Læsetid: 2 min.

Oscar-nomineret animationsfilm er en livsbekræftende fortælling om et børnehjem

Den Oscar-nominerede animationsfilm ’Mit liv som squash’ har lunt og smukt blik for sine svigtede børnehjemsbørn
Stilen i ’stop motion’-filmen ’Mit liv som squash’ er slentrende, og der er tid og plads til udforskning af dynamikken mellem børnene og deres hverdag. Visuelt er der blandt andet en sjov tur i sneen.

Stilen i ’stop motion’-filmen ’Mit liv som squash’ er slentrende, og der er tid og plads til udforskning af dynamikken mellem børnene og deres hverdag. Visuelt er der blandt andet en sjov tur i sneen.

Camera Film

10. februar 2017

Det er ikke tit, man ser en animationsfilm for børn lægge ud med at vise en niårig dreng, der mest af alt har tomme øldåser som legetøj.

Få øjeblikke senere er hans alkoholiserede mor røget ned ad en trappe, og så havner han på børnehjem mellem andre uheldige skæbner.

Mit liv som squash er fuld af barske baghistorier, og der er nok at tale med sine børn om efter den tur i biffen. Men selv om historiens indhold er alvorligt, formår schweiziske Claude Barras på forunderlig vis at gøre helheden til en poetisk og livsbekræftende fortælling om, hvordan det er muligt at komme videre på trods af svigt eller tragedier i bagagen.

I hvert fald hvis man møder tillid og voksenvenlighed på sin vej, og hvis man finder glæde og tryghed blandt andre børn.

Det indre kommer ud

Barras’ film bygger på en børnebog af Gilles Paris, som her bliver til stop motion i et persongalleri med runde hoveder og store, bordtennisboldagtige øjne. Selv om ansigterne har et begrænset følelsesregister, skaber Céline Sciammas manuskript oplevelsen af at være helt tæt på de små mennesker med varierende grader af ar på sjæl og krop.

Instruktøren Claude Barras har lavet en historie om børn, der har fået en dårlig start i livet.
Læs også

Historien bliver fortalt med humor og medfølelse, og ligesom børnene viser deres humør på børnehjemmets tavle med vejrsymboler, fanger vi hurtigt deres personligheder, baggrund og drømme. Det indre kommer også til udtryk i børnenes mange tegninger, som på smart vis løbende illustrerer, hvad der foregår bag de store øjne.

Og heldigvis er børnehjemmet i Mit liv som squash ikke Gudbjerg fra Der kommer en dag. Mobberen Simon bliver hurtigt omvendt, og vores hovedperson bliver fascineret af den nye pige Camille og går ind i børnenes fælles kamp mod hendes tante, som kun vil have forældremyndigheden af økonomiske årsager.

Blik for børnene

Undervejs får Mit liv som squash således et redningsplot, men indtil da har man været i fortræffeligt selskab i filmens mere slentrende stil med tid og plads til at udforske dynamikken mellem børnene og deres hverdag. Visuelt er der en sjov tur i sneen og en originalt formidlet tur i et spøgelsestog.

Sophie Hungers enkle musik klæder historiens toneleje, men frem for alt har filmen blik for børnenes længsel efter omsorgsfulde forældre, f.eks. i form af den trøstende mor, som de oplever på sneturen – eller på tættere hold gennem den venlige politimand Raymond med den attraktive evne til at lytte og tage sig tid.

Børn og voksne vil se filmen på forskellige måder, men alle bliver en fin oplevelse rigere i selskab med den lille Squash med de store øjne og hans smukt animerede verden.

’Mit liv som squash’ (’Ma vie de Courgette’). Instruktion: Claude Barras. Manuskript: Céline Sciamma baseret på bog af Gilles Paris. Schweiz/Frankrig (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu