Læsetid: 7 min.

Medrivende og opslugende værker af sydafrikanske William Kentridge

Der er brutalitet og komik, vold og kærlighed i William Kentridges medrivende videoinstallationer, som for tiden kan opleves på Louisiana
Værkerne på ’Thick Time’-udstillingen fokuserer på William Kentridges særlige brug af filmiske og dramatiske virkemidler til at skabe medrivende og suggestive rum.

Værkerne på ’Thick Time’-udstillingen fokuserer på William Kentridges særlige brug af filmiske og dramatiske virkemidler til at skabe medrivende og suggestive rum.

24. februar 2017

Der svæver en aura af en svunden, prædigital tidsalder med knitrende støj, hakkende billeder og mekaniske dingenoter omkring den sydafrikanske billedkunstner William Kentridges installationer. 

Med hightech­-midler skaber de en retro-chic atmosfære af low tech. Og de er opslugende, værkerne, som publikum træder ind i og bliver omsluttet af. Det er som en arkitektur for sanserne.

Kentridges installationer placerer én midt på scenen, midt i begivenhederne, midt i al den virak og bevægelse, som hans værker både består af og frembringer. 

Louisiana har nu samlet en række af Kentridges arbejder fra de senere år. Værkerne fokuserer på hans særlige brug af filmiske og dramatiske virkemidler til at skabe medrivende og suggestive rum, der fortætter fortællingerne og skaber det indtryk af mættet tidsfylde, som udstillingstitlen – Thick Time – henviser til.

Kentridges installationer placerer én midt på scenen, midt i begivenhederne, midt i al den virak og bevægelse, som hans værker både består af og frembringer.

Hypnotisk billedkarrusel

Uden at tematisere specifikke historiske begivenheder er Kentridges arbejder ikke desto mindre tydeligt præget af Sydafrikas historie. Apartheidpolitikkens systematiske og brutale undertrykkelse af landets sorte befolkning bliver på indirekte og subtil vis et emne i mange af hans værker.

Ikke som faktuel historiefortælling, men som poetiske fremstillinger af historiens affektive dimensioner og som visuelle refleksioner over, hvordan man overhovedet får adgang til en historisk bevidsthed. Hvordan man husker, hvordan man glemmer, hvordan man fortrænger.

Det er en påtrængende problematik i Sydafrika – som så mange andre steder – hvor nationale traumer, der aldrig er helede eller grundigt bearbejdede, fortsat øver deres virkning i form af had, vold og overgreb.

Erindring er en stor del William Kentridges værker, siger han. Her står han foran et af dem på Louisiana.
Læs også

Kentridge gestalter i sin kunst det ubevidstes sandhedskommission, et paradoksalt tribunal uden moralsk kompas, hvor følelsernes vold råder og forsoning forekommer umulig, selv om kærligheden omvendt også dukker frem som en ukuelig kraft overalt.

William Kentridge har i mange år arbejdet med at knytte video- og filmmediet sammen med teater og mere traditionel billedkunst i form af især tegning. Flere af værkerne er store produktioner lavet i samarbejde med en række andre kunstnere fra teater og musikscenen i Sydafrika.

Han arbejder med installationer, der involverer projiceringer af levende billeder på mange skærme i opstillinger, som danner selvstændige rum. De levende billeder indgår i sceniske opstillinger proppede med patinerede rekvisitter og nostalgisk mekanik.

Sorte slugter

Et af de første store værker, man møder på udstillingen, er »More Sweetly Play the Dance« fra 2015. De syv store skærme i det monumentale installationsværk danner ikke en formfuldendt og sluttet cirkel, men skyder sig ind over hinanden som plateauer i forskellige planer.

Nogle steder når skærmene slet ikke sammen, så der opstår sorte slugter i den panoramiske procession af billeder. Opstillingen af skærmene skaber en visuel geologi af træge forskydninger, hvor billeder opbygges, forskydes og overlejres lag på lag.

På de forskudte og meterstore skærme i »More Sweetly Play the Dance« ser man et marcherende optog af musikanter bevæge sig rundt som flade silhuetfigurer, der momentvis og glidende får dybde og farve.

Værket taler til sanserne, blander videoprojiceringer og kultegninger til et drømmeagtigt billedunivers, der umærkeligt veksler mellem hyperrealisme og ekstrem stilisering. De marcherende figurer bevæger sig i procession, med pludselige udbrud af dans, gennem et dunkelt skumringslandskab.

Det føles som en svimlende karruseltur med snurrende bevægelser og bratte bump: ophidselse og kvalme, fryd og skræk, hvin og latter. Kentridge har lavet en hypnotisk billedkarrusel, der taler lige ind i kroppens erindringer og aktiverer et bredt og modsætningsfyldt følelsesregister.

Billederne flimrer langsomt hen over skærmene som hakkende animationer, fulde af brud og tonale skift. Stenalderfilm, kalder Kentridge selv sin teknik, der hylder de tidligste films mangel på gnidningsløs perfektion.

Et hornorkesters melankolske blæserkor humper sig rytmisk af sted gennem en sorgmunter melodi, der tydeligt trækker på den sydafrikanske kwelas repetitive struktur. Lyden strømmer ud af fire store metalmegafoner, der står på stativer på det store gulvparti foran skærmene.

I 15 minutter bevæger processionen af groteske figurer – nogle nedbrudte, andre stoltserende og atter andre militant provokerende – sig rundt om mig i det opslugende værk. Musikken, det groteske optog og den fysiske opstilling af skærmene bidrager alt sammen til fornemmelsen af en berusende karruseltur i historiens ubevidste, hvor stolthed og undertrykkelse promenerer hånd i hånd, ligesom fortiden synes at overlejre nutiden i et komplekst portræt af migrationens historie.

Marchen hen over horisontens udtværede linje strækker sig hele vejen rundt om én, når man står midt i videoinstallationen. Rundt og rundt går de. De bærer på våben, instrumenter, skilte. De trækker mærkelige mekaniske anordninger bag sig, de bærer på sære sceptre, faner, fuglebure, stave og megafoner. De stavrer usikkert fremad på stylter, de er viklet sammen af rebliner, de slæber på dropstativer med blod- og væskeposer.

Det ligner en middelalderlig dødedans i et goldt landskab, en hoben tragiske gestalter bundet sammen i et skæbnefællesskab af oprør og lidelse, protest og undergang. Et optog af fanatikere og missionærer, der vandrer udsigtsløst mod deres endeligt for fuld musik, lidenskabeligt dansende. En strøm af mennesker på flugt, på vej, på trods – under en himmel af kulstreger, der aftegner varierende toner af gråt.

Overraskende illusionskunst

»More Sweetly Play the Dance« er et voldsomt værk. Voldsomt smukt og voldsomt bevægende.

Det samme kan man sige om udstillingens andet store processionsværk, den 30 minutter lange »The Refusal of Time« fra 2012, som Louisiana erhvervede for et par år siden.

»The Refusal of Time« er også et værk på flere skærme, som mod værkets slutning viser et menneskeoptog. I rummets midte trækker en kæmpe blæsebælg vejret med sin mekaniske lunge, mens fire megafoner i aluminium udsender værkets fragmenterede og apokalyptiske lydbilleder, der med metronomens præcise tikken tematiserer tid som en rytmisk pulseren.

Selve billedsiden er dog væsentlig mere sammensat i dette værk, der blander filmisk realisme, animationsteknikker og forskellige filmtricks, så som baglæns visning af billedforløb og dobbelteksponeringer.

Ansatser til en fortælling om et bombeattentat mod blandt andet den vestlige verdens standardnorm for tiden – Greenwich Mean Time – giver desuden »The Refusal of Time« et mere konkret narrativ, end man kan finde i »More Sweetly Play the Dance«.

Ud over de to monumentale installationsværker byder Louisianas udstilling på en række andre installationer, der demonstrerer Kentridges alsidighed og talent for at udnytte de enkleste virkemidler på komplekse, overraskende og kunstnerisk frugtbare måder. Ikke mindst hans gentagne leg med filmsekvenser kørt baglæns forfines til en overbevisende illusorisk ophævelse af tyngdeloven og kausaliteten, sådan som man kan opleve det i »7 Fragments for Georges Méliès«, »Day for Night« og »Journey to the Moon« fra 2003.

Her er det filmens potentiale til overraskende illusionskunst, der turneres ækvilibristisk og poetisk med hommage til den tidlige, franske filminstruktør Georges Méliès, der i 1902 lavede Rejsen til månen. Andre installationer er tættere på teaterverdenens virkelighed, som Kentridge – der selv har fungeret som både instruktør og skuespiller – også bevæger sig hjemmevant inden for.

Mennesker er programmerbare

Installationen Sentimental Machine er et kulisseinteriør med rekvisitter og projiceringer, der med udgangspunkt i Lev Trotskijs udtalelse om, at mennesker er sentimentale, men programmerbare maskiner, skaber en scene for refleksioner over relationen mellem revolution og kærlighed.

De to kræfter er i Kentridges udlægning i strid med hinanden, ideologiens ufejlbarlighed bliver underløbet af hjertets lunefulde omskiftelighed. I værket fremstilles Trotskij med en megafon som hoved, et korporligt talerør. »Right Into Her Arms« fra 2016 er et mekanisk teater, der på en miniaturescene projicerer film på bevægelige lærreder, mens lydsiden afspiller dadaisten Kurt Schwitters’ Ursonate fra 1920’erne.

Værket er et biprodukt fra Kentridges arbejde med en opsætning af Alban Bergs ufuldendte opera Lulu til The Metropolitan Opera i New York. Kentridge bidrog med en række sorte blæktegninger, der blev projiceret op på scenen under operaen, men som i originaltegninger nu kan ses på Louisiana.

Ingen moraler

Udstillingen indledes med Kentridges tidligste arbejder i animationsfilm, værkkredsen 10 Drawings for Projection, som blev lavet fra 1989 til 2011.

I disse korte, men intense animationer udviklede Kentridge sin metode med at tegne med kulblyant på ét og samme papir, som han viskede ud, ændrede og tilføjede streger, så fortællelagene blev hobet op oven på hinanden, synlige i filmene som gnidrede plamager og spøgelsesmotiver, der dukker frem som ufrivillige erindringer af papirets dyb.

Nogle af originaltegningerne fra filmene kan også ses. De giver en god fornemmelse for de hundredevis af tegninger, der har været indeholdt på hvert ark. 10 Drawings for Projection er et vigtigt fundament for Kentridges videre arbejde med film i større, installatoriske sammenhænge.

En ekspressiv figuration sameksisterer her med narrativ abstraktion, så vi genkender det meste, men forstår meget lidt. Grundelementerne af vold, maltraktering, længsel og kærlighed er præsente, men moraler er fraværende.

Uden leflen

Louisianas udstilling af William Kentridge er en velkommen introduktion på dansk grund til nogle af de vigtigste kunstværker, der er blevet skabt inden for videoinstallationsmediet i de senere år.

Ikke alt i udstillingen er lige vigtigt, især er der vel mange skitser og modeller, som ikke rigtig lægger noget nyt til Kentridges oeuvre. Men hovedværkerne er der i rigt mål, og denne sjældne mulighed for at se dem side om side må man ganske enkelt ikke forpasse.

I Kentridges værker får tiden virkelig fylde, og jeg gik mættet og eftertænksom fra udstillingen, som nok efterlever tidens mantra om brugerinddragelse, men helt uden didaktik eller leflen.

Det er politiske værker uden politisk agenda, men med en nærmest humanistisk appel til at konfrontere konflikter og paradokser, hvad enten de bebor det enkelte menneske eller opstår i mødet mellem flere mennesker. Publikum er overladt til selv at gøre arbejdet, selv skabe mening med værkerne, men i det bedst tænkelige selskab, som ikke fordrer en bestemt læsning, men i stedet skaber et trygt rum for åbenheden.

Det er værker, der kræver nærvær, men øser generøst af det samme.

William Kentridge ’Thick Time’. Louisiana Museum for Moderne Kunst. Humlebæk. Indtil 18. juni

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu