Læsetid: 4 min.

Nicole Kidman er fremragende i rørende Oscar-nomineret film

Garth Davis fortæller en både fantastisk og rørende historie om identitet og globalisering i den flere gange Oscar-nominerede ’Lion’
Lille Saroo (Sunny Pawar) ombord på det tog, der fører ham væk fra hans familie i Garth Davis’ ’Lion’. Foto: Scanbox

Lille Saroo (Sunny Pawar) ombord på det tog, der fører ham væk fra hans familie i Garth Davis’ ’Lion’. Foto: Scanbox

Marco Longari

10. februar 2017

Oscar-sæsonen er over os – de gyldne statuetter uddeles den 26. februar – og de danske biografdistributører begaver os lige nu med adskillige af de film, der står i første række til at vinde en Oscar eller syv.

Der har næsten lige været premiere på Hidden Figures, Silence, Manchester by the Sea og Jackie, om 14 dage kommer en af storfavoritterne, musicalen La La Land, og fra i dag er der sørme mulighed for at se Lion og Moonlight, endnu to af de i alt ni film – inkl. ovenstående – der dyster om en Bedste Film-Oscar.

Som dansk Oscar- og filmfan har man altså rig mulighed for at nå at få set og vurderet feltet, inden det går løs. Og det er der god grund til at gøre, fordi de stort set alle sammen er gode og vigtige film, som tilmed for de flestes vedkommende har en humanistisk, samfundsmæssig og politisk dagsorden – hvilket er noget så velkomment, sådan som verden ser ud lige nu.

Garth Davis’ Lion fortæller den fantastiske, rørende og virkelige historie om en lille indisk dreng, femårige Saroo (Sunny Pawar), der i 1986 ved et uheld havner ombord på et aflåst tog, som fører ham 1.200 kilometer væk fra hans mor og to søskende. Helt over på den anden side af det enorme land, Indien, til storbyen Calcutta, hvor alle taler bengali og ikke forstår den hinditalende Saroo.

Han kommer på børnehjem og bliver så adopteret af et australsk ægtepar, Sue og John (Nicole Kidman og David Wenham), der opfostrer Saroo, som var han deres egen.

Jagten på hjem

I 2008, hvor Saroo (Dev Patel) er blevet en voksen mand, der går på hotelskole, bliver han opmærksom på et nyt program, Google Earth, der gør det muligt for ham at finde frem til den landsby, han kommer fra – og måske også den mor og storebror, han pludselig overvældes af stærke minder om.

Så stort er Saroos behov for at finde sin biologiske mor, se, om hun er okay, og fortælle hende, at han har det godt, at han igennem flere år er som besat af at studere Google Earth, og han ender med at sige sit arbejde op og skubbe sin kæreste, Lucy (Rooney Mara), og sine forældre fra sig.

Og man forstår ham godt. Saroo er meget mere australsk, end han er indisk, men han føler sig revet midt over, rodløs, og hele tiden tænker han på og drømmer om den familie, han blev væk fra en nat for mere end 20 år siden.

I tankerne kører han igen og igen med toget, der førte ham til Calcutta, mens han forsøger at huske, hvilke byer han kørte forbi, og hvordan stationen, hvor han steg på toget, så ud. Et centralt placeret vandtårn spiller en vigtig rolle.

Efterhånden begynder Saroos fjerne fortid at stå så levende for ham, at han næsten kan genkalde sig, hvordan der så ud hjemme i hans landsby – hvis navn i øvrigt ikke findes på Google Earth – og hvordan der lugtede i Calcuttas gader, hvor han levede som hjemløs i to måneder. Han prøver på et tidspunkt at lægge det fra sig, men han kan simpelthen ikke stoppe. Savnet og uvisheden river i ham. Han må finde ud af, hvor han kommer fra.

Tårer i øjnene

Lion er i lige så høj grad en sansemættet og følelsesmæssig oplevelse, som det er en traditionelt fortalt historie. Så meget af den voksne Saroos minder er baseret på lyde, lugte og flygtige billeder af landskaber og små og store byer.

Garth Davis viser os verden gennem den femårige Saroos øjne i filmens første del og blander i den anden del den ældre Saroos hverdagsliv i Australien – nærmere bestemt øen Tasmanien – med erindringsglimt, der med tiden kommer til at stå klarere og klarere. Disse visuelle lag giver den i forvejen smukt fotograferede film en dragende dynamik og energi.

Begge skuespillere, lille Sunny Pawar og store Dev Patel, er intet mindre end fabelagtige som de to udgaver af Saroo. Pawar udstråler barnets nysgerrighed og åbenhed, der dog får sine slag pga. de voldsomme ting, han oplever, og Patel forvandler sig fra glad ung mand til plaget, ja, nærmest hjemsøgt, skyggeeksistens, som kæmper med skyldfølelse over for sin indiske mor og et næsten fysisk behov for at få vished.

Også Nicole Kidman er fremragende som Sue, der har sine egne grunde til at ville adoptere, og som på én gang er skrøbelig og stærk, da hun konfronteres med Saroos eksistentielle søgen.

En eftertekst på Lion meddeler, at der hvert år forsvinder 80.000 børn i kæmpelandet Indien, hvilket er uhyggeligt mange. Filmen fortæller en sjælden, livsbekræftende solstrålehistorie, som kun sætter de øvrige tragedier i relief, og samtidig slår den en række andre temaer an omkring globalisering, rødder, familiestrukturer og identitet.

Jeg skal ikke afsløre, hvordan filmen ender – det ved man måske allerede, det er jo en virkelig historie – men jeg vil dog gerne indrømme, at jeg sad tilbage med tårer i øjnene.

’Lion’. Instruktion: Garth Davis. Manuskript Luke Davies efter en bog af virkelighedens Saroo Davies. Australsk-amerikansk-britisk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu