Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’La La Land’ er en fornøjelse, der kan anbefales til enhver, der har brug for et par timer uden alvor

Oscar-favoritten ’La La Land’ er en stilfuld og rørende hyldest til det mytologiske Los Angeles, man kender fra filmhistorien
Hverken Ryan Gosling eller Emma Stone eller nogen anden sætter en fod forkert i Oscar-favoritten ’La La Land’, i hvilken det mytologiske Los Angeles-landskab spiller en af hovedrollerne.

Hverken Ryan Gosling eller Emma Stone eller nogen anden sætter en fod forkert i Oscar-favoritten ’La La Land’, i hvilken det mytologiske Los Angeles-landskab spiller en af hovedrollerne.

Dale Robinette

Kultur
24. februar 2017

Allerede fra åbningsscenen er Damien Chazelles musical La La Land en overbevisende og totalt opløftende fornøjelse, som anbefales enhver, der kan undvære alvor i et par timer.

En bilkø strækker sig, så langt øjet rækker, hen ad en motorvej i L.A. Et smukt og håbefuldt menneske stiger ud af sin bil, danser til en lystig melodi og bryder ud i sang om sine drømme og længsler.

Det griber om sig, for inde i hver eneste bil i den solbeskinnede bilkø sidder der stjerner, som venter på, at Hollywood opdager, hvordan de stråler. I løbet af et seks minutter langt danseoptrin optaget i en lang glidende bevægelse ender samtlige bilkøens kunstnerspirer på taget af deres biler med armene i vejret henført syngende om at jage alt det lys, der blinker. Det er ikke spor for meget.

Perfekt anledning til sang og  dans

Der er ikke sparet på noget som helst, der kan overvælde øjnene og ørerne i La La Land, som først og fremmest er et kærligt og stilfuldt portræt af den både lalleglade og hjerteskærende længselsfabrik, L.A. er. Byen ligner med bjergene, bilkøerne og de kulørte billboards sig selv, som man kender den fra film.

Scenografien er stiliseret og elegant med store farvede flader, bugtende linjer i nærmest alle billeder og lygtepæle, der ligner den, Gene Kelly svinger sig rundt om i Singin’ in the Rain (1952).

Her sidder et utal af anonyme stjerneaspiranter i hver deres bil og håber på en mulighed for at skille sig ud og blive et navn, hvis strålende succes vil lokke endnu flere længselsfulde typer til byen i håbet om at skille sig ud og blive et navn, hvis strålende succes vil lokke endnu flere længselsfulde typer til byen etc.

I en af bilerne sidder Mia (Emma Stone) og øver replikker, og i en anden sidder Sebastian (Ryan Gosling) helt bister over hverken at have en gylden karriere som jazzpianist eller sin egen jazzklub. Han dytter aggressivt, hun giver ham fingeren, og kort efter bliver de selvfølgelig forelskede, hvad der jo er en perfekt anledning til at synge og danse som i musicals fra 1950’erne og 1960’erne.

Guldalderlængsel

La La Land er gennemsyret af en Hollywood-nostalgi, som minder om (men flot nok overgår) den, man også så i Coen-brødrenes Hail, Caesar og Woody Allens Café Society, begge fra sidste år. Gad vide, hvor al den guldalderlængsel kommer fra. Instruktøren Damien Chazelle har en baggrund som falleret jazztrommeslager (hurra for, at det gik i vasken, der er jazztrommeslagere nok og alt for få musicals), og man mærker, at han deler forkærligheden for gammel, uforfalsket jazz med sin mandlige hovedperson.

Man mærker også en vis oprigtighed og investering i historien om at stræbe efter stjernestatus og kunstnerisk selvrealisering. Det var også temaet for Chazelles to foregående film, den sorthvide musical Guy and Madeleine on a Park Bench  (2010) og det Oscarvindende drama Whiplash (2014).

Den historie kunne ellers godt have virket fersk og fortærsket i så kulørt et sceneri, men hvem har tid til den slags surmulende indvendinger, når koreografierne er så svimlende, og alt i det hele taget ser så godt og sjovt ud.

Emma Stone og Ryan Gosling synger og danser hæderligt uden at være decideret virtuose i nogen af disciplinerne, men det er ikke desto mindre charmerende at se og høre på. De stepper uden store akrobatiske numre, men til gengæld er der den helt rigtige blanding af elegance og komik, når deres bevægelser spejler hinanden. Vægtløse bliver de også på et romantisk tidspunkt. Der skal virkelig ikke mangle noget.

Turtelduer i krise

Og nu tilbage til plottet: Der er ingen, der har sagt, at det skulle være nemt at slå igennem i Hollywood, men Mia og Sebastian minder hinanden om at tage drømmene alvorligt. Mia begynder at arbejde på det klassiske onewomanshow om, hvordan hun nåede så langt som til at lave et onewomanshow, og Sebastian tager til trods for sin ortodokse tilgang til jazz imod tilbuddet om at komme med i en gammel vens band. Hun skal øve, og han skal turnere, og adskillelsen tærer på forholdet, som fra starten var selvskrevet til konflikten om, hvilke kompromisser deres drømme kan holde til.

Filmen glider over i et mere melankolsk leje, og det var her, jeg – fordi jeg åbenbart ikke er vant til så veludførte film – havde forventet, at en vis kedsomhed ville sætte ind. Men den tilspidsende konflikt mellem de unge elskende er lige så musikalsk og visuelt gennemført som resten.

Der bliver ikke sat en fod forkert i La La Land, der også er nomineret til 14 Oscar-statuetter. Filmen skildrer ikke menneskesindets dybeste afkroge, til gengæld lykkes det Damien Chazelle at iscenesætte en masse drømme, håb og længsler – og ikke mindst det mytologiske L.A.-landskab, der omgiver dem.

’La La Land’. Manuskript og instruktion: Damien Chazelle. Amerikansk (Biografer over hele landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

14 Oscar-statuetter for et par timer uden alvor - så har hørt det med.

Flemming Berger

En film,der cementerer 'Den amerikanske Drøm' om,at livets mening og lykken er at være 'den bedste,den største,den stærkeste,etc.....

Torben K L Jensen

Den succes skal ses som opium for folket i usikre tider på linje med de store opsætninger i 30´ernes Tyskland og USA under McCarthy-ismen i 50´erne. Farlige og kritiske film sælger ikke billetter i krisetider. Måske en trejde verdenskrig er på trapperne - een ting er helt sikkert - store omvæltninger er i støbeskeen for tiden.

Michael Kongstad Nielsen

Anmelderen kunne godt have bemærket noget i den retning.

Jo, jeg tror da at f.eks. Michael Moore sælger godt og ses af mange, og slet ikke mindre i krisetider som nu.
(Hvis folk da har råd til biografbilletter.) Jeg tror der er et ret stort publikum for mindre bedøvende underholdningsfilm etc., og f.eks. samfundskritiske filmer, såfremt de bliver sat op og distribueret.

P.s.: Hvis der er krig i landet, altså ikke bare en "standard" krise, så er det nok både almindeligt og forståeligt, at folk gerne vil drømme sig lidt væk, hvis de kan, bare for et par timer.

Michael Kongstad Nielsen

Men Trond Meiring, hvor mange Oscars står Michael Moore til?

Michael Kongstad Nielsen

Weekendavisen synes La La land kommer for nemt til det hele.

Jeg synes også at Weekendavisen kommer for nemt til det hele.

Michael Kongstad Nielsen

Trond
Jeg savner svar på Michael Moores antal Oscarnomineringer i år.
http://www.kino.dk/nyheder/2017/01/oscar-nomineringerne-2017

Nå...! Er svaret ingen? Men M.M. var da bare et eksempel på en anden nord-amerikansk filminstruktør, hvis film folk også kan vælge at se, istedet for eksempelvis Oscar-show eller Jaha-land...
Jeg har selv ikke fjernsyn, så tak for referat.