Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

’Lone er her. Ingen problemer’

’Arvingerne’ fortsætter med at udforske spændingsfeltet mellem det forudsigelige og det forvirrende
Kultur
6. februar 2017

Hvis Arvingerne kun bestod af scener, hvor de alle sammen havde det godt, lavede samfundskritisk kunst, kiggede på stjernerne og godmodigt udpegede hinandens svage sider, ville jeg måske stadig hænge på og holde af serien.

Arvingerne er aldrig holdt op med at være en usædvanligt flot serie, det er bare plottet, der – hvordan det så end lader sig gøre – på en gang er blevet mere forudsigeligt og mere diffust og forvirrende. Man tror lige, man har forudset handlingen flere afsnit ud i fremtiden, og så tager den en komplet umotiveret drejning, og ens profetiske evner bliver slået tilbage til start.

Endelig kunst! Her ved 6. afsnit er jeg ret sikker på, at Signe (Maria Bach Hansen) nok skal blive gravid med sin kernesunde landmandskæreste Aksel (Mikkel Arndt). Hun skal bare lige svigtes af sin nye bedste veninde Karin (Pernilla August) først.

Frederik (Carsten Bjørnlund), der er hårdt ramt af sin datters død, sin skilsmisse og sin uformåenhed som far for håndboldhåbet Villads, er sværere at greje. Først skal der for Guds skyld ikke lægges sag an mod den afdøde Hannahs kunstnergruppe, der har lagt sig ud med et ondt og forurenende multinationalt selskab.

Så skal kunstnergruppen for alt i verden lægge sag an mod skurkene. At Frederik stadig er optaget af, at hans lillebror Emil (Mikkel Boe Følsgaard) kørte Hannah til lufthavnen, forstår jeg stadig ikke noget af.

Til gengæld har vi endelig fået lov til at fatte, hvad kunstnerne har gang i. I en storstilet protestaktion mod privatisering af vandforsyningen bryder de ind i det lokale vandværk og hælder rødt pigment ud i alles drikkevand, følger op med en sms-kampagne og en lokalsamfundsomspændende installation af tørrestativer med rødt tøj.

Imens sørger den evigt snalrede advokatveninde Lone for at sikre mobiltelefonaktivitet og dermed alibier hjemme på Grønnegård. Det er en vigtig opgave. »Lone er her. Ingen problemer,« siger Frederik. Og så ved man cirka, hvad klokken er slået.

’Arvingerne’. Søndag kl. 20 på DR 1.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her