Læsetid: 3 min.

På retrotrip i Østtyskland

Selma Rosenfeldt-Olsens morsomme debutroman udstiller kærligt en ung kvindes søgen efter identitet
’Selma Rosenfeldt-Olsen skriver ukompliceret og indsigtsfuldt, med en meget fin balance mellem det næsten platte, det rørende, det sørgmodige og det eftertænksomme,’ skriver Informations anmelder.

’Selma Rosenfeldt-Olsen skriver ukompliceret og indsigtsfuldt, med en meget fin balance mellem det næsten platte, det rørende, det sørgmodige og det eftertænksomme,’ skriver Informations anmelder.

Sofie Amalie Klougart/Forlaget Gladiator

4. februar 2017

Jeg skriver denne anmeldelse i Kreuzberg; en af de mange dele af den tyske hovedstad, som de seneste 15 år har undergået en utrolig transformation.

I takt med byfornyelsens stigende boligpriser er mange – kunstnere, iværksættere, rigtige Berlintyper – flyttet til byens yderkanter, eller de er ganske enkelt flyttet til Leipzig, en rask fem kvarters togtur herfra.

»Schwaben züruck nach Berlin!« står der spraymalet på en lav mur ved hovedbanegården i Leipzig, underforstået: de rige bolighajer fra eksempelvis Bayern, som har gentrificeret store dele af Berlin, skal holde sig væk.

Det er her i Leipzig i det tidligere Østtyskland, at Selma Rosenfeldt-Olsens debutroman Leipziger Tagebuch udfolder sig over et par vinter- og forårsmåneder.

Hovedpersonen Frida er, efter en række afslag fra fotografiske skoler og kunstakademier, rejst fra København og havner i et bofællesskab på Leipzigs Kolonnadenstraße – bare kaldet »Kolle«, som et af bogens syv kapitler også hedder.

Andre kapitler hedder »MDMA« eller »Durchfall«, et tysk ord der lyder smukt, som Frida på et tidspunkt bemærker, men som altså betyder noget i retning af myldrebæ.

Fremstillingen af driverlivet i Leipzig er så gennemført, at det virker karikeret, uden at jeg nødvendigvis tror, at det er det (tre ord: Techno Tisch Tennis). Frida og hendes nye venner drikker Club-Mate, Pfeffi og Moscow Mules og tager bevidsthedsudvidende stoffer til ferniseringer på pop up-gallerier i nedlagte fabrikshaller; hun er betaget, det hele forekommer hende »fortryllende«.

Men der er også en bagside af herlighederne: I Leipzigs kreative miljø er alle sammen med alle, så hjælp den, der forelsker sig, hvilket Frida ulykkeligvis gør.

En dannelsesroman

Leipziger Tagebuch er hjerteskærende morsom. Hjerteskærende, fordi den elskelige Frida igen og igen møder modgang eller bare mild indifference. Hun vil være kunstner, men er det ikke endnu, hun er åben for verden og venter på chancen for at realisere sit potentiale – uden egentlig at gøre så meget for det selv. Som hun, lidt forurettet, siger:

»Jeg står her pivåben og venter.«

Den lille afstand, der er imellem fortælleren og Frida – fortælleren følger Frida tæt, vi hører hendes tanker, men romanen er samtidig sjov på Fridas bekostning, der er en klar distance imellem dem – ligner det at tænke tilbage på sine egne komiske, lidt naive ungdomsår.

Der er bare den hage ved det, at Frida ikke er 19 år gammel og holder sabbatår. Hun er 25 og stadig genkendeligt fortabt.

Bør jeg føle mig ramt? I den grad. Jeg må le af Frida, og jeg må le af mig selv. Og selvfølgelig bliver Frida klogere og mere selvreflekteret, mens hun samtidig forsøger at overbevise sig selv om, at den jalousi, hun føler, ikke virkelig findes: Sådan er det, videre. Hun læser Goethe, og man forstår, at dette, også i Fridas egen optik, er en dannelsesrejse.

Undervejs på Fridas dannelsesrejse er hun også på rejser rundt omkring i landskabet uden for Leipzig, i oplandet med de mange små tyske landsbyer.

Med vennerne som skiftende turguides besøger hun kirker, udsigtsposter og monumenter og reflekterer over stedernes lokalhistorie og særgene kulturforskelle. Ikke mindst, hvordan nye generationer (hendes egen) genbruger og geniscenesætter historien (bare hør ordet: »Nipsters«, altså Leipzigs hipster-nazister), for eksempel når hun og vennerne igennem deres forbrug hele tiden refererer DDR-tiden:

»Man er ironisk, eller også er man nostalgisk.«

Rosenfeldt-Olsen skriver ukompliceret og indsigtsfuldt, med en meget fin balance mellem det næsten platte, det rørende, det sørgmodige og det eftertænksomme. For at sige det med fortællerens egne ord: Det er »simpelt og alligevel så fint«.

’Leipziger Tagebuch’. Selma Rosenfeldt-Olsen. Gladiator. 162 sider. 229 kroner

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu