Læsetid: 5 min.

Intet er så fascinerende og provokerende som det nøgne menneskes glatte, furede og gennemhullede hud

De nøgne sandheder lokker, forfører – og sælger, viser en del af de over 400 af alverdens vinylpladeomslag, der for tiden udstilles på Berlins største fotogalleri. Og selv om vinylalbummet har sovet tornerosesøvn, mens cd’en tog over i 1990’erne, er vinylen for alvor kommet tilbage
Grace Jones’ Island Life cover, skabt af Jean-Paul Goude.

Grace Jones’ Island Life cover, skabt af Jean-Paul Goude.

7. februar 2017

De nøgne sandheder lokker, forfører – og sælger, viser en del af de over 400 af alverdens vinylpladeomslag, der for tiden udstilles på Berlins største fotogalleri. Og selv om vinylalbummet har sovet tornerosesøvn, mens cd’en tog over i 1990’erne, er vinylen for alvor kommet tilbage.

Island Life (1985) af Grace Jones

Den ultrahøje New-Yorker-discodronning Grace Jones mødte sin professionelle og private partner, fotografen Jean-Paul Goude tilbage i 1979, et par år efter at hun supplerede modelkarrieren med en pladekontrakt.

Efter at Jones og Goude slog pjalterne sammen, var den franske art-director og fotograf med til at skærpe det særlige androgyne Grace Jones-look med de figurklippede frisurer og stærkt opmalede leopard-blikke. Der var dog også Bauhaus-stilreferencer og cut-upfotoeffekter, der fremstillede Grace Jones som vildskaben selv.

Jones gjorde sangene »Pull up to the Bumper«, »Slave to the Rhytm« og »Private Life« til massive hits, og pladen Island Life samlede i 1985 op på alle ørehængerne. Den rene atletiske krop står i et elegant vrid, dog tilsat Jane Fonda-lignende benvarmere. Men kroppen er en illusion, for Goude havde splejset en række fotos sammen for at kunne skabe denne forvredne atletikposition.

Rapper Kanye West tyvstjal motivet for nogle år siden, hvor eks’en Amber Rose stod model til et remake. Grace Jones anklagede ham for plagiat, ligesom hun i sin biografi har skrevet om, at kolleger som Lady Gaga, Miley Cyrus og Rihanna skånselsløst har kopieret den nu 69-årige discodronnings stil.

The Jean Genie (1972) af David Bowie 

David Bowie var kongen af 1970’ernes glamstil og findyrkede alle de effekter, der fik musikken og det visuelle univers til at smelte sammen på denne colourvinyl. De passer som fod i hose til Jean Genie-figurens outrerede Verfremdungs-stil.

Huden er her blevet et lærred for legen med farver. Bowies glatte røde hår står i en steppebrand af henna. De fuldt optegnede øjne med varulvepupillerne flankerer det rødblå blitzlys, der flasher ned på både Bowies ansigt som på selve farvevinylet. Og med hånden i siden er det flamboyante divalook fuldendt.

Kroppen er kun nødtørftig dækket af en grå spray, der lægger sig oven på kunstnerens slanke krop. Allerede i 1920’erne kom de første farvede vinylplader frem, og i løbet af 1950’erne tog tendensen til, da teknikken blev mere avanceret. Beatles brugte masser af farver på vinylet, men også Pink Floyd og Rolling Stones havde som Bowie en forkærlighed for hele regnbuens palette af knaldeffekter, der lægger sig oven på vinylets ellers uniformerede diskretion.

KooKoo (1981) af Debbie Harry 

Forsangerinden i bandet Blondie, Debbie Harry, begik med KooKoo sin solodebut og hun fik stærk visuel opbakning af den schweiziske kunstner H.R. Gieger.

Gieger var året før blevet udmærket med en Oscar for bedste visuelle effekt for designet af Alien-figuren, som Ridley Scott skabte en hel filmserie ud af. Det var under en galleriåbning af malerierne bag Alien-figuren i New York, at H.R. Gieger mødte Debbie Harry.

Hun overtalte schweizeren til at lave et cover, hvor han så endte med at male oven på et foto af fotografen Brian Aris. Gieger havde kort forinden fået akupunktur, og det var derfra, han fik ideen til at forstørre nålene og gøre dem til regulære spyd, der perforerer sig gennem sangerindens hovede. Gieger var dermed tro mod sin dyriske science-fiction-stil og foreslog også, at albummet skulle hedde Akku Akku, hvilket Debbie Harry dog lavede om til KooKoo. For Londons undergrundsbane var coveret for stærk kost: de nægtede at opsætte plakater for pladen på deres stationer.

Amorica (1994) af The Black Crowes 

Det er ikke nogen rigtig original, men et velvalgt dyk ned i fotohistorien som rockgruppen The Black Crowes gjorde til deres eget, da de til Amorica-coveret brugte et forsidefoto fra mandebladet Hustler Magazine fra 1976.

Et stars-and-stripes-flag som bikini kan med europæiske øjne virke på grænsen til det tilforladelige. Her var det dog USA, hvor det, at der stak en flok krøllede pubeshår op over kanten, satte gemytterne i kog. Så hellere den rene og bare hud.

Hos de store kæder som Walmart blev der indført pubeshårcensur: De blev retouceret behørigt væk, for at coveret overhovedet kom inden for dørene. Men det viste sig stadig at være for meget, så den næste version var helt uden krop og hud – kun det trekantede bikiniflag stod tilbage på en helt sort baggrund.

Love Sexy (1988) af Prince, fotograferet af Jean-Baptiste Mondino 

»Have you ever wanted to play with someone so much u’d take any one boy or girl?« lyder det i sangen »Anna Stesia« på Love Sexy-skiven, hvor Prince på omslaget er iscenesat som en androgyn engel, der med hænderne skærmer noget af sin uskyld. Som var han en kvinde.

Love Sexy tager Prince lytterne med på en intens intimrejse mellem insisterende funk og svedig soul og ender ud med at krydse erotikken med spiritualiteten i balladerne. Love is God, God is love, girls and boys.

Den franske fotograf Jean-Baptiste Mondinos mesterlige cover med liljehovederne forskubber dimensionerne, der gør Prince til en symbolfigur. Den glatte hud og de fine overgange mod skyggerne minder om de franske fotokunstnere Pierre & Gilles, der også har en række bidrag med på udstillingen i Berlin. Hvor fotograf Jean-Baptiste Mondino også står bag fremragendecovers af Björk, Madonna og Eurythmics.

Miles Davis' 'Tutu' fotograferet af Irving Penn 

Et af de mest legendariske lp-omslag er fra et af Miles Davis’ sene værker Tutu, hvor trompetkunstneren ikke længere er den yngste. Men hvorfor gemme det faktum, at alder giver erkendelser, mærker og dybde?

I Miles Davis' vulkanlandskab af et ansigt er der et tæt spil mellem erfaringens skarphed og alderens aftegninger af furer og rynker. Og med Irving Penns foto fra 1986 kastes der adskillige spørgsmål op i luften: Er det en lyttende transcendens, dyb eftertænksomhed eller en smertefortrukket mine, som portrættet videregiver?

Dette coverfoto står da heller ikke alene, men er kontrasten til omslagets egentlige forsidefoto, hvor Miles Davis er fotograferet fra et punkt let nedefra, og den sølvskinnede hud nærmest falder ud af en mørk baggrund. Med et blik mod evigheden fremstår dét portræt som suveræntog monumentalt a la et egyptisk gudebillede. Det konstrasterende foto ovenfor giver derfor nuancerne, når lp-ejeren henter sin skive ud af indercoveret, lige før den sættes til at snurre rundt på pladetallerkenen.

Udstillingen Total Records, Vinyl & Fotografi har åbent frem til den 23. april 2017 i det fotografiske galleri C/O Berlin, i Hardenbergstraße 22-24, 10623 Berlin

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Beroemte, smukke mennesker og en god stilist, make up ekspert, frisoer og super fotograf .... and last but not least - photo shopping ....

Søren Rehhoff

Miles Davis begyndte, ved siden af musikken, at tegne og male i den sidste del af sin karriere. På en måde ligner det maskelignende ansigt, han sætter op på bagsiden af Tutu-coveret, nogle af de figurer han tegnede, så måske er det bare ham, der prøver at ligne en af sine tegninger.