Læsetid: 3 min.

Intet fedt på Olli Mäki

Fortællingen om en virkelig finsk boksers kamp for både kærlighed og VM-titel er fuld af smukt grumset nostalgi og klar tale om berømmelsens bagsider
Olli Mäki kæmper en svært forenelig simultan kamp for kærlighed og VM-titel, og det resulterer en fortællnig om emancipation fra de tunge mekanismer, der falder i hak omkring fighteren. 

Olli Mäki kæmper en svært forenelig simultan kamp for kærlighed og VM-titel, og det resulterer en fortællnig om emancipation fra de tunge mekanismer, der falder i hak omkring fighteren. 

41Shadows

3. februar 2017

Kropsnær, senet, benet, mager. Filmen om virkelighedens Olli Mäki er som bokseren selv. Uden fedt. Den bedste dag i Olli Mäkis liv følger den lille finske bokser – inkarneret på en gang blidt og sammenbidt af Jarkko Lahti – op til hans kamp om fjervægtsverdensmesterskabet i 1962 mod den ubesejrede amerikaner Davey Moore.

De to boksere skal tørne sammen på Helsinkis Olympiske Stadion, og nationen tager allerede VM-titelen for givet, imens Mäki døjer med at nå fra over 60 og ned på de 57 kilo, der lukker ham ind i fjervægtsklassen.

Hårdt nok i sig selv, men han har også store problemer med hele medie- og businesscirkusset. Der skal skydes åndssvag dokumentarfilm. Der er møde med velnærede sponsorer. Er der noget med at han er kommunist, vil en af dem vide.

Og  yderligere problemer: Han er blevet forelsket i sin kæreste Raija – realiseret med glødende lune af Oona Airola. Det er vist en erkendelse han først ankommer til et stykke tid inde i deres forhold. Men han ankommer dog i det mindste til den. Forståeligt nok. Hun er klog, sej, med begge ben plantet på jorden og ret så uinteresseret i al hurlumhejen. »Hvordan kan jeg blive skuffet, når jeg ikke forventer noget af dig?,« vil hun vide. Det er et godt spørgsmål.

Fotograferingen er i en kornet, smuk sort-hvid. Fuld af urovækkende kontraster og skarpe skygger i tunnellerne under Det Olympiske Stadion. Den er et mørkt grovkornet inferno i saunaen, hvor han forsøger at tabe yderligere nogle hundrede gram. Og rig på melankolske nuancer ude på landet, hvor tusmørket lander som en velsignelse i en milliard berusende gråtoner.

Det er herude Mäki er vokset op og har tjent til dagen og vejen som bager. Det er her han finder ro inden titelkampen. Væk fra kapitalismen og nationalismen, som omringer ham i Helsinki.

Underspillet finsk lune

Instruktør Juho Kuosmanen fortæller i korte og ofte ordknappe, skarpt klippede scener. Det får en til at dykke endnu dybere i den mættede, sansende fotografering, fordi man har så kort tid til at nyde den og de præcise miljøtegninger.

Ja, de får mig til at længes efter et svundet landligt Finland, som jeg ikke har oplevet. Dér hvor kæresteparret cykler, slår smut, kigger fortryllede på hinanden, mens alt omkring dem trækker vejret dybt, langsomt. Det er naturromantik, som det er svært ikke at få røde kinder af.

Anderledes i byen. Underholdningen virker meningsløs, fjollet, løsrevet fra traditioner, sågar decideret fornedrende. De hurtige fix. De smarte handler. De løgnagtige reklamer. De tårnhøje forventninger til Mäki. »Hvis folk bliver skuffede, skyldes det deres egne dumme fantasier. Dem er du ikke ansvarlig for,« siger Raija.

Men det kan være svært at huske på i Helsinki, hvor klasseforskellene er ekstreme og presset klemmer koncentrationen ud af bokserhåbet.

I et stramt tempo, i en spartansk lyrisk stil, med et underspillet finsk lune udfolder Kuosmanen på en gang et nationalt drama og de indledende dansetrin til et parforhold i Den bedste dag i Olli Mäkis liv.

Filmens Olli Mäki kæmper en svært forenelig simultan kamp for kærlighed og VM-titel, og det resulterer en fortællnig om emancipation fra de tunge mekanismer, der falder i hak omkring fighteren. Store pengeinteresser, nationalistisk selvfølelse, machopositurer, forstillelse, løgn, the show must go on. Og således kommer denne veltrimmede og stramme og alligevel sansende og åbne film til at handle om prioriteter.

’Den bedste dag i Olli Mäkis liv’. Instruktion: Juho Kuosmanen. Manuskript: Juho Kuosmanen og Mikko Myllylahti. Finsk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu