Læsetid: 17 min.

Vi taler så meget om kapitalismen. Men hvem er kapitalisterne?

Vi ved måske nok, at de findes, men vi ved dårligt nok, hvem de er, og hvor stor magt de har. Den tyske finansekspert Hans-Jürgen Jakobs har hevet hovedaktørerne i finansverdenen ind i rampelyset i bogprojektet ’Hvem ejer verden? Magtforholdene i den globale kapitalisme’, som portrætterer verdens 200 mægtigste kapitalforvaltere, fondsmanagere, oligarker og familier, som ejer 60 procent af verdens samlede BNP
Hvem ejer verden? Ny tysk bog kortlægger og portrætterer 200 superrige, som til sammen ejer mere end 60 procent af hele verdens BNP.

Hvem ejer verden? Ny tysk bog kortlægger og portrætterer 200 superrige, som til sammen ejer mere end 60 procent af hele verdens BNP.

Ian Cuming

24. februar 2017

For de fleste dødelige ringer der ikke nogen klokker, når de hører navne som Stephen Schwarzman, Mohammed bin Saud Al-Thani eller Wang Jianlin. Måske kommer der derimod en svag bimlen fra himlen, når deres firmanavne Blackstone, Qatar Investment Authority eller Dalian Wanda Group nævnes.

Ud over at generere penge har de vidt forskellige missioner og midler. Men de tre personer har det til fælles, at de alle tilhører toppen af verdens 200 mægtigste kapitalforvaltere, fondsmanagere, sheiker, virksomhedsledere og familier, som flytter rundt med formuer af næsten ubegribeligt omfang.

Og netop tallene taler for sig selv, mener økonom og journalist Hans-Jürgen Jakobs, der er tidligere chefredaktør ved finansavisen Handelsblatt.

»Disse 200 mennesker forvalter med deres respektive firmaer omkring 47 billioner dollar – svarende til 60 procent af verdens samlede BNP. De har en enorm og stadig stigende indflydelse langt ind i den politiske verden, men deres navne optræder sjældent i offentligheden,« siger han.

»Det er ikke, fordi de hver for sig er onde mennesker, eller at alle (de 200, red.) uden etiske standarder bare vil generere penge for enhver pris. Problemet ligger i koncentrationen af usynlig magt uden for demokratisk kontrol.«

Med støtte fra 20 udlandskorrespondenter og 30 fagredaktører har Hans-Jürgen Jakobs derfor lavet bogen Hvem ejer verden? Magtforholdene i den globale kapitalisme – et omfattende forsøg på at udvælge og fremstille netop disse 200 finansfyrster og kortlægge de økonomiske magtforhold og pengestrømmene i den globale verden.

»Den globale finanskapitalisme ligger som et net over verdens økonomier – ingen business uden global kapital – så disse pengestrømme har jo et spor af magt, beslutninger og prioriteringer bag sig. Det er forholdsvist nyt i det nuværende omfang. Det er accelereret voldsomt i 1990’erne og 00’erne, hvor både leverandørkæderne og de økonomiske strukturer er blevet globaliseret, mens ejerskabsforholdene er spundet op i et stadig mere kompliceret globalt net.«

Kapitalforvaltning i selvsving

Man skal ifølge Hans-Jürgen Jakobs kun en tur tilbage til omkring 1970 for at se, hvor voldsom finansverdenens dynamik er. Dengang lå verdens finansformuer omtrent på niveau med de varer og tjenesteydelser, der årligt blev produceret på globalt plan. I dag står obligationer, aktier og kreditter for cirka 270 billioner dollar over for en global realøkonomisk omsætning på 73 billioner.

»Finansmarkederne har fået en hidtil uset magt. Der skabes stadig flere penge, og de flyder overvejende ind i finanssektoren,« siger Hans-Jürgen Jakobs.

»Det er et selvgenererende system, hvor tilbøjeligheden til bobler er enorm.«

I hans øjne er den nærmest eksploderende sektor for kapitalforvaltning det ypperste udtryk for denne uvikling. Med overvejende amerikanske foretagender som investeringsfirmaerne Blackrock, Vanguard og Fidelity Investments er kapitalforvaltningsbranchen vokset med 300 procent siden 1995, så den i dag jonglerer med 74 billioner dollar for alskens rige privatpersoner og stiftelser, men i særdeleshed for forsikringer, pensionsfonde og statsfonde.

Det har ifølge Hans-Jürgen Jakobs ført til, at en stor del af de børsnoterede selskaber i dag i høj grad domineres af kapitalforvalterne og deres prioriteter.

»For os normale borgere og forbrugere er de usynlige. De optræder ikke i bestyrelser eller tilsynsråd, men de får alligevel deres stemme igennem,« siger han.

Løgnen om spredning

Finansverdenens største løgn er med den tyske journalists ord derfor forestillingen om spredt ejerskab.

»Blokdannelse er i stigende grad en realitet. Hvem ejer f.eks. General Electric?« spørger han.

»Her lyder svaret for det meste, at der er tale om et spredt ejerskab – der er jo masser af aktionærer og ingen samlet magt bag. Men som vi vil vise i bogen, er der altid personer og grupper, der har langt mere magt end andre. Ved stadig flere af de største børsnoterede virksomheder dukker f.eks. stadig flere af de store kapitalforvaltere op som aktionærer,« siger Hans-Jürgen Jakobs. 

»Man skal ikke glemme, at de vigtigste kapitalforvaltere fører afgørende samtaler med de store direktører under fire øjne. De er direkte med til at sætte deres favorithold rundt om i verden.«

Pengenes herrer

Som løftestang for sit projekt har Hans-Jürgen Jakobs valgt at lade de 200 portrætter fylde bogens første og største kapitel.

Men giver dette fokus på pengenes herrer ikke et skævt billede af både virkeligheden og problemerne ved at fokusere på personerne i stedet for strukturerne bag de skiftende finansjonglører?

»For det første ser vi ikke kun på personerne, men også på kapitalens indflydelse på de enkelte markeder og sektorer,« siger Hans-Jürgen Jakobs med henvisning til kapitlet »Kapitalen og dens markeder«, hvor han analyserer finansstrømmenes indvirkning på globale sektorer som bilindustrien, detailhandelen, medicinalbranchen, IT, medier, råstoffer, energi, industri og logistik.

»For det andet ville vi med de vigtigste nøglepersoner gøre bogen mindre abstrakt og gøre det nemmere at gå til spørgsmålet: Hvem ejer verden? For det tredje er vi faktisk overbevist om, at offentligheden ved alt for lidt om aktørerne. Vi snakker så meget om kapitalismen, men hvem er kapitalisterne? Hvordan tænker de? Det er på tide at stille de spørgsmål offentligt.«

At han dermed i princippet har taget hul på et evighedsforetagende, medgiver forfatteren. Det viser eksemplet Rex Tillerson, der stadig var præsident i Exxon Mobil, da bogen røg i trykken, mens han nu er amerikansk udenrigsminister i Trumps kabinet. Men det taler ikke mod den personlige vinkel, hævder Hans-Jürgen Jakobs.

»Det er jo bare et eksempel på, hvordan magten også er indrettet: At Tillerson kan overgå fra en økonomisk og industriel nøgleposition til en politisk kapitalistisk nøglerolle med sin enorme baggrundsviden om markederne.«

Selv om han gerne bruger begrebet »rovdyrkapitalisme« og helt generelt tager et så gammeldags ord som »kapitalister« i sin mund, så mener Jakobs alligevel ikke, at løsningen er at vippe de 200 – eller andre – af verdens finansfyrster af pinden. For der vil bare komme andre i deres sted.

Så »det handler selvfølgelig om at tæmme de strukturer, der tillader denne ufattelige ophobning af formuer og magt«.

Finanskrisens skyggebanker

I sidste ende ville overbeviste kapitalismekritikere formentlig se Hans-Jürgen Jakobs som forholdsvis systemkonform. Han forbander ikke kapitalismen som sådan, og han opstiller ikke revolutionære omvæltninger, men advarer mod rovdyrkapitalismens udemokratiske udhuling af samfundets institutioner – og mod forestående bobler, der gør finanssystemet stadig mere labilt.

Her næres Hans-Jürgen Jakobs pessimisme af nulrentepolitikken, der booster investorernes risikovillighed. Men sortsynet næres især af de såkaldte skyggebanker – kreditformidlingsinstitutter uden om den etablerede banksektor. Da de netop ikke er banker, er de heller ikke underlagt de samme krav og tilsyn som almindelige banker.

Et eksempel på denne udvikling er det amerikanske marked for boliglån, der har oplevet en voldsom vækst i takt med, at traditionelle pengeinstitutter som Bank of America og JPMorgan trækker sig som følge af strengere kapitalkrav efter finanskrisen.

I Hvem ejer verden? vurderes det, at 25 procent af alle bankforretninger og 60 procent af alle nye kreditter i verden går uden for de etablerede banker. Dermed kan mange kapitalforvalteres, equity-fondes og hedgefondes virke efterhånden dårligt skelnes fra egentlig bankvirksomhed, påpeger Hans-Jürgen Jakobs.

»Det er på linje med den kasinokapitalisme, der hersker. Det kan meget hurtigt føre til nogle sprængfarlige bobler,« siger han og henviser til, at alle de nuværende renter får alle til at lede efter attraktive alternativer.

»Problemet er bare, at med skyggebankerne forlægges kreditrisikoen jo til en mere eller mindre ureguleret sektor.«

Andre folks penge

Efter at have udstillet 200 overkapitalister og blotlagt en række strukturer bag de globale pengestrømme konkluderer Hans-Jürgen Jakobs, at verden i hvert fald ikke tilhører den menige mand længere. Og at vi bør kræve den tilbage. Men han har desværre ikke nogen køreplan.

»Over for en international kapital står groft sagt en national politik, der er mere eller mindre magtesløs. De transnationale konstruktioner, der findes, har åbenlyst ikke kunnet styre udviklingen,« siger han.

»Ideer som finanstransaktionsskat er aldrig blevet gennemført, og den politiske verden kan ikke holde trit med dynamikken i finansverden. Det kræver stærke aftaler i G20 eller i helt nye verdensfinanskonferencer.«

Hans-Jürgen Jakobs tøver for første gang i løbet af samtalen.

»Sandheden er jo, at vi i stadig højere grad mister kontrollen i forhold til f.eks. statsgæld og finansindustriens magt. Så det vigtigste, vi kan gøre, er måske at oplyse og skabe transparens. Skyggebankerne og koncentrationen af magt i finansverdenen er ikke noget, der tales særligt meget om i offentligheden,« siger Hans-Jürgen Jakobs.

»Selv internt i denne verden nedtones risiciene totalt, mens skyggebankerne bare gambler videre med andre folks penge og skaber nye bobler.«

Så selv om hans bog bruger de 200 mennesker, der potentielt flytter mest kapital, som pædagogisk løftestang, så indrømmer Hans-Jürgen Jakobs gerne, at det største problem ligger i den voksende, labile og i sidste ende uansvarlige finanssektor.

»På kort sig kan vi oplyse om det. På lang sigt må vi prøve at udvikle en helt anden ejerskabskultur, hvor entreprenører igen tager større ansvar for deres risici.«

Hans-Jürgen Jakobs: ’Wem gehört die Welt? Die Machtverhältnisse im globalen Kapitalismus’. Verlag Albrecht Knaus, 2016. 680 sider, 36,00 euro

Syv af klodens superrige

1. Larry Fink, Blackrock: Klodens overkapitalist

Laurence Douglas Fink eller bare Larry Fink er ifølge Jakobs intet mindre end »den ukronede konge i den globale finansmenighed« og »klodens øverste overkapitalist«.

Efter en opvækst som søn af en engelsklærer og en skohandler kom han via et politologistudium og en MBA til Wall Street. Her lærte han – med enorme gevinster og enorme tab – det om investment banking, som han skulle bruge for at grundlægge investeringsfonden Blackrock, der gik på børsen i 1999 og siden opkøbte Merrill Lynch og Barclays-Bank.

Som leder af Blackrock med hovedsæde i Midtown New York forvalter Larry Fink og hans underordnede cirka 4,9 billioner dollar – markant mere end Tysklands årlige BNP.

Og det har betydning for, hvordan han skal behandles, for Blackrock har aktier i stort set alle vigtige koncerner på verdensplan. »Ingen af denne verdens store CEO’er eller finansbosser kan tillade sig at misligholde eller ligefrem droppe deres forhold til Larry og hans trup,« mener Hans-Jürgen Jakobs.

Dermed har Larry Fink også direkte indflydelse på sammensætningen af chefetagen i en række verdensomspændende koncerner som for eksempel den kriseprægede Deutsche Bank.

Fink angiver selv at spille en »konstruktiv og mådeholden rolle« i de firmaer, Blackrock er engageret i, og han understreger gerne, at Blackrock som investeringsfond ikke er systemrelevant som de store banker – og dermed ikke skal underlægges samme reguleringer.

Men det er ifølge Hans-Jürgen Jakobs rent koketteri fra bossen bag et imperium, der nok kom styrket ud af finanskrisen, men som nu er blevet en uomgængelig del af den verdensomspændende skyggebankvirksomhed.

Larry Fink har en direkte årsløn på knap 30 mio. dollar.

2) John Bogle, Vanguard: En gigant i evig vækst

John Bogle er født i kriseåret 1929, og hans barndom var præget af følgerne: Barndomshuset røg på tvangsauktion, faderen begyndte at drikke, og forældrene blev skilt.

Det har for John Bogle måske været startskuddet til at insistere på et liv i overflod. Efter fremragende resultater i løbet af sine studier på bl.a. Princeton havnede han i hvert fald i finansbranchen –og privat fik han intet mindre end seks børn.

Efter en karrieremæssig nedtur opfandt han i midten af 1970'erne konceptet indeksfonde, hvor der ikke opkøbes enkelte aktier, men hele aktieindekser. Til sit nye firma valgte Bogle meget sigende navnet Vanguard – spydspids eller førertrup.

Allerede dengang havde Bogle som grundtanke, at gennemsnittet altid vil vinde i alles kamp mod alle på kapitalmarkedet. Derfor må vindermodellen være at fokusere på så lave forvaltningsomkostninger som muligt.

Det er i dag stadig en af grundene til, at Vanguard ikke kunne drømme om at flytte sit hovedsæde fra Philadelphia til New York. »Vi er ikke Wall Street, vi er Main Street« lyder det med henvisning til ’manden på gaden’, der med Vanguards lave gebyrer har mulighed for deltage i festen.

I dag forvalter Vanguard mere end 25 millioner investorers penge. Samlet handler det om ca. 3,1 billioner dollar, og det er stærkt stigende. Vanguard sidder på ca. fem procent af USA's børsnoterede firmaer (herunder fem til syv procent af aktierne i foretagender som Exxon, Apple og Microsoft) og på ca. én procent globalt.

Mens såkaldt aktive investorer hurtigt kan skille sig af med deres aktier, ser amerikanske Vanguard sig selv som langtids-investor. Det har i Hans-Jürgen Jakobs’ udlægning som direkte følge, at Vanguard har desto større interesse i at påvirke de firmaer, der investeres i. Og desto vigtigere er det at kende figurer som John Bogle og hans CEO-efterfølger F. William McNabb.

På grund af hjerteproblemer måtte John Bogle efter 22 år som CEO for Vanguard skifte til rollen som senior chairman. Et nyt hjerte fik ham på ret køl igen i 1996, men han kom aldrig tilbage i sædet som CEO.

Alligevel blev han i 1999 af magasinet Fortune kåret som en ud af branchens fire »Giants of the 20th Century«, og han er i dag stadig aktiv i Vanguard, som skribent, æresdoktor og i Bogle Financial Markets Research Center ved Vanguard-Campus i Pennsylvania.

3) Li Jiange, Central Huijin Investment: Manden bag verdens mest magtfulde, ukendte firma

Li Jiange smiler, når han er glad, han smiler, når han er sur, og han smiler, når han kritiserer. Ikke på den usikre måde, som nogle gør det, men på den autoritære måde, hævder Hans-Jürgen Jakobs.

Født i 1949 er Li Jiange blevet en af de vigtigste figurer i smeltediglen af kinesisk økonomi og politik. Frem til 2013 sad han som chef for Kinas største investeringsbank, China Capital Corporation. I dag sidder Li Jiange i toppen af Cetral Huijin Investment, hvor hans opgave typisk består i at implementere politbureauets og den kinesiske regerings anvisninger.

Central Huijin Invest beskrives i Hvem ejer verden som »et yderst særpræget selskab« med andele i intet mindre end 19 finansinstitutioner, herunder især de fire største banker i Kina, der samtidig hører til blandt de største i verden. Huijin ejer således f.eks. 34,7 procent af den kinesiske industribank ICBC – verdens største og globalt set yderst aktive bank.

Hele den kinesiske bankverden er bygget op om sektorer som industri, handel, byggebranche og landbrug, hvor de fire største banker forsyner hver deres sektor. Her optræder Central Huijin Investment både som moderselskab over disse fire og som datterselskab af China Investment Corporation, Kinas vigtigste statsfond, der forvalter omkring 800 mia. dollar.

I denne sælsomme konstruktion ejer den kinesiske stat ikke direkte bankerne, men bibeholder indflydelsen over dem – blandt andet gennem Central Huijin og overbestyrer Li Jiange.

»Der er formentlig intet firma i verden, der er så ukendt og samtidig har så stor finansmagt som Central Huijin,« skriver Hans-Jürgen Jakobs.

I en tid med mådeholden kinesisk vækst og vigende eksport er der ifølge Li Jiange nu et »tilstrækkeligt stort reformpres« for at skabe mere marked og mindre stat – og mere forsigtighed i forhold til at bruge aktie- og boligmarkedet til at skabe vækst.

At Li Jiange også lejlighedsvist underviser som økonomiprofessor på Tsinghua-Universitetet i Beijing har næppe med hans privatøkonomi at gøre. Hans løn er ikke er opgivet, men generelt tjener de kinesiske bankbosser dog forholdsvist afdæmpede lønninger i global målestok – de er sjovt nok afstemt efter politikernes indkomstniveau.

Også det vil Li Jiange gøre noget ved: »En bankchef, der viser sit værd, skal også tjene derefter.«

4) Yngve Slyngstad, Norges Bank Invest Management (Norges Invest): Kapitalismens kantianer

Hvem der bare havde studeret politik, økonomi og jura i Paris, Californien og Oslo. I så fald havde man måske fået lov til at forvalte verdens største statsfond, Norges Invest, i stedet for den 54-årige Yngve Slyngstad.

Den afdæmpede nordmands mål er at skabe »bedst mulige afkast med en acceptabel risiko«, som Slyngstad forholdsvist intetsigende formulerer det. Det er betragtelige summer, han har til rådighed til dette formål. Norges Invest forvaltede i 2016 en samlet formue på omkring 825 milliarder dollar – baseret på norsk olie og gas, der skal sikre det norske velfærdssamfund, lang tid efter den sidste boring er lukket og slukket.

Norges Invests magt afspejler sig i, at statsfonden, der blev grundlagt i 1998, har andele i flere end 9.000 firmaer og sidder på 1,3 procent af verdens aktier. Fonden opererer i 78 lande – men ikke i Norge for at undgå en overophedning af den norske økonomi.

På grund af gældskrise og ekspansiv pengepolitik har Norges Invest droslet ned på valutaer som euro, dollar og yen, mens fonden ved siden af sine udenlandske aktier og obligationer er gået ind i ejendomsbranchen i blandt andet USA og Storbritanien.

Men det betyder langtfra, at Yngve Slyngstad og hans folk har frie hænder. Norges Invest står under stærk indflydelse fra Norges Centralbank og det norske finansministerium. Her dikteres ikke bare forholdet mellem aktier, obligationer og fast ejendom, men også en række forbilledlige etiske krav til investeringerne, hvilket får Hans-Jürgen Jakobs til – næste uden ironi – at tale om »kapitalismens kantianere«.

Således har Norges Invest trukket sig ud af for eksempel klima- og miljøskadelige aktiviteter samt våben- og tobaksproduktion. Det har i flere tilfælde kostet på kort sigt, men det ligner efterhånden en økonomisk vinderstrategi.

Alt i alt er Slyngstad og hele fonden ifølge Hans-Jürgen Jakob ved at transformere sig fra en ret stille til en langt mere selvbevidst optræden i finansverdenen, hvor det ligefrem ses som en ære at blive håndplukket af Norges Invest.

Som Hans-Jürgen Jakobs skriver: »Slyngstad og hans folk regnes i den angelsaksisk prægede finansverden for outsidere – men for seriøse eksperter med dannelsesborgerlig habitus (skæg, sweater).«

5) Khalifa bin Zayed Al-Nahyan, Abu Dhabi Investment Authority (ADIA): Olie- og finansstrømmenes overhoved

I de Arabiske Emirater bliver det som regel i familien. Som den ældste søn af emiren i Abu Dhabi blev Khalifa bin Zayed Al-Nahyan allerede i slutningen af 60’erne chef for Abu Dhabis militær for få år senere at beklæde posten som premierminister.

Siden 80’erne har Khalifa ledet det øverste olieråd i de Forenede Arabiske Emirater, og han havde de følgende årtier en finger med i de fleste spil med centrum i Abu Dhabi. Officielt blev han dog først præsident i de Forenede Arabiske Emirater og emir i Abu Dhabi dagen efter sin fars død i 2004.

I dag er den 68-årige Khalifa ikke bare emiraternes nøglespiller politisk og i olieindustrien, men også økonomisk som formand for investeringsfonden ADIA, hvor hans halvbror Hamed i øvrigt er direktør. Med baggrund i Abu Dhabis status som OPEC’s fjerdestørste olieproducent kan ADIA som verdens næststørste statsfond efter Norges Invest skubbe rundt på en formue på omkring 800 mia. dollar.

Dens grundlæggelse i 1976 var i sig selv en mindre revolution, da de omkringliggende oliestater hidtil havde investeret i guld og amerikanske statsobligationer – til gengæld for en amerikansk sikkerhedsgaranti. ADIA’s globale investeringer var dermed både en økonomisk og politisk drejning. Med et gennemsnitligt afkast på 7,51 procent over de seneste 30 år har det økonomisk betragtet været en fin prioritering, omend fondens strategi oplevede voldsom turbulens i tiden efter finanskrisens udbrud.

I dag har ADIA investeret mere end halvdelen af sin formue i indeksfonde, mens resten er spredt ud på globale aktier, obligationer og endda omkring ti procent i kontanter. Abu Dhabi-fonden har ifølge Hans-Jürgen Jakobs en overraskende høj transparens, men der er ikke officielt fremlagt en køreplan for en række forestående fusioner. Blandt andet skal International Petroleum Investment Company (IPIC) være en af kandidaterne – en proces, der angiveligt skal ledes af IPIC-bossen, sheik Mansour Bin Zayed Al-Nahyan, en af Khalifas slægtninge og øvrigt ejer af fodboldklubben Manchester City.

I de stærkt udflydende grænser mellem politik og økonomisk interesse er det i de fleste anliggender Khalifa bin Zayed Al-Nahyan, der har det afgørende ord. Hans personlige løn eller formue er ikke opgivet, men han skjuler på ingen måde, at hans 180 meter lange lystyacht fra 2013 er verdens største – den overgik selv Abramowitsch’ i længde.

Ifølge Panama Papers har Khalifa bin Zayed Al-Nahyan skægget i mere end 30 postkassefirmaer på Virgin Islands – og luksusejendomme i London for 1,7 mia. dollar.

Andrew Harnik

6) Carolyn W. Colvin, Social Security Trust Funds: De amerikanske pensioners moder

Det er et enormt ansvar Carolyn W. Colvin har taget på sig. Efter en opvækst Maryland under trange kår og en usædvanlig karriere i sundhedsvæsenet har hun siden 1980’erne oplevet en stejl karrierekurve i administrationen inden for den offentlige sundhedssektor.

Hun var nomineret af præsident Obama, da hun i 2013 som 74-årig leder af Social Security Administration temmelig vovet satte sin pension på hold på ubestemt tid for at føre verdens suverænt største pensionsfond ind i en meget usikker fremtid.

Den statslige pension Social Security er den bærende søjle i den amerikanske velfærd, der finansieres gennem den særlige Social Security Tax. I økonomisk og demografisk gode tider har disse skatteindtægter siden grundlæggelsen i 1937 rakt til at lægge kapital til side i Social Security Trust Funds, men nu ser kilderne ud til langsomt at tørre ud: Hvis der ikke foretages omfattende ændringer, kan fonden i 2034 kun udbetale trefjerdedele af de lovede pensionssummer.

Hvad Carolyn W. Colvin selv får ud af jobbet, oplyser bogen ikke. Men det står fast, at hun skal give den som den store reformator af pensionssystemet, der p.t. har cirka 2,8 billioner dollar i reserve i fonden.

Det er en gigantisk sum selv i den globale finansverden, men investeringsteknisk har der ikke været meget at rafle om: Uden undtagelse parkeres pensionspengene på særlige vilkår i amerikanske statsobligationer. Under præsident George W. Bush forsøgte republikanerne forgæves at påbegynde en privatisering af systemet. Før valget lovede Trump derimod at bibeholde programmet i sin nuværende form.

Her vil end ikke Carolyn W. Colvin kunne ændre ved, at både pensionsalderen og den særlige pensionsskat vil stige. Og som en forholdsvist sky person vil hun næppe heller komme til at stå i rampelyset.

7) Rob og Alice Walton, Walmart: Uhørt rige – også på skattefiduser

Meet the Waltons – intet mindre end verdens rigeste familie, der stadig sidder på 52 procent af aktierne i detailhandelskæden Walmart. Med en formue på mere end 12o mia. dollar er de mere end dobbelt så rige som familien Albrecht bag Aldi og tre gange så rige som familien Kamprad bag IKEA.

Det afspejler sig i tallene bag Walmart: På globalt plan har kæden samlet 2,3 mio. medarbejdere, mens de 11.500 filialer havde en global rekordomsætning på 482 mia. dollars i 2016.

Rob og Alice blander sig stort set ikke i Walmarts daglige forretningsgang, men der sidder stadig tre yngre familiemedlemmer i opsynsrådet. I de seneste år har koncernen »fået sig en blodtud« efter ekspansionsforsøg i Asien, og der er opstået stærk konkurrence fra nethandlen, som Walmart kun langsomt er ved at få gang i – men i 2016 landede koncernen trods krisesnak et overskud på 14,7 mia. dollar.

Hans-Jürgen Jakobs og hans team giver dog ikke meget for prispresserne fra Walmart i deres evige jagt på billigere produkter på hylder: »Every day low price« lyder deres vigtigste slogan.

Hvad korruption og social ansvarlighed angår, er Hans-Jürgen Jakobs heller ikke imponeret, men han angriber især parrets yderst kreative omgang med skattemyndighederne:

»Walton-familien bliver stadig rigere. Selv donationer på mere end 1 milliard dollar til museet i Bentonville (hvor det første Walmart åbnede i 1950, red.) forøger deres formue. Det sørger deres skatte- og finansrådgivere samt advokater for med alle tænkelig kneb.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
  • David Zennaro
  • Randi Christiansen
  • Lise Lotte Rahbek
Carsten Munk, David Zennaro, Randi Christiansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Skatteunddragere (røveri) og koncentration af kapital.

Det handler om global udhulning af skattebetalt velfærd, der understøtte sammenhængskraften i et samfund, som er afhængigt af bl.a. skoler, veje og sygehuse mm.

Det er ikke andet end simpelt røveri.

Flemming Berger, Allan Stampe Kristiansen, Torben K L Jensen, Anne-Marie Krogsbøll, Trond Meiring, Mogens Holme, Peter Nørgaard, kjeld jensen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

PS.
Demokratisk valgte politikere.
Politikere kunne stoppe det i dag 24. februar 2017.

Allan Stampe Kristiansen, Mads Kjærgård, kjeld jensen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Typisk tysk modstand af "Qantitative easing" der for USA betød en hurtig opretning på underskud og arbejdsløsheden. I Europa betød den tyske modstand og sparepolitiske dogmer en opdeling i syd (stor arbejdsløshed) og nord (mange working poor) - i sidste ende en opløsning af den oprindelige opbakning til fredsprojektet EU.
En tysk økonomisk dominans har ødelagt projektet og det sørgelige er at Tyskland ikke kan se det selv.

Olav Bo Hessellund, Martin Pedersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Sålænge ingen forsvarer fællesejet men tror, at konkurrencestaten er en legitim forvaltningsramme, så kommer vi ikke rigtig nogen vegne.

I forbindelse med forståelsen for nødvendigheden af en miljø-og socioøkonomisk omstilling, som respekterer planetens cirkulære økonomi, vil kollektivet forstå, at det ikke kan overlades til de få, som er vindere i konkurrencen, at forvalte fællesejet. I og med den eksisterende forvaltningsramme eksponentielt udstiller sin uhørte og dødsensfarlige tåbelighed, vil opvågnen til dette systemernes sammenbrud ske.

Når vi skal samle op, bliver vi nødt til i fællesskab at anerkende, at nuværende forvaltningsramme er et kleptokrati af værste skuffe. Måske når det bliver alment anerkendt, kan vi fjerne de kleptokratiske usurpatorer, vi nu som nyttige idioter tillader at ribbe os for sidste skjorte.

Knud Chr. Pedersen, Allan Stampe Kristiansen, Egon Stich, Vibeke Hansen, Olav Bo Hessellund, Hanne Ribens, Anne-Marie Krogsbøll, Torben K L Jensen, Trond Meiring, Henrik Leffers og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Netop Niels De høje sorte hatte her til alle tider indeholdt et utal af kaniner der så kan hives op når det er belejligt.

Michael Kongstad Nielsen

Kapitalismen startede med landbrugets komme (ca 12.000 år siden), ejendomsrettens komme (næsten samme alder) og familiens vedbliven.

Michael Kongstad Nielsen

Kapitalismen startede med landbrugets komme (ca 12.000 år siden), ejendomsrettens komme (næsten samme alder) og familiens vedbliven.

Philip B. Johnsen

Det er ikke uvæsentligt i disse dage at få fænomenet præsident Donald Trump og Steve Bannon White House Chif Strategist, forklaret ind i de økonomiske realiteter.

De bygger deres politik på, at de menneskeskabte klimaforandringer ikke findes, det er ikke vigtige at indregne denne type af skatteunddragelse, så at sige og den fossile energi skal så 'make America great again."

De er to forvoksede babyer, der bygger en LEGO-bil, hvor et hjul falder af bilen, hvor barnet som reaktion i vrede, smider bilen på gulvet, så det er var en bil på vej til at blive samlet, nu går i hundrede små stykker.

På samme måde undergraver politisk barnlig og umoden beskyttet skatteunddragelse i finansverdenen velfærdssamfundet ved off-shore virksomhed.

De er alle lidt for umodne til LEGO.

Mads Kjærgård

Ja i 1914 hev de en meget stor kanin op af hatten, lad os ikke håbe, at de pønser på det igen! Men læser man mere om de indslag, der fylder 10 sekunder i nyhederne før vejrets 15 minutters sendetid, så kunne man mene, at det ser sort ud, og at der er et eller andet på vej!

Philip B. Johnsen

Michael Kongstad Nielsen
Det risikable består i, at de små kan sætter klodserne i halsen uden opsyn, det skal være voksne til stede, når små børn leger med LEGO, men der er brug for voksneregler for god leg med LEGO, os så kan børn lege med duplo.

Søren Kristensen

I forhold til hvor meget vi talte om kapitalister - eller kapitalisme -i halvfjerdserne, så taler vi næsten ikke om det nu.