Mord, bedrag, jalousi og sensationer i laber indpakning

1920’ernes USA var en prøveklud for forbrugersamfundet. Fra nationen gik sejrrigt ud af Første Verdenskrig (med sin infrastruktur intakt!) og frem til det store krak på Wall Street i oktober 1929 var der så meget knald på, at årtiet endte med at få påhæftet betegnelsen ’the Roaring Twenties’ (på dansk ’de brølende 20’ere’). Også selv om der i sandhedens navn ikke var så meget tryk på herhjemme som ude i den store verden.

Men altså forbudstid og jazzmusik og smugkroer og organiseret kriminalitet og sensationspresse og psykoanalyse og fuldautomatiske våben og kvindefrigørelse og fremkomsten af radio og storfilm med »flere stjerner end der er på himlen« og bilen som hvermandseje og fanden og hans pumpestok, forbruget accelererede lige så vel som behovet for stimulanser (smuglergin og kokain!) og pirring år for år.

Chicago, der oprindelig havde premiere på Broadway i 1975, er en hvinende rutsjebanetur af en musical, der med sit tempo og gennemført amoralske plot indfanger tidens sensationstrang og skandalehunger, her eksemplificeret ved tabloidpressens enestående evne til at flytte fokus fra overordnede størrelser som politik og samfund til det individuelle menneskelige skæbnedrama, og i processen blæse tingene ud af proportion og skamløst manipulere med følelser og fakta. Lyder bekendt, ikke?

Der skal ikke herske tvivl om, at der er fuld knald på Det Ny Teaters vellykkede opsætning af denne nyklassiker, ja, her kan der i sandhed tales om ikke at få et roligt øjeblik. Og dette både lydlige og visuelle bombardement af sanserne er naturligvis en pointe i sig selv.

Chicago fremstiller nådesløst datidens forlystelsessyge og nyhedshungrende offentlighed, der ligner vores egen til forveksling. Man bliver aldrig rigtig træt af mord og jalousi og bedrag og drama og druk og sex og korruption og stoffer og menneskelig dårskab, vel? Det er jo ligesom det, der gør livet værd at leve. Eller i hvert fald det, der udgør drivkraften i dette dynamiske drama.

Skamløst bedrag og happy end

Bag Chicago stod sangskriverparret Fred Ebb, der skrev teksterne, og John Kander, som komponerede musikken. Manus skrev Ebb sammen med den legendariske koreograf Bob Fosse, der naturligvis også var manden bag stykkets mange vilde og fysisk krævende danseoptrin.

Ebb og Kander blev allerede i 1966 berømte for deres fornyelse af musicalgenren med deres udødelige Cabaret, der i ’72 blev et verdensfænomen som film med Liza Minelli i den altoverskyggende hovedrolle, i øvrigt instrueret af netop Fosse.

Her demonstrerede sangskriverparret, at musicalen havde plads til tvivlsomme personager, usle motiver, selviskhed, nazisme, skamløst bedrag og unhappy end, men altså også en rørende menneskelighed blandt de dubiøse typer, der færdes i samfundets udkantsområder.

Chicago, som blev til blot ni år senere, men i de anderledes kolde og kyniske 1970’ere, er derimod blottet for forsonende elementer, ja, stykkets eneste ’rigtige’ menneske, Amos Hart (rørende fremstillet af Jesper Asholt), er viljeløs, gennemsigtig og manipulerbar og fuldstændig ude af trit med modernitetens vilde ridt, som det udfolder sig rundt om ham. Hvad han giver udtryk for i den mesterlige »Mr. Cellofan«, den usynlige mands sang og en af stykkets bedste øjeblikke.

Stykkets kulisse er et kvindefængsel, hvor alle sidder inde for samme forbrydelse: mord. Og i alle tilfælde på mænd, som har bedraget eller på anden måde såret de barske madammer, som det fremstilles i den svimlende dynamiske opvisning, »Kvindefængslets tango«. Her vises og svinges der ben til den helt store guldmedalje, og flot er det.

Det er dog ikke Fosses originale koreografi, men den af Ann Reinking i 1996 opdaterede, der benyttes, men holdt helt i Fosses ånd og stil, og de medvirkende gør det virkelig godt. Fængslet styres af den korrupte Mama Morton (Pernille Schrøder), der her desværre er blottet for farlighed til fordel for en lidt triviel gemytlighed.

Rabalder à la carte

Stykkets hovedpersoner er to mordersker. Korpigen Roxie Hart (Maria Lucia Heiberg Rosenberg) og vaudevillesangerinden Velma Kelly (den strålende Julie Steincke). Førstnævnte har skudt sin elsker, sidstnævnte sin mand og dennes elskerinde.

Anger er dog ikke på dagsordenen, tværtimod forsøger de begge at transformere deres forbrydelse til et trin op ad karrierestigen. Inden for showbiz, naturligvis. Til det formål har de brug for stjerneadvokaten Billy Flynn (en åleglat Tomas Ambt Kofod), der formår at udnytte sensationspressen til det yderste, ikke mindst sladderjournalisten Mary Sunshine, en tour de force-præstation fra J. Suurballe Christensen.

De to madammer kæmper om Flynns og pressens opmærksomhed, for som Hart hurtigt lærer, fortrænger den ene sensation lynhurtigt den anden, og man er kun på forsiden indtil den næste skandale eller celebre mord.

Det går over stok og sten med det ene flotte optrin efter det andet, fængende sange og inciterende danse står det sagesløse publikum om ørerne og der er teknisk intet at sætte fingeren på, alle positioner er flot besatte, og danserne er som helhed imponerende sikre.

Den største indsigelse herfra må være, at stykkets dæmoniske subtekst forvandles til noget, som til forveksling minder om et lystspil. Selv om (eller netop fordi) Chicago handler om amoralske individer, vil det netop mere end pirre og underholde. Anfægtelsen savnes i denne opsætning. Men man kan ikke ikke få alt, hvad Roxie Hart jo må erfare.

Et enestående velspillende orkester under ledelse af Per Engström skaber den perfekte jazz age-ramme, ved hjælp af messing og banjo og trommer, synkoper, trut, (kontrolleret) vildskab og rabalder a la carte blæses der liv i de i forvejen livlige og krævende sange.

Det er det rene svir at lægge øre til, og man har lyst til at fortsætte festen, længe efter tæppet er gået, selv om formen næppe holder til meget mere end en enkelt charleston, for kors, hvor var de fysiske udfoldelser dog krævende i dette forpustede årti.

Jo, der er liram larum og ramasjang for alle pengene i Chicago, flotte kvinder og smukke mænd giver den gas og viser bar hud, mens musikken larmer og lirer, så man må sig forbarme.

Kedeligt er det fandengaleme ikke, til gengæld særdeles kødeligt, og man skal være ualmindelig død i sværen, hvis ikke man føler sig godt underholdt efter en vild tur til Chicago i de den grad brægende 20’ere. Va-va voom, mine damer og herrer!

’Chicago’. Det Ny Teater. Musical af John Kander, Fred Ebb og Bob Fosse. Oversat af Adam Price. Iscenesættelse: Tania Nardini. Koreografi: Gregory Butler. Dirigent: Per Engström. Medvirkende: Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Julie Steincke, Jesper Asholt, Torben Ambt Kofod m.fl.