Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Stille tekster fra livet med stress

I sit nye essayistiske prosaværk skriver Maja Lee Langvad med en ro, tålmodighed og forsoning, som er ny for forfatterskabet. Bogen er ikke en fortsættelse af forgængeren, ’HUN ER VRED’, men en direkte reaktion på udgivelsen af den
Maja Lee Langvads ’Dage med galopperende hjertebanken’ er blevet til i et skriveanfald over fem uger og er det direkte resultat af den depression og stresssygdom, som fortælleren – og forfatteren – blev ramt af efter udgivelsen af den konceptuelle og dybt personlige bog ’HUN ER VRED’ fra 2014 og medieopmærksomheden, som fulgte efter.

Maja Lee Langvads ’Dage med galopperende hjertebanken’ er blevet til i et skriveanfald over fem uger og er det direkte resultat af den depression og stresssygdom, som fortælleren – og forfatteren – blev ramt af efter udgivelsen af den konceptuelle og dybt personlige bog ’HUN ER VRED’ fra 2014 og medieopmærksomheden, som fulgte efter.

Jakob Dall

Kultur
25. februar 2017

Maja Lee Langvads Dage med galopperende hjertebanken har ingen genrebetegnelse. Værket er udformet som et brev til et du og består af korte tekster, nogle gange bare en enkelt sætning eller aforisme.

Det er en bog om stress og forelskelse – begge tilstande, hvor hjertet galopperer af sted. Ikke mindst er det en bog om at skrive, dette rolige arbejde, som bliver den eneste måde for fortælleren at håndtere sine forstyrrede sanser og fraværet af den kvinde, som hun længes efter.

Bogen er blevet til i et skriveanfald over fem uger og handler blandt andet om sin egen tilblivelse: Den er det direkte resultat af den depression og stresssygdom, som fortælleren – og forfatteren – blev ramt af efter udgivelsen af den konceptuelle og dybt personlige bog HUN ER VRED fra 2014 og medieopmærksomheden, som fulgte efter.

Bogen var et kollektivt vidnesbyrd om transnational adoption, baseret på egne erfaringer og ekstensiv research og tog syv år at skrive.

I Dage med galopperende hjertebanken beretter fortælleren, hvordan hun siden har trukket sig fra det adoptionskritiske miljø, og hvordan hun føler en stor modstand imod det mediecirkus (i en overvejende hvid offentlighed), som åbenbart hører med til hvervet, når man slår igennem som forfatter:

»Jeg er gået fra at være forfatter til at blive foredragsholder, formidler, administrator, organisator og marketingsmedarbejder på én gang […] Jeg har sagt ja til en stilling, jeg ikke har søgt.«

Tavsheden som modstandsform

Dage med galopperende hjertebanken arter sig dels som et essay, som citerer og går i dialog med andre forfattere, navnlig Suzanne Brøgger, svenske Mara Lee og Marguerite Duras, hvis essay »At skrive« synes at have haft en særlig indflydelse på udformningen af teksten; dels som dagbogsoptegnelser fra den tilbagetrukne tilværelse med stress. Fortælleren bevæger sig imellem ganske få rum: Hendes lejlighed, et vaskeri og parkerne på Frederiksberg, og sammen danner de et let klaustrofobisk og stilrent bagtæppe for hendes refleksioner over skrivekunsten og forelskelsen.

Maja Lee Langvad beskæftiger sig stadig med de temaer, som har optaget hendes forfatterskab siden debuten Find Holger Danske fra 2006: begrebet danskhed, adoptionsproblematikker, de privilegier, som følger med køn, sprog og klasseforskelle, blandt andet.

I Dage med galopperende hjertebanken kommenterer hun den såkaldte litterære ’hvidhedsdebat’ fra 2014, hvor hun selv var en aktør, men værket er ikke en forlængelse af den debat. Fortælleren har vendt sig mod tavsheden som modstandsform.

Den vrede, aktivistiske stemme fra Langvads forrige værker har veget pladsen for en mere rolig, tålmodig stemme. Det er en forsoning med kroppens skrøbelighed og afmagt, i små glimt opstår der endda en lidt trist humor i værket, som når fortælleren på en af sine parkvandringer spekulerer på, »hvor de andre med stress er henne?«.

Dage med galopperende hjertebanken er en rigtig fin, lille bog. Måske også for fin. Der er noget lidt sterilt over de korte tekster, som sjældent er rigtig sprogligt bemærkelsesværdige eller idémæssigt fornyende. Det rykker ligesom ikke ved noget i mig at læse konstateringer som: »Jeg er træt af at skulle tjene penge, penge gør mennesket til en slave« eller: »Samfundet er sygt.«

Selv siger fortælleren, at bogen er skrevet »i en form, som jeg ikke vil kalde for løs, men heller ikke for stram«. Det er en passende karakterisering, men af samme grund kan formen nogle gange blive mildt frustrerende, fordi den aldrig skifter tempo eller temperament.

Der, hvor Langvads bog rammer en tone, som er svær at ryste af sig, er i skildringen af den udmattende tilværelse med stress, denne udbredte sygdom, og i indblikket i, hvor ensomt og dybt personligt arbejdet med en bog kan være:

»Denne bog bliver den sidste, jeg skriver, hvor jeg skriver så tæt op ad mit eget liv.«

’Dage med galopperende hjertebanken’. Maja Lee Langvad. Gyldendal. 160 sider. 200 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her