun skal lære et eller andet, fordi det står i en mål-/læreplan og/eller skal til eksamen i det. Hele tåbeligheden bunder i en utrolig (ubegrundet) selvtillid blandt toneangivende politikere og embedsfolk, der åbenbart mener, at de ved lige præcis hvad befolkningen behøver at lære for at være rustet til fremtiden. Et andet udtryk er det stadigt større fokus på beskæftigelsesgrad som altafgørende parameter på de videregående uddannelser. At vi ikke "skal uddanne til arbejdsløshed" (som den fortærskede frase, vi nu har fået tudet i ørerne til hudløshed, lyder) er der nok ikke mange der vil være uenige i, men i praksis ser det for mig ud som om vi er på vej mod en stop/go-model, hvor man pumper folk ind i uddannelser pga kortsigtet (og ofte meget konjunkturafhængig) efterspørgsel på bekostning af en mere overordnet strategi for en veluddannet befolkning - rent bortset fra at tvang sjældent er særligt fremmende for hverken uddannelse eller læring.

Henrik Brøndum

@Morten Hansen

Tak for denne skelnen mellem management og leadership. På trods af at jeg har læst kilometervis af denne litteratur - var den ikke på plads. Nu risikerer du, jeg begynder at synes noget af det er meget fornuftigt!

Netop i skolen er min til hudløshed gentagne traver synspunktet fra Adam Smith, der trods alt sjældent beskyldes for at være en rundkredspædagog: Since the output of education cannot be measured - it should belong to the public sector - not the private.

Henrik Brøndum

@Morten Hansen

Uenig. NPM blev indført fordi lærernes og andres faglige informationer havde fået for stor magt. I mine konkrete erfaringer kunne selv en klasselærer der ofte var meget sløv på grund af rigelig rygning af moderne tobak, indledte alle timerne med at spørge eleverne hvad de havde lyst til at lære i dag etc. ikke røres. Det kostede klassen 3 års stilstand hvor de ikke lærte noget.

Mit synspunkt er at skolelederen skal have reel mulighed for at afskedige uduelige ansatte, men jeg fremfører det lidt forsigtigt. Der er rigeligt med folk der vil kloge sig på skolen.

jens peter hansen

Hvis ledelsen oplever problemer med en ansat, og de ikke
bliver løst, vil det i sidste instans føre til en afskedigelse.
Retten til at beslutte hvem, der skal ansættes, og hvem, der
skal afskediges, er en del af ledelsesretteN.
Hvad er det du mangler ?

jens peter hansen

Hvis ledelsen oplever problemer med en ansat, og de ikke
bliver løst, vil det i sidste instans føre til en afskedigelse.
Retten til at beslutte hvem, der skal ansættes, og hvem, der
skal afskediges, er en del af ledelsesretteN.
Hvad er det du mangler ?

Henrik Brøndum

@jens peter hansen

At ledelsesretten udøves. Der skal ikke være management by fear, men der skal heller ikke være accept af alt.

jens peter hansen

Mit synspunkt er at skolelederen skal have reel mulighed for at afskedige uduelige ansatte, men jeg fremfører det lidt forsigtigt.
Helt ærlig, skal ledelsen have lov til at fyre eller ikke?
Dette indlæg er fra 2014: Sidste år registrerede Danmarks Lærerforening 700 fyringssager - og i København mistede 44 lærere jobbet fordi de leverede et utilfredsstillende stykke arbejde, havde vanskeligheder med at samarbejde eller meldte sig syg for ofte.

Det skriver Politiken, der også kan fortælle, at den nye tendens med at lærere, der ikke passer deres job til ledelsens tilfredshed, i høj grad skyldes en ny evalueringskultur.

Mener du Henrik Brøndum at det er for lidt eller hvad ??

Henrik Brøndum

@jens peter hansen

MIn kommentar om at være forsigtig går på jeg ikke ved så meget. Dine tal ville være interessante at se over en årrække - gerne kombineret med udviklingen i sygefravær. I København lå det i slutningen af 90´erne på 8 pct - hvor jeg synes det burde være på 3 pct.