Da Agota Kristof i 1986 havde skrevet sin lille debutroman Det store stilehæfte, var hun sådan set færdig som forfatter. Hun havde begået et mesterværk. Der var ikke rigtig mere at komme efter, emnet var udtømt, værket var perfekt.
Ikke at Agota Kristof ikke kunne skrive flere bøger, for hun udvidede siden debutromanen til en trilogi om to tvillingedrenge i det delte Europa, men begge romaner, Beviset og Den tredje løgn, er matte genbesøg af den historie, hun allerede havde skrevet. Det er de tre romaner, der er samlet og nu igen udkommer på dansk i Rosinantes fantastiske klassikerserie.
Historien om at miste sit land
Kristofs egen historie er historien om at miste sit land, sit sprog og at måtte finde sig til rette et nyt sted og med et nyt sprog. Hendes centraleuropæiske skæbne er et produkt af de nye grænser, som Anden Verdenskrig og befrielsen trækker.
Faren fængsles af politiske årsager, mens moren i ren armod er nødt til at lade datteren vokse op på internat, hvor russisk gælder som hovedsprog. I forbindelse med den sovjetiske invasion af Ungarn flygter hun som 21-årig over den østrig-ungarske grænse og ender i det fransktalende Schweiz.
Agota Kristof forlader sin familie, sit tilhørsforhold til et folk, til sit modersmål. Fransk bliver hendes skæbne. Hun lærer sig og læser den store litteratur på fransk, og hun læser verdenslitteraturen på fransk. Uden nogensinde at beherske det franske sprog som en franskfødt forfatter, genopfinder hun sit tabte sprog i det franske og bliver en fransksproget forfatter.
Af samme grund handler hendes romaner om opfindelsen af et sprog og om at finde et litterært sprog for en mere universel erfaring af hjemløshed efter krigen og delingen af Europa. Og Det store stilehæfte er især en fremstilling af de uhelbredelige skader, som krig og diktatur anretter i et barnesind, ja i et menneskesind i det hele taget.
Det store stilehæfte må ses i traditionen fra den europæiske sprogskepsis tilbage fra begyndelsen af det tyvende århundrede. Samtidig er Kristof præget af en minimalisme, som også her i Danmark var blevet en trend i 1980’erne og 90’erne, hvor Kristofs roman blev læst af en del forfattere.
Det totalitære Europa
Hvad er det for en bog, Agota Kristof skriver om krigen og delingen af Europa, der går fyrre år tilbage? Gennem historien om to drenge, der vokser op hos deres bedstemor i en grænseregion i det østlige Europa, skriver hun i den mindste romanform en parabel over det totalitære Europa.
Baggrundshistorien om nazisternes magtovertagelse og siden sovjetarmeens befrielse er i Det store stilehæfte forvandlet til en basal historie om elementære kræfter som vold, undertrykkelse, forræderi, smerte og sult.
Hun beskriver med effektivitet og konsekvens begivenheder, der går flere årtier tilbage, men først og fremmest om den hjemløshed, eksil og fremmedgørelse, som især kendetegner den del af Europa. Individet som individ findes stort set ikke længere.
Personerne i romanen er mere funktioner end egentlig individer. Ikke et eneste navn optræder, der er hele tiden tale om bedstemoren, soldaten, officeren, præsten, pigen, den gamle mand, kusinen osv.
Den største armod
I korte intense sekvenser af kapitler følger man i Det store stilehæfte de to drenges opvækst. De kommer fra den store by og er blevet afleveret dér af moren på grund af de hyppige bombardementer af storbyen. Faren skæbne er ukendt. Menneskekærlighed er ikke et ord, man kender til i den landsby, bedstemoren bor i. Livet er her den største armod, hårdt arbejde og præget af vilkårlig vold.
Drengene går i livets skole. De øver sig i at hærde kroppen mod smerte ved selv at påføre hinanden smerte; de øver sig i at faste og i at slå dyr ihjel på bestialsk vis, og de øver sig i at hærde sjælen ved med vilje at udsætte sig for folks forhånelser, så de til sidst bliver ligeglade.
Og endelig øver de sig i at tømme alle kærlige ord for betydning. Drengene forbereder sig med alle midler til at blive dygtige til at overleve livet i diktaturet.
Uden patos og sentimentalitet
Kristofs fortællemåde er stram og helt uden patos og sentimentalitet. Hun søger bag om ordene, bag løgnene, bag sløringerne. Hun er glasklar, og sætningerne er anrettet med upåfaldende præcision. Hun står bag hvert et ord.
Sætningerne i hendes roman falder som hårde, korte skudsalver; delene er sidestillede, nogle gange tyr hun til ophobninger, men aldrig til digressioner eller elegante indskud.
Hos Kristof er vi så langt væk, som man overhovedet kan være, fra Thomas Manns sindrige sætningskonstruktioner og hele hans hyperkulturelle opladning af sproget, hele hans velafbalancerede europæiske ekvilibrisme og vilje til at rumme komplekse modsætninger.
Hos Kristof befinder vi os derimod i nedskrivningen af den litterære europæiske tradition og langt tættere på Kafkas dunkle verden af upersonlige rum, dog uden den absurditet, som kendetegner hans værker.
Omskiftelige grænser
Det store stilehæfte er en roman fra en af de regioner i Europa, hvor grænserne er omskiftelige. Kristof skrev som sagt på fransk, men hendes landskaber og erindringer er ungarske eller centraleuropæiske.
Hun har selv sagt, at stedet, der beskrives i romanen, er den ungarske grænseby Köszeg, men faktisk er det underordnet, for det kunne være ethvert grænseområde, hvor krigens omstændigheder mærkes tydeligere end andre steder. Og det kunne udspille sig til forskellige tider. Det handler om en grunderfaring
Tvillingedrengene er et sindbillede på kontinentets dobbelthed, deres veje må til sidst i romanen skilles som et billede på delingen af Europa.
Således foregår vejen til friheden i vest for den ene af drengene hen over den minebelagte grænse i en symbolsk ofring af den tilbagevendte far, der af sønnerne i en snedig udtænkt plan sendes i forvejen, for at han kan udløse minen i ingenmandslandet mellem to pigtrådshegn; herefter kan den ene af drengene – den anden må blive tilbage på den anden side – i bogstavelig forstand træde på kroppen af den døde far og ud i friheden.
Agota Kristofs roman er fra 1986 og altså skrevet med 40 års afstand til de begivenheder, hun beskriver. Men faktisk kunne romanen udspille sig til mange forskellige tider, for forfatteren rammer en grunderfaring af eksistentiel udsathed, der i hele sin essens også er en nyere europæisk grunderfaring.
På grund af den kompromisløse form har Agota Kristof inspireret mange andre europæiske forfattere til at finde deres egen form, deres eget sprog. Hendes rene sprog sætter sig i kroppen. Netop det slægtskab skriver Jonas T. Bengtsson også om i forordet til den nye udgivelse.
Jeg ville uden tøven inkludere Det store stilehæfte i en kanon over den vigtigste europæiske litteratur fra efter Anden Verdenskrig. Romanen rammer stadig lige hårdt, og nu er det tid til, at en ny generation kan blive påvirket.
’Det store stilehæfte’, ’Beviset’, ’Den tredje løgn’. Agota Kristof. Oversat af Nina Lautrup-Larsen. Forord af Jonas T. Bengtsson. Rosinante. 400 sider. 200 kr.
