En futuristisk, rumskibslignende overscene sænker sig ned over publikum. Hæver sig så op i spidsen, som gør den klar til affyring fra scenen. Så kommer The Weeknd op igennem gulvet. Han synger, og hans fløjlsbløde stemme rammer publikum lige i sex- og partychakret. De hviner og sender chokbølger af energi op imod ham, og så bliver hele verdens stjernedreng ellers sendt i kredsløb.
Det var simple virkemidler, der var på spil, da The Weeknd mandag gæstede Royal Arena i København. Han skiftede ikke tøj, havde ingen dansere og dansede stort set ikke selv. Der var tre musikere i hans band. På et tidspunkt fik han et klassisk mikrofonstativ op, men det var vist den eneste rekvisit han selv havde fat i under showet.
Sammenlignet med andre store popshows fra folk i samme liga som The Weeknd, og dem er der ikke mange af, var det et ganske nedbarberet show, The Weeknd stillede op med i Royal Arena.
Men det var virkningsfuldt, der var ingen overflødig vægt, der tyngede rumskibet, og alle motorer var indstillet på at sende The Weeknd, eller Abel Tesfaye, som han hedder, med raketfart mod stjernerne. Og den 27-årige canadiske superstjerne lagde da også Royal Arena ned som en »motherfucking starboy« eller som Tinder-generationens ukronede konge.
Ved styrepinden
Da jeg så verdens største barnestjerne Justin Bieber i Parken i efteråret, fik jeg det klare indtryk, at popmaskineriet var ved at æde ham op.
Men med The Weeknd har vi fat i en kunstner, der helt fra starten af sin karriere har sat sig ved popmaskinens styrepind, og siden han udgav sine første tre numre på Youtube tilbage i 2010, har han virket som en af de mest entreprenante og målrettede unge mænd i popbranchen.
For hvor det efterhånden kan være svært at holde styr på alle de skandaler, Justin Bieber har rodet sig ud i, kan jeg kun finde oplysninger om en enkelt episode, hvor det er stukket af for Abel Tesfaye – nemlig da han vistnok kom til at slå en politibetjent i ansigtet i Las Vegas i 2014. Abel Tesfaye virker til at skære alle de ting fra, alle skandalerne, og showet i Royal Arena kommer dermed i høj grad til at stå som en metafor for den bevægelse og retning, der er i The Weeknds karriere.
Selvom hans seneste album Starboy, som han turnerer med nu, ikke fik decideret fremragende anmeldelser, da det udkom i november sidste år, indeholder pladen nemlig så mange hits, at det har leveret ekstra popmusikalsk brændstof til at sende ham mod nye højder.
Og selvom hans album nu er tre måneder gammelt – hvilket er meget i popsammenhænge – er han stadig den artist med tredjeflest lyttere på Spotify per måned, i verden altså.
The Weeknd er også fokuseret her i Royal Arena. Hans ansigt udstråler seriøsitet. Han er ikke den store danser. Det behøver han slet ikke. Men alle hans bevægelser har en beslutsomhed over sig, som virker overbevisende, og han behøver ikke gøre andet end at løfte sin arm for at få adrenalinen til at hamre rundt i publikums kroppe. Når han engang imellem vælger at løbe ud ad rampen, eksploderer salen.
Hvor den visuelle del af showet helt afgjort er styret af credoet less is more, er dette ikke den styrende sætning for den musikalske del af showet. Her spilles der på alle tangenter, selvom bandet altså kun består af tre gutter.
Og det lyder godt – langt hen ad vejen i hvert fald – hvilket ikke er standard for shows af den størrelse. Den dybe bas truer med at nedbryde Royal Arena, mens Abel Tesfayes smukke stemme går rent igennem og skaber nærvær i de ellers ret maskinelle produktioner.
Sex, stoffer og business
Rumskibet i loftet folder vingerne op. Baner vej for bandet, der har været skjult på den ret lille scene. The Weeknd er ude blandt publikum hele tiden. Tæt på, det er ham, de vil have, og han giver sig for dem.
På et tidspunkt drejer rumskibet rundt, så det peger ned imod publikum og understøtter refrænet til »Might Not« fra Bellys album Up For Days, hvor The Weeknd gæstesynger en stofbrugers SOS: »This time I might not make it«.
»I gotta catch my breath,« siger han senere, en af de få gange, hvor han siger noget til publikum, men kaster sig så direkte over i sexridtets og stakåndethedens hymne »Often«, hvor han synger om at tage coke for at være i stand til at holde sig kørende for de piger, der vil have hans krop.
Her kommer hans ellers overnaturligt skarpe vokal for første gang til at fremstå en smule forpustet, men det fungerer i sammenhængen, fordi det både understreger sangens stemning og understreger at han rent faktisk synger og ikke bare gemmer sig bag et backtrack.
Han lader dog et backtrack-kor synge sidste omkvæd sammen med publikum, hvor kameraet zoomer ind på en ung kvinde på en af de forreste rækker, der med hele salen som vidne lykkeligt synger med på linjer som »I can make that pussy rain, often«.
På den sang smelter salen i liderlighed, ligesom den gør, da han synger kendingsmelodien fra den første Fifty Shades of Grey, »Earned It«, og da han senere synger sin hårdtpumpede kærlighedsserenade til coke, monsterhittet »Can’t Feel My Face«, vælter salen i festlig rus.
De fleste af The Weeknds sange handler om sex, stoffer og karriere, og om at skrue op for alle knapperne på panelerne i vores livs styresystemer. Og mens vi står i areanen i Ørestaden, kommer jeg til at tænke, at han meget præcist sætter lyd og lyrik på de mest udprægede tendenser ved de karrierebevidste repræsentanter fra Tinder-generationen.
Så kan man jo synes, at det er koldt eller whatever, men det ville være åndssvagt ikke at tage det seriøst. Ikke mindst når vi lever i samfund, der selv bliver koldere og koldere over for den enkelte borger, og som kræver mere af den enkelte, som dagene går. The Weeknd har klaret den inden for rammerne. Han er en starboy, han er Tinder-generationens konge. Om folk kan lide det eller ej.
The Weeknd spillede i Royal Arena mandag den 20. februar. Han gæster også dette års Roskilde Festival, hvor han er et af hovednavnene
