Det kræver mod og muskler at præsentere en forestilling med titlen Klædt af til skindet. Men det er netop, hvad de fire mænd bag Den Nøgne Sandhed er: modige og mandehørmsmuskuløse – og så vidunderligt musikalske, at deres vanvid virker aldeles forførende.
Deres kiksede åbenhjertighedshistorier om mandelivet i 40’erne gør dem komplet uimodståelige. At publikum i Aalborg Kongres- og Kulturcenter i torsdags så hovedsaglig bestod af modne kvinder, gjorde kun latteren mere pikant.
Det er tydeligvis multiperformeren Mikkel Schrøder, der samler denne talentfulde mandegruppe. Det er ham, der retter alle fortællinger ind i lækkert flow omme bag trommesættet, når han vildt nok både synger og trommer samtidig. Og så spiller han med alle charmemuskler, selv om det i dette show er med knust skilsmissehjerte og delefaderens sms’er i tårekanalerne. Det giver en klump i halsen: Sådan er det også at blive forført.
Øl og biler
Den Nøgne Sandhed lusker frygtløst rundt i mandebetroelserne: Om sex, de ikke får nok af. Om kvinderne, de ikke forstår. Og allermest om pikken, som de åbenbart undersøger yderst grundigt – hele tiden.
Det er enormt plat, men det er også overraskende skævt og sjovt. Som et omkvæd lyder i en af Vase & Fuglsangs muntre tekster: ’Jeg ku’ ha’ bygget en carport / Mens du lakerede tæer!’
Sangeren Joachim Knop synger sin umiskendelige Figaro med operaklang, der afvæbner enhver med mascara – og skuespilleren Gordon Kennedy deler ud af sin ensomhed, så de fleste i salen gerne ville trykke hans bumser ud.
Mest komisk bliver det, da performeren Farshad Kholghi fortæller om dengang, en psykolog rådede ham til at tage på landet. Hans arme og ben stritter panisk i alle retninger, da han når til øjeblikket, hvor han skal flå en kalv ud af en fødende ko. Men da er salen selvfølgelig allerede opløst af grin.
Lyder som Medina
Jo da. Showet kunne sagtens være mere hidsigt i sin samtidssatire, og Line Kromanns iscenesættelse kunne godt have været strammere. Men sandhedsdyrkerne er vilde imitatorer, der kan efterligne alle fra Medina til Thomas Helmig – med guitaristen Jakob Jønne Nielsen som supermusiker med stramme riffs fra lårene.
Nøgne eller ej. De fire freaks optræder selvfølgelig også som kvinder – på video, hvor de er klædt ud som deres egne kærester. Her sidder de så med blondineparykker og trætte stemmer og fortæller om mændene, sådan som de er i virkeligheden – og i sengen. Men selv det kan selvfølgelig ikke punktere deres forførende charme. Suk, hvor er de skønne!
Kvinderne rundt om Patrick Baurichters ’Don Juan’ lader sig forføre under dalende hjerter i Aalborg Teaters næsten tre timer lange nyopsætning af Molières komedie. Her er det Charlotte Brygmann. Men det gør publikum ikke.
Tænder på sig selv
Tror man, at man også skal opleve en forførelse i Don Juan på Aalborg Teater, bliver man dog skuffet. Denne komedie af Molière er formodentlig verdens mest afgørende forførerbeskrivelse, og under den samfundsdebatterende teaterdirektør Hans Henriksen skaber forestillingen naturligvis høje forventninger.
Men ak. Den unge norske iscenesætter Johannes Holmen Dahl har iscenesat Don Juan uden synlig humor – og uden mærkbar sans for erotik. (Han har også bedt skuespillerne om at udtale ’Don Juan’ med spansk j-lyd, altså som ’rhhhuang’ og ikke på fransk som ’sjuang’, hvilket kun forøger mystikken.)
Forestillingen er underligt kedelig, lige som hans opsætning af Houllebecqs Underkastelse i efteråret. Det bliver uforståeligt, hvorfor kvinderne falder for Patrick Baurichters metroseksuelle mand. Han har i hvert fald så travlt med at manipulere med kvinderne, at han slet ikke virker tændt på forførelsen. Han virker mest bare tændt på sig selv.
Krokodilletårer
Jovist, hans Don Juan vælter en enkelt gang en kvinde i undertøj rundt på gulvet i smuk konfetti af dalende røde hjerter i Katja Frederiksens velfungerende nøjsomhedsscenografi. Men resten af tiden opfører Patrick Baurichter sig som Donald Trump til pressemøder: Urimelig og magtarrogant – og uinteresseret i emnet.
Resten af skuespillerne er sat til at hamre på instrumenter i uskøn musik. Desuden skifter de roller så hyppigt, at publikum mister muligheden for reelt at leve sig ind i figurerne. Kun Niels Anders Manleys charmerende tjener holder stykkets grundfortælling i live med charme og naturlig ro i skuldrene.
Bearbejdelsen af Per Aage Brandts oversættelse virker uforståelig. Sprogligt kører replikkerne rutsjebane mellem gammeldags sprog og nutidigt teenagerdansk, og da Patrick Baurichter holder et umotiveret foredrag om kvinders ægløsning, knækker forestillingen uigenkaldeligt. Slutningen rummer hverken morskab eller rædsel. Kun lidt krokodilletårer – og taknemmelighed over, at forestillingen endelig er ovre.
Så hvad kan man sige? At Don Juan næppe scorer i Aalborg – og at forførelseskunsten har det bedst hos Den Nøgne Sandhed.
’Don Juan’. Tekst: Molière. Oversættelse: Per Aage Brandt (2003). Iscenesættelse: Johannes Holmen Dahl. Scenografi: Katja Frederiksen. Kostumer: Sophie Reble. Musik: Alf Lund Godbolt. Kapelmester: Gunhild Kjær. Aalborg Teater. To timer 50 min. Til 11. marts 2017.
’Klædt af til skindet’. Den Nøgne Sandhed. Iscenesættelse: Line Kromann. Tekster: Vase & Fuglsang m.fl. Oplevet i Aalborg Kongres- og Kultur Center. Turné, bl.a. i aften i Tinghallen i Viborg og i morgen lørdag den 25. februar i Musikhuset Aarhus. Til 1. april 2017
