Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Moonlight’ dirrer af stille intensitet

Barry Jenkins giver den velkendte dannelses- og ghettofortælling nyt liv i ’Moonlight’, der dirrer af stille intensitet, mens den skildrer en ung, sort, homoseksuel mands liv
Juan (Mahershala Ali), der her lærer niårige Chiron (Alex Hibbert) at svømme, er en af de eneste, der tager sig af den forfulgte knægt i Barry Jenkins’ ’Moonlight’.

Juan (Mahershala Ali), der her lærer niårige Chiron (Alex Hibbert) at svømme, er en af de eneste, der tager sig af den forfulgte knægt i Barry Jenkins’ ’Moonlight’.

Camera Film

Kultur
10. februar 2017

Det er ikke, fordi man ikke har set den slags historier fortalt på film før: en ung sort knægt fra et barsk nabolag kæmper med bøller, en stofmisbrugende mor og sin egen seksualitet. Men sjældent er historien blevet fortalt med på én gang så stor kraft og tilbageholdenhed, der afspejler hovedpersonens turbulente følelsesliv, som den gør i Barry Jenkins’ Moonlight.

Ligesom Lion, der også har premiere i dag, er Moonlight en eksistentiel fortælling om identitet og fortid, og ligesom instruktøren af dén film, Garth Davis, er Jenkins næsten mere interesseret i stemninger og antydninger, end han er interesseret i en mere traditionelt fortalt historie. Men der hører lighederne så også op.

Moonlight handler om Chiron, kaldet Little (Alex Hibbert), og hans opvækst i et af Miamis mindre glamourøse kvarterer. Han er en sky, lille knægt, der allerede som niårig er i tvivl om sin seksualitet, og som forfølges af skolens stærke drenge, der kalder ham »bøsserøv«.

Han har dog én god ven, den anderledes selvsikre og populære Kevin (Jaden Piner), der prøver at hjælpe, hvor han kan. Han møder også sympati hos den lokale pusher, Juan (Mahershala Ali), og dennes kæreste, Teresa (Janelle Monáe), og de tager sig af Kevin, når hans mor (Naomie Harris) har for travlt med forskellige mænd eller er skæv af de stoffer, hun tager i større og større mængder.

Medfødt smerte

Moonlight springer så syv år frem i tiden. Chiron (Ashton Sanders) er blevet en følsom, ranglet teenager på 16, der godt er klar over, at han er homoseksuel, og som er de nu endnu større og bredere bøllers yndlingsmobbeoffer. Kevin (Jharrel Jerome) er der stadig for ham, men han er også en pigeglad charmør, der i to af filmens stærke scener først giver sig hen til Black – som han kalder Chiron – og siden svigter ham noget så eftertrykkeligt.

Og så springer filmen igen. Chiron (Trevante Rhodes) er blevet en velvoksen mand, som har gjort sig hård og derfor kan tage vare på sig selv, og som en dag konfronteres med fortiden på en ganske overraskende facon. Det involverer både Kevin (André Holland), der måske ikke er, hvor man ville tro, at han var, og Chirons mor, og det kræver, at Chiron endelig må se sig selv, sit liv og sin seksualitet i øjnene.

Det er svært at yde Moonlight fuld retfærdighed uden at fortælle alt, hvad der sker for Chiron på hans rejse gennem tilværelsen, men det vil også være synd for en film, der leverer så meget af det mellem linjerne, og som handler om den smerte, vi alle bærer med os, nogle i større mængder end andre, og som på godt og ondt er med til at definere, hvem vi udvikler os til som voksne.

Dirrende intensitet

Der er aldrig for alvor nogen, lige på nær Juan og Teresa, der har elsket og taget sig af Chiron og talt med ham om hans følelser og hans seksualitet og udvikling, og uforløst og forvirret bevæger han sig igennem livet, næsten som en skygge af et rigtigt menneske, der ikke har lært, hvordan man gør. Hvordan man lever.

Moonlight er nok en tragisk film – og man lider med Chiron – men den er samtidig så smukt og poetisk fotograferet og fortalt, at den bliver en elegisk fejring af menneskets evne til at finde håb og til at overleve.

Så meget ligger i ladede blikke, der sendes på tværs af et lokale, og ting, der aldrig bliver sagt, og det er ikke mindst de fremragende skuespillere, både de unge og de ældre, som giver øjeblikkene liv.

Med alderen bliver Chiron en veritabel bombe af følelser, som han ellers har formået at fortrænge, men som vender tilbage sammen med minder om det, der skete engang. Det er en udvikling, som Trevante Rhodes spiller med stille, dirrende intensitet, og Moonlight ville ikke være så stærk en film, hvis ikke skuespilpræstationerne var så gode.

På samme måde tjener det instruktøren, Barry Jenkins, til ære, at han undgår klicheerne fra denne slags dannelses- og ghettofortællinger – især ved at fortælle i så lavmælt og impressionistisk et toneleje – og i stedet giver en velkendt historie nyt og inspirerende liv. Moonlight er en film, man bør se, også fordi den på sin egen afdæmpede facon fortæller om overlevelse, omsorg, tilgivelse, race, seksualitet og den altafgørende, helende kærlighed, der er så forbandet svær at få greb om.

Moonlight. Instruktion og manuskript: Barry Jenkins. Amerikansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her