Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

For ørkenbandet Tinariwen er guitaren lyden af vedholdenhedens modstand

Det internationalt anerkendte tuaregorkester Tinariwen har optaget deres nye plade i eksil i henholdsvis Californien og Marokko. Den ganske fremragende udgivelse udtrykker ikke militant musikalsk modstand, men skaber sin modstand ved stille at insistere på at fastholde forbindelsen til hjemlandet og den oprindelige kultur
Det internationalt anerkendte tuaregorkester Tinariwen har optaget deres nye plade i eksil i henholdsvis Californien og Marokko. Den ganske fremragende udgivelse udtrykker ikke militant musikalsk modstand, men skaber sin modstand ved stille at insistere på at fastholde forbindelsen til hjemlandet og den oprindelige kultur

Laurent Gllieron

Kultur
10. februar 2017

Det er muligvis mest af alt en myte, der er blæst med sandet fra Sahara og ud i musikverdenen. Men efter sigende skulle forsangeren i ørkenbandet Tinariwen have gået ind i modstandskampene i Mali i 1990 med en riffel i den ene hånd og en guitar i den anden.

Fake news eller ej, så rummer dette scenarie en vis grad af sandhed i forhold til den større fortælling om Tinariwen.

For det verdensberømte ørkenband er udsprunget af den militante modstandskamp imod centralmagten i Mali og imod andre oprørsgrupper i det kaosprægede bjergområde Adrar des Ifoghas. Og siden de oprindelige medlemmer i gruppen mødte hinanden, mens de var i eksil i Libyen i 1970’erne, har guitaren og geværet gået hånd i hånd for gruppen.

Nu, hvor orkestret igen er drevet i eksil af nye kampe i deres hjemstavn imellem forskellige oprørsgrupper – så vidt, jeg kan gennemskue, er det vist primært islamistiske grupper – er det guitaren og dens kulturelle gennemslagskraft, der står som det stærkeste våben i deres egen modstandskamp.

På deres nye, ganske fremragende plade, Elwan, der er skrevet og indspillet i henholdsvis Joshua Tree National Park i Californien og i M’Hamid El Ghizlane, en oase i det sydlige Marokko, er guitaren i højere grad en blomst, der sættes ind i geværløbet, end den er geværet selv.

Bandet frembringer således en lyd af modstand, der mest af alt klinger som et længselsfuldt kald på fred og som en stædig insisteren på ikke at lade tuaregkulturen uddø. Og de gør det, så man kan mærke vinden blæse igennem ørkenen og kroppens længsel efter hjem.

Internationalt nomadeorkester

Selvom Tinariwen først rigtigt begyndte at turnere internationalt omkring 2001, hvor de blandt andet spillede på Roskilde Festival, har de i en vis forstand været et internationalt orkester fra begyndelsen.

For på trods af, at orkestret primært udsprang af traditionel tuaregmusik, hvilket også stadig danner rygraden i musikken, så hentede bandets tidlige medlemmer også inspiration fra bootleggede optagelser af bands som Dire Straits, Bob Dylan, Led Zeppelin og Jimi Hendrix, og deres lyd er i dag i høj grad bundet op på elektriske guitarer, som først kom bandet i hænde, efter at de havde spillet sammen i flere år, og som bestemt ikke er et traditionelt tuareginstrument.

Dertil kommer, at de både på grund af deres internationale succes og på grund af deres eksilstatus har udviklet sig til lidt af et nomadeorkester. På den nye plade, som altså er optaget både i den marokkanske ørken og i Queens of the Stone Age-frontmand Josh Hommes californiske ørkenstudie, har de også fået opbakning fra en række amerikanske musikere. Herunder guitarist Matt Sweeny, der har spillet med blandt andre Johnny Cash og Bonnie "Prince" Billy, samt antipræstationssamfunds-indierockeren Kurt Vile.

Lidt i stil med den musikalske troldmand og Blur-frontmand Damon Albarns samarbejde med The Orchestra of Syrian Musicians, fortæller omstændighederne omkring Elwan dermed også en historie om gensidig solidaritet mellem musikere i vidt forskellige situationer.

De amerikanske musikalske islæt på pladen er dog nærmest til at overse. De kigger kun frem indimellem, som en rumklang på en enkelt akkord. Eller som på »Nizzagh Ijbal«, hvor nogle effektprægede rytmiske markeringer ligger og farver baggrunden og skaber en forbindelse til amerikansk indierock.

Og på »Nànnuflày«, hvor den amerikanske sanger Mark Lanegan – så vidt jeg kan høre – bidrager med vokal i et par korte passager, hvilket dog mest af alt virker som en lille afstikker fra orkestrets ellers så helstøbte, elektrificerede ørkenmeditation.

Eksilets smerte

Ørkenen er til stede i et utal af dimensioner på denne plade. Den er til stede som det hjemland, musikerne længes efter, den er til stede i kraft af de settings som pladen er indspillet i, og den er til stede som den primære association, musikken frembringer.

Pladen er som antydet ikke fuldstændigt fri for lydeffekter, men det er en grundlæggende tør lyd, der føres igennem numrene. På en måde er lydbilledet goldt, som, ja, ørkenen, men også yderst velkommende, som det varme skindbeklædte telt, der beskyter lytteren fra sandstorme og nattekulde.

Elwan bruger Tinariwen ikke som sådan deres guitarer til at skabe militant musikalsk modstand. Elwan er i høj grad en kunstnerisk afsøgning af eksilets smerte og et dyk ned i den dybeste frustration og afmagt, og modstanden ligger især i deres insisteren på at fastholde forbindelsen til hjemstavnen og den oprindelige kultur.

Denne kulturelt livsnødvendige stædighed blander sig med smerten, frustrationen og afmagten, og sammen ligger de og vibrerer i hvert eneste anslag på de tåretrillende guitarer og i hver eneste af melodierne, der snor sig forførende melankolsk over det velsvingende fundament af håndspillede trommer.

Det militante er således tvunget helt i baggrunden i form af nogle ørkenskrig på »Imidiwàn n-àkall-in«, der trænger igennem det ellers rolige lydlandskab.

Elwan er således et musikalsk kald fra en ørken til en anden. Og et smukt og hjerteskærende et af slagsen.

Tinariwen: ’Elwan’ (Wedge/PIAS) – Tinariwen spiller på Vega i København den 4. maj.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her