På Metallicas debutalbum Kill ’Em All – en af grundstenene i thrashmetal – lyder det: »Life out here is raw/ But we’ll never stop, we’ll never quit ’cause we are Metallica.«
Her blev en arbejder-etos formuleret, der adskilte thrash markant fra nogle af 80’ernes mere glamourøse rock- og metalscener.
Thrash handlede om at få snavs under neglene, stinke af maskinolie, køre fra by til by i en lille kassevogn, passe sit forbandede arbejde og levere varen til fansene.
Få bands inkarnerer fortsat disse dyder så godt som New Jersey-bandet Overkill – et af de mange bands, der kom ud af den tidlige thrashbølge, men aldrig som Metallica nåede ud til de brede masser med store hits og stadionkoncerter.
Hos tilhængerne er det dog blot et bevis på deres ubestikkelighed. Overkill er netop lyden af hårdt arbejde i thrashfabrikken. Et band, der går til stålet, og banker stærke plader ud i en lind strøm uden skelen til modeluner og uden forsøg på at tilpasse sig.
I Bobby ’Blitz’ Ellsworths hæse skrigevokal har de desuden en garvet indpisker, når de som selvbestaltet nedrivningshold (bandet kalder deres hjemmeside for ’wrecking crew’) tager fat.
Dystopisk frygt
Bandet er nu nået til karrierens 18. album, og titlen The Grinding Wheel er en velvalgt metafor, der ikke alene indkapsler Overkills egen æstetik, men thrashen som sådan.
Den dystopiske frygt for, at mennesket bliver opslugt af maskinen – som Charlie Chaplin i Moderne Tider – men også en nærmest masochistisk nydelse ved netop at lade sig kværne af fabrikkens tandhjul og blive ét med den.
Overkill har tydeligvis også selv fundet metaforen stærk, for de skamrider den over pladens udmarvende timelange spilletid fra det fremragende åbningsnummer »Mean, Green, Killing Machine« til det afsluttende, episke titelnummer.
Herimellem buldrer bandet løs med slagsang efter slagsang, der omfavner eksistensen i metal-maskinen og skildrer Overkill som sande overlevere. »Never gonna stop!« gjalder Blitz igen og igen på »Goddamn Trouble«, mens »The Long Road« cementerer den slidsomme færd.
Og når der ud over titelnummeret tilmed også er et nummer med titlen »The Wheel«, så er pointen efterhånden banket ind.
Overkill leverer med vanlig sikkerhed varen. Der diskes op med kvalitetsthrash af den gamle skole tilsat mere progressive dele, og der er som altid charme og forrygende momenter, hvor bandet fræser derudaf, så det er svært at tro, at de snart har 40 år på bagen.
Men præcis bandets overdrevne iver efter at vise, at de er den ægte vare, kaster grus i maskinen. Man savner de udsyrede og ustyrlige elementer, og de sublime sug, som Overkill kan levere, når de er bedst. Budskaberne bliver for bastante og sangskrivningen flere steder for middelmådig.
Helt unødvendigt virker det bøvede boogienummer »Come Heavy«, hvor Blitz selvparodisk synger »I come heavy like a wrecking ball«. Overkill spiller dog fortsat med overbevisende nerve og glimrer i passager, der stadig kan få thrashhjertet til at banke.
De skal således også nok gøre lykke, når de gæster årets Copenhell, men The Grinding Wheel lyder stadig mere af endnu en dag på fabrikken end et overbevisende værk.
Kalejdoskopisk dystopi
Et overbevisende værk kan man heller ikke kalde Sepulturas nye skive, Machine Messiah, men det brasilianske orkester formår alligevel at fremstå relevant med en række numre, der lader ane, hvorfor de engang blev betragtet som en af metallens vigtigste navne.
I midt-90’erne formåede bandet på milepæle som Chaos A.D. og Roots at sætte nye standarder for metal ved at blande klassisk thrash- og death metal med hardcore og traditionel brasiliansk musik.
Havde det ikke været for interne problemer, der gjorde at forsanger og mastermind Max Cavalera forlod bandet, kunne Sepultura formodentlig i dag tilhøre metallens elite. I stedet har bandet de seneste mange år været betragtet som lidt af et andenrangsband.
Til en begyndelse gør Machine Messiah heller ikke noget for at ændre på det, for det indledende titelnummer er temmelig sløjt.
Men så rammer »I Am The Enemy« én lige i synet med to minutters overraskende kompetent og revolutionær hardcore/thrash. Straks efter følger »Phantom Self« og »Alethea« – to numre, der viser, at Sepultura stadig kan noget særligt, når det kommer til at blande ekstrem metal, musikalske eksperimenter og nærmest folkemusikalske ekskurser på overraskende fængende vis.
Lige så elegant som genresammenblandingen kan virke det ene øjeblik, lige så klodset kan den dog fremstå det næste. Som i instrumentalnummeret »Iceberg Dances«, der lugter af bedaget fusions-metal. Således veksler Machine Messiah mellem det fremragende og det sært dilettantiske, så det kan være svært at tro, at det drejer sig om det samme band.
Når Sepultura rammer rent, formår de dog i dén grad at overbevise – både i de mere eksperimenterende numre og i de hårde frontalangreb som »Chosen Skin«, hvor vokalist Derrick Greens vrede growl ikke lader noget tilbage at ønske.
Machine Messiah er en anderledes kalejdoskopisk oplevelse end Overkills håndværkerthrash. Samtidig dyrker Sepultura en mere dystopisk og politisk indigneret vision om menneskets rasen mod maskinen.
En vision, der dog er lige så tæt forbundet med thrashens rødder som Overkills. Til trods for det rodede udtryk er Machine Messiah et kærkomment bud på, hvordan thrash også kan lyde i det 21. århundrede.
Overkill: ’The Grinding Wheel’ (Nuclear Blast)
Sepultura: ’Machine Messiah’ (Nuclear Blast)
