Læsetid: 3 min.

’Alle for tre’ er fladpandet familieunderholdning for voksne

Som opfølger til ’Alle for én’ og ’Alle for to’ holder ’Alle for tre’, hvad den lover: sjov med udfordrede vanekriminelle bøvehoveder, snot og kulør
3. februar 2017

Folk vil have komedier, og Rasmus Heide ved, hvordan man laver dem. Man skal bruge: mindst to underfrankerede bøvehoveder, en uoverensstemmelse, planer for forskellige forbrydelser, en grundlæggende eksistentiel vildfarelse og en masse udklædningstøj.

Det virkede i Alle for én (2011), der blev en kæmpemæssig succes, det virkede igen i Alle for to (2013), og mon ikke også det kommer til at virke i Alle for tre.

De to vanekriminelle brødre Timo (Rasmus Bjerg) og Ralf (Mick Øgendahl) er tilbage, lige så dorske og joviale som i de foregående film. Deres gamle kammerat Nikolai (Jonatan Spang) er også med i en birolle, men han har fået lovlydige tendenser, cykelhjelm og job i det offentlige, ligesom det var tilfældet med den frafaldne ven Martin (Jon Lange) i den første film.

Nikolai er blevet hængende som glad og tilfreds pædagogmedhjælper i den daginstitution, hvor Timo henter sin lille søn alt for sent de eftermiddage, han har samkvem med ham.

En stor del af vitserne handler stadig om, at Timo og Ralf ikke ved, hvad forskellige ord betyder. »Nej, det har jeg ikke,« svarer Timo skråsikkert, når hans sagsbehandler (Kirsten Lehfeldt) siger, at han har været i restance de sidste fem år. »Jeg har været i Hamburg en enkelt gang, men ellers har jeg ikke været uden for landets grænser.«

Noget må gøres

Det sejler i Timos lille skilsmissefamilie, han skylder en mindre formue i børnebidrag og er ved at miste retten til at se sin lille Heino. I den ret fjollesøde åbningsscene stjæler Timo, Ralf og deres altid fulde far Arno (Kurt Ravn) store, kostbare PH-lamper fra Musikhuset i Århus, men da Ralf sælger dem billigt på skrothandelen, er gode råd dyre.

Eller … faktisk er deres gamle far fuld af gode råd om at prioritere familien og holde sammen i tykt og tyndt, men det synes Ralf og Timo er kedeligt at høre på, og så dør han, og en vild rejse ned til Italien for at finde et ukendt familiemedlem og en tabt arv tager sin begyndelse. Der gakkes ud. Snot flyver uregerligt fra flæbende ansigter, og voksne mænd misforstår meget åbenlyse ting.

Stakkels Ralf må klemme sig sammen i en rullekuffert, optræde som spastisk, udviklingshæmmet stakkel, finde sig i at blive overdænget med maling og iklæde sig kjole, mens Timo dirigerer deres fælles forsøg på at stjæle en dyr veteranmotorcykel fra den søster, de aldrig før har mødt.

Jeg magter på dette tidspunkt næsten ikke mere gak og er derfor lettet over, at søsteren – en indædt og underligt uanfægtet antipels-aktivist ved navn Kim – bliver spillet af Sonja Richter, som ikke har fis og løjer som en central del af sit repertoire. Hendes deadpan-attitude klæder filmen.

Efterhånden som de tre søskende kommer i udklædningstøjet og crasher et bryllup hos den lokale pelsbaron, minder filmen mere og mere om en børnefilm. Der er den samme kulør, enkelhed og kækhed, og den brutalitet, som især Rasmus Bjergs Timo-karakter indbyder til at grine af, minder mere om den brutalitet, man finder hos cirkusklovne, end om den, der kendetegner danske voldskomedier fra nullerne.

Som opfølger til Alle for én og Alle for to holder Alle for tre, hvad den lover. Alle for tre er en både plat og sentimental film (sammenhold er godt og egoisme er dårligt, men sjovt – ligesom idioti og ukontrollerede kropslige funktioner), men den er velafviklet og veloplagt.

’Alle for tre’. Instruktion: Rasmus Heide. Manuskript: Rasmus Heide og Jacob Tingleff. Dansk. Biografer over hele landet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu