Læsetid: 3 min.

Skaldet sangerinde til tiden

Ionescos absurde klassiker ’Den skaldede sangerinde’ bliver til toptunet tidsaktuel komik i Maria Vinterbergs fortættede iscenesættelse på Teatret ved Sorte Hest
Her står disse nydelige mennesker og stirrer på hinanden – og på publikum – hvorefter de fortolker Ionescos absurde replikker til en revyeffektiv satire af vores overfladiskhed i den veltimede opsætning af Den skaldede Sangerinde.

Her står disse nydelige mennesker og stirrer på hinanden – og på publikum – hvorefter de fortolker Ionescos absurde replikker til en revyeffektiv satire af vores overfladiskhed i den veltimede opsætning af Den skaldede Sangerinde.

Robin Skjoldborg

10. februar 2017

Selvfølgelig må Eugène Ionescos stykke Den skaldede sangerinde have virket vildt provokerende ved premieren i Paris i 1950. Stykkets parodi på en parmiddag i det bedre borgerskab – i et hjem med designermøbler, mad udefra og lækker au pair – må have virket fuldstændig grotesk.

Det gør det sådan set stadig. Men det fascinerer, og på Teatret ved Sorte Hest får Ionescos absurde stykke publikum til at sidde tryllebundet fra start til slut.

Det er teaterdirektør Maria Vinterberg, der selv har stået for iscenesættelsen – akkurat som hun gjorde det i 2002. Skuespillerholdet er næsten det samme som dengang; i trappeopgangen op mod teatersalen kan man selv tjekke den originale plakat.

Men denne nye opsætning har intet historisk over sig. Den har netop en voldsom fremdrift og forfriskende præcision, så de 80 minutter flyver af sted som i én fejende, fransk håndbevægelse. Og skuespillerne fremsiger Klaus Hoffmeyers eksakte oversættelse med den vildeste ligefremhed i replikkerne.

Perpleks hustru

Denne Den skaldede sangerinde minder om et realityshow, der går galt. Forestillingen rammer i hvert fald også vores kiksede måde at tale sammen på i dag. Her karikeres vores uopmærksomhed, når vi griber efter mobilen midt i en samtale – eller vores tilsyneladende empati, der viser sig at være hykleri. Som en kynisk replik lyder om en kvinde, der har mistet sin mand:

»Sorgen klæder hende så godt.«

Legen med forventning og forsinket reaktion er vidunderlig, og skuespillerne får ordene til at lyse i neon.

Når Steen Stig Lommer sidder mut med nedslagne øjne over for Charlotte Elizabeth Munksgaards perplekse hustru, og ingen af dem kan huske navnene på deres egne børn, så klukker folk af grin. Og når Peter Oliver Hansen forsøger at indynde sig med sine høflige grimasser som akavet gæst i huset, så bobler latteren – lige indtil Marina Bouras afværger pinlighederne i samtalen med sine endnu mere verdensfjerne og latterkrampende spørgsmål. Det er forunderligt gak.

Der sad tre mænd …

Og nej. Der kommer ikke nogen ind og normaliserer selskabet. Tværtimod svæver Therese Glahn ind gennem stuen med struttende skørter – direkte mod baren, hvorfra hun skænker brutal sarkasme op til gæsterne sammen med sprutten.

»Jeg er au pairen,« siger hun, så det lyder som en befalingstilladelse. Hendes vilde kampskuldre og hendes eksakte hæle, der gungrer vredt under hendes blondinekrøller, virker nærmest som fysiske angreb. De konverserende gæster stirrer i hvert fald panisk på hende, mens de forsøger at fortsætte deres meningsløse udveksling af klicheer. Det virker mest af alt som ’der sad tre mænd på en tømmerflåde’-komik, og skuespillerne holder timingen, så ikke en eneste ikkepointe bliver tabt.

Da Michael Moritzen til sidst ankommer som uanmeldt brandmand på inspektion, kammer alting over. Moritzen har en komikernørdethed, som om han kommer fra en anden planet. At se de andre personer forsøge at gennemføre samtalen på tværs af hans højstemte tale er kongekomik.

Som kiksede sms’er

I Maria Vinterbergs stramme iscenesættelse bliver Ionesco relevant for publikum i dag. Hun får gjort Ionescos univers så symbolsk, at det kommer til at dække alle slags relationer, vi indgår – lige fra middagsselskabet til sms’er og chat og kiksede ikkeøjenkontakttræf i metroen.

Dermed bruger hun Ionesco til at spejle, hvordan vi netop ikke er sammen med hinanden, uanset hvor tæt vi sidder ved siden af hinanden – og uanset hvor intime ting, vi egentlig forsøger at indvie hinanden i ved hjælp af ord.

Det er derfor, denne opsætning på Teatret ved Sorte Hest virker. Så jo. Dette er skaldet sangerinde til tiden.

’Den skaldede sangerinde’. Tekst: Eugène Ionesco (1950). Oversættelse: Klaus Hoffmeyer. Iscenesættelse: Maria Vinterberg. Snedker: Rasmus Matthiesen. Skrædder: Mikael Jensen. Lys. Søren Kyed. Teatret ved Sorte Hest. Til 11. marts.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu